Der er noget over navnet Choir of Young Believers. Det lyder lidt som en sekt eller måske rettere som en spirituel gruppering i et eller andet fantasiunivers. Man kunne således forledes til at mistænke Jannis Noya Makrigiannis debutalbum under dette dæknavn for at være en obskur new age-importvare fra Nepal eller tibetansk psych.
CoYB er imidlertid slet ikke så eksotisk et projekt, som man kunne forledes til at tro. This Is for the White in Your Eyes er, som Undertoners anmelder også konstaterede om ep’en Burn the Flag, ret vidtspændende indiepop. Det er ikke grænseoverskridende, men pænt og vellydende, og så har CoYB til en vis grad sin egen stil.
En utroligt klar og noget skrøbelig vokal befinder sig i billedets centrum, og den synger tilsyneladende om sørgelige ting. Rundt om den finder man varierende arrangementer, som glider fra det meget stille til det storslåede. Noget får mig til at tænke på Travis. Sammenligningen er slet ikke rimelig, hvad lyden angår. Med hensyn til den sørgmodigt-apatiske attitude er den ikke desto mindre god nok: Stemningen er trist, indimellem dyster og bestemt resigneret.
Her og dér undervejs i indiepopsangene dukker passager op, som giver associationer til sovjetiske propagandafilm eller noget andet uhyggeligt i den stil. Dette skyldes den ret dygtige anvendelse af distancerede strygere og af kolde og ligesom bortrevne eller påhæftede korarrangementer. Førstnævnte udmærker sig ved den forholdsvise mådeholdenhed, der tilsyneladende har ligget til grund for anvendelsen, og ved det forhold, at de tilføjes først og fremmest for at give numrene en storladen kant af noget fremmed eller ukendt og i ringere grad eller slet ikke for at opnå en eller anden letkøbt og uinteressant vellyd.
Fusionen mellem den triste, patosdrevne vokal, den velarrangerede pop og de lidt kolde, overlegne og afvisende, til tider næsten klassiske kor- og strygerelementer medierer et billede. Man ser for sig mødet mellem det store og den lille. Det er den strandede på øen, der råber ud over havet efter redning – eller skibskaptajnen, bundet til masten, mellem sød og lokkende sirenesang, hvirvelstrømme og forhistoriske søuhyrer.
I det hele taget er det noget eventyrligt ved en række af numrene på This Is for the White in Your Eyes, som ikke lige lader sig indfange. Umiddelbart har pladen ikke så meget at byde på – ud over det vellydende, men lidt kedelige. Den bærer på ret velkendte og behagelige lyde, der nok præges af noget personligt, men alligevel ikke fænger helt nok. Og så er der alligevel noget – et eller andet vildt og fremmed, som ikke lader lytteren undslippe det på overfladen ellers lidt løse greb.
“Next Summer” byder på virrende og støvede strygere og lyde fra et hult klaver. En meget fin åh-åh-åh’ende vokal gør sig gældende bl.a. med det faretruende løfte: »Next summer, I will return / I’ll be back / I’ll break your heart … Now it’s your turn / to crash and burn.« Det er højtideligt, vistnok ikke selvironisk og en kende prætentiøst. I hvert fald lyder det som noget, der skal vække følelserne til live. Det gør det også, og det gælder hele pladen, men alligevel ikke for alvor og ret beset heller ikke nok. Makrigiannis’ patos virker ikke rigtig: Her er hverken gråd eller raseri, måske nærmere melankoli og surmuleri. Men der er billeder – af regnskove, bjerge, sagnhelte og forhistorie, og lyden bag billederne er fin og nydelig og pæn. Og så heller ikke mere. This Is for the White in Your Eyes er en anstændig og lidt over gennemsnitlig plade. Hvordan den frembringer billeder for sin lytters indre øje, ved jeg ikke. Måske er det mig, måske er det et hemmeligt våben.
