Plader

Windsor for the Derby: How We Lost

Skrevet af Martin Ibsen

De forholdsvis anonyme indierockere Windsor for the Derby har på album nummer syv begået en charmerende, men svingende plade. De bedste passager rummer melodier og stemninger, som gør bandet fortjent til mere end en anonym tilværelse. Fans af Yo La Tengo og Tortoise bør læse videre.

Det amerikanske indierockband Windsor for the Derbys nye udgivelse, How We Lost, hører til den slags plader, der er svære ikke at komme til at holde af efter et par gennemlytninger. Pladen har en del bump og huller undervejs, og i løbet af dens 36 minutter er der nogle lidt unødvendige omveje, men det hele er alligevel en charmende omgang. Makkerparret Dan Metz og Jason McNeely formår nemlig på de fleste sange at holde styr på deres virkemidler og fokus på den gode melodi, og når det lykkes gør de det rigtig godt.

Windsor for the Derby har ikke mindre end seks fuldlængdeplader bag sig, udgivet på forskellige pladeselskaber. Bandet har også jævnligt skiftet medlemmer (f.eks. var Adam Wiltzie fra Stars of the Lid med i flere år), dog med Metz og Mcneely som kernen i gruppen siden debuten Calm Hades Float fra 1996.

Nu har bandet slået sig ned og fået base i Philadelphia med eget studie, hvor How We Lost er indspillet og produceret. Processen var dog ikke smertefri. I flere omgange kollapsede deres udstyr, og de nervøse sammenbrud var tæt på. Duoen tvivlede på, om pladen nogen sinde ville blive færdig, men det lykkes – og tak for det.

Albummet bliver sendt af sted med stemningsfulde synthesizerlydflader, messende vokal og en vuggende basgang, og man bliver hurtigt suget ind i Windsor for the Derbys lydunivers. Efter en god start med intronummeret “Let Go” og “Maladies”, der minder om Clap Your Hands Say Yeah med catchy la-la-la-omkvæd og skramlende trommer, daler nivauet desværre dog en smule. Første bump på vejen er det stille elektroniske nummer “Robin Robinette”, der virker fuldstændig malplaceret på pladen og for helheden. Nummeret er en akkord på en synthesizer i tre minutter, og man kan overveje, om nogen ikke burde havde hjulpet bandet med at skære et nummer som dette væk.

Længere henne på pladen møder man flere numre, der burde være sorteret fra. Men disse bump ødelægger ikke oplevelse af et band med gode melodier og et lydunivers, der får enhver med hang til indadvendt og længselsfuld popmusik til at lytte efter en ekstra gang. Fans af Low, Tortoise og Yo La Tengo burde blive præsenteret for Windsor for the Derby hurtigst muligt.

Den store kommercielle succes oplever Windsor for the Derby nok ikke foreløbigt; dét ændrer How We Lost ikke på. Men bandet er bestemt et behageligt og spændende bekendtskab, og lytteren bliver belønnet med små og store guldkorn af numre spredt jævnt ud over pladen. Man skal blot se forbi de enkelte missere.

★★★★☆☆

Lyt til “Maladies”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/maladies.mp3]

Lyt til “Hold On”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/holdon.mp3]

Leave a Reply