Når man står med coveret til A Kid Hereafters nye plade, Yo!, der forestiller sangskriver og bagmand Frederik Thaae i buddhistisk ikon-stil med lyn væltende ud af det ene øre og regnbuer ud af det andet, er det ikke så svært at forestille sig, hvordan musikken lyder.
Men hvis der er én ting, der er helt sikkert, når man har med Thaae at gøre, er det, at man aldrig kan vide sig sikker. Hans attitude til musik er – for nu at bruge et lettere dramatisk udtryk – et tveægget sværd. Eller med et mindre dramatisk udtryk: En tveægget, strakt langfinger. På den ene side siger han: »Fuck jeres popforskrækkede, nosseløse, alternative fintføleri« til indiescenen, på den anden side: »Fuck jeres røvsyge, nosseløse metervarepop« til mainstreamen. Den holdning er lidt af et særsyn i lille Dannevang, hvad der i sig selv er grund nok til at holde et vågent øje med Thaae og hans partners in crime.
Man skal dog have sovet ikke så lidt i timen de sidste tre år for at have overset Thaae i en af hans forskellige konstellationer, hvad enten han har givet den som hoppende og dansende popsanger eller growlende grindcore-shaman. Hvis man ikke er stødt på ham i forbindelse med en af de mere end 80 koncerter, han har spillet siden udgivelsen af debutpladen Rich Freedom Flavour (inklusive hele tre på årets Roskildefestival!), har man sikkert hørt en af de tre singler, der fik airplay. Og selv hvis dette ikke skulle være tilfældet, har man måske, om ikke andet, lagt mærke til fuldskægget.
A Kid Hereafters heftige koncertaktivitet kan i den grad kan høres på Yo!, der er optaget på kun tre dage. Hvor den første plade var en lettere skramlet studieplade, bærer Yo! i den grad præg af et yderst velspillende band. Sammenspillet er bundsolidt fra start til slut, og det hjælper til at binde det ellers noget eklektiske udtryk, som Thaae står for, sammen. De musikalske referencer spænder stadig usædvanligt vidt – alt fra symfonisk prog til sømandsviser, heltemetal, ska osv. ryger i maskinen – og hele herligheden knyttes sammen i en overordnet ramme af ultramelodisk og -energisk powerpop og collegerock.
Så vidt, så godt. Men Thaaes musik er et tveægget sværd i mere end én forstand: Hans insisteren på at lave musik, som på en gang er uhyre lettilgængeligt og underholdende og samtidig blander alverdens ting og sager sammen, kunne, hvor sympatisk projektet end er, let risikere at ende i det rene gøgl. Og netop det er, hvad man tænker, første gang man sætter pladen på. Titelnummeret er faktisk en smule enerverende med sit hysteriske »Yo-yo-yo-yoyoyo!« og sit storladne omkvæd. Energien og sammenspillet er, som overalt på pladen, imponerende, men lige her er det bare lidt for fjollet.
Heldigvis bliver det straks meget, meget bedre: “Girly Pie” er mere afdæmpet, med en galopperende rytme, fine korstemmer og et suverænt mellemstykke i ren, ekstatisk Ennio Morricone-stil. Herefter er der dømt ska(-agtig) punk i det fine “Don Wannabe” og mere straight, men på ingen måder ueffen powerpop i “Zero Is My Favorite Number”, som måske handler om den ensrettende underholdningskultur, der glorificerer den talentløse amatør Number One Zero, måske om en besynderlig fetich eller måske om talmagi.
Som i mange af de lettere idiosynkratiske tekster er det ikke helt til at sige, præcis hvad Thaae egentlig skriver om. Hans lyrik blander som oftest det infantile med det (øjensynligt) dybfølte og det åbenlyst sarkastiske – gerne i samme sang. Dog er der ingen tvivl om, at han stiller sig ganske kritisk over for det moderne samfund med dets krigsliderlige verdensledere (den punkede “Viagra Wars”, komplet med Country Joe McDonald-reference), en overfladefikseret og metroseksuel mandskultur (“Men on Emotional Oceans”), eller – som her i “Paris” – en hedonistisk ungdomskultur, for hvem dannelse er lig med at være på fornavn med diverse berømtheder: »We all have nukes and we know how to dance/When I say Paris you don’t say France/Fine dining on American romance/When I say Paris you don’t say France«.
Den går vist ikke hen over hovedet på nogen. Nummeret er i øvrigt et af de bedste og mest catchy på hele pladen, hvilket bestemt ikke siger så lidt. Et dynamisk vers, der bygger op til et oplagt syng med-omkvæd, som så igen giver plads til endnu et fantastisk mellemstykke.
Sådan går det egentlig slag i slag resten af pladen, der generelt holder et højt niveau, selvom nogle numre naturligvis skiller sig positivt ud. Det førnævnte “Men on Emotional Oceans” (med Jacob Bellens fra Murder på gæstevokal) lyder som en blanding af Tom Waits og Echo and the Bunnymen anno Ocean Rain og er simpelthen fremragende, med dets kuldsejlede vise-rytmik og skæve blæsere. Det er afslutningsnummeret “Homemade Drum Machine” også. Efter 14 numre med pikken i hånden og tungen lige i munden lykkes det Thaae & co. at runde Yo! af med denne fine ballade med ba-ba-ba-kor, klokkespil, fløjte og hele pibetøjet. Det er et nummer af den slags, som teenagere, berusede af kiwivin og sommernætter, akavet kysser med hinanden til. Eller det burde det i det mindste være.
I det hele taget er der ingen retfærdighed til, hvis ikke Yo! skaber (endnu mere?) opmærksomhed omkring Thaae og A Kid Hereafter, som med frenetisk energi forsøger at bevise, at der ikke behøver være noget paradoksalt ved begrebet intelligent popmusik – og oven i købet lykkedes med det det meste af tiden.
Sommeren er efterhånden for længst afrundet, og vinterdepressionen nærmer sig hastigere, end bladene falder af træerne. Hvis man går og gruer for de næste mange måneder, burde de 15 små energi- og melodibomber på Yo! kunne afhjælpe de værste symptomer. Desuden bliver den helt garanteret et større hit til fester end ens nyindkøbte antidepressions-lampe.
Læs også Undertoners anmeldelser af:
A Kid Hereafter: Rich Freedom Flavour
A Kid Hereafter, 15.06.07, Vesterbro Festival, København
A Kid Hereafter and the Slaves to the Truth, 06.07.08, Roskilde Festival
