Melodimaterialet er catchy, og sangene fæstner sig øjeblikkeligt, hvilket er et ganske godt udgangspunkt for en plade. Danske Small har en veludviklet sans for det iørefaldende, hvilket de to singler “Sunshine Lover” og “Comic Girl” ikke efterlader meget tvivl om, og trioens lette elektropop flyver let og elegant som en mild brise. Det eneste problem med Teenage Cover er, at man som lytter ikke bliver testet for alvor, og det glider lidt for nemt gennem øregangene.
Vist er pladen en stilfuld rejse gennem elektroniske musikfortællinger, og det meget Mew-klingende “D.P.O.C.B.S” hæver sig da også flot op over middelmådigheden med dets krystalklare synthesizere og kødfulde melankoli, der har fået et ordentligt skud 80’er-lyd i moderniseret version. Men man sidder med en anelse trivialitet i ørerne efter nogle runder med Teenage Cover, som desværre lidt lider under at være for kompromisløst i udtryk og virkemiddel.
Trioen, anført af Andreas Asingh, forsøger ellers med flere forskellige input og giver udmærkede bud på, hvordan man synkroniserer pop med shoegazer og club-tendenser, og Asinghs falset-vokal er som skabt til de kompositioner. Men indimellem taber bandet tråden, og et nummer som f.eks. “Oh No Radio”, der forsøger sig udi det instrumentale, er lidt af en hulmursfyldning, og det er der ikke rigtig er plads til, når man kun udgiver 30 minutters musik.
Det er til gengæld let at holde af det repetitive og nærmest psykotiske i bandets brug af beats og rundgange, og man drømmer nærmest hen imod Cocteau Twins-tider og et røgfyldt rum fyldt med dansende individer. Her har Small for alvor gang i noget stort, og selvom det nok er en særlig form for dans, pladen appellerer til, så er numre som f.eks. “Misson to the Moon” og “Random Numbers” skabt til alternativ kinddans.
Teenage Cover er en indadvendt debut, der emmer af noget ensomt og trist. Det høres overalt gennem pladens 10 numre, og selvom der er noget let, enkelt og elegant over kompositionerne, så er der en tungsindig stemning fra start til slut. Ikke noget tralala 2900 Happiness-udtryk hér, men i stedet noget rent og nordisk, der oftest giver rynker i panden på den fede måde.
Selvfølgelig har vi med en debut at gøre, og det er en af de bedre af slagsen, men numrene kæmper mod monotonien, og man har svært ved at skille lagene fra hinanden. Det lyder bare en tand for ens, og det giver lidt metaltræthed i længden. Der er virkelig en del laber synthpop og semi-støjende, arrangerede elementer på Teenage Cover, men det samlede billede flyder lidt for meget sammen.
Men så igen – det er jo sjældent man virkelig rammer plet første gang, og mon ikke Small genfinder den musikalske viagra og går på rov efter flere inspirationskilder”¦
