En ganske almindelig kedelig mandag blev lidt sjovere, da jeg fangede Frederik Thaae, også kendt som A Kid Hereafter, på Skype Talk. Grunden til, at vi ikke satte hinanden stævne på en snusket bar in real life, skyldtes, at livet havde sat mig under et gevaldigt pres. Så jeg tænkte, at hvis jeg kunne springe transskriberingen over, der er alle journalisters mareridt, og få teksten leveret til redigering fra starten, samtidig med at jeg kunne beholde dynamikken ved en samtale, så ville alt være regnbue og farver, ligesom coveret til A Kid Hereafters nye album Yo!. Jeg tog grueligt fejl. Da interviewet var færdigt efter halvanden time, sad jeg tilbage med ni siders rodet chat-materiale. Det, der følger, er kraftigt redigeret – i håb om at skabe lidt struktur og læsevenlighed. Dvs. at jeg har manipuleret teksten, således at spørgsmål og svar nogenlunde følger hinanden, og det værste sniksnak er fjernet. Men det kom der alligevel en interessant snak om ironi, klynkebands og forstokkede holdninger ud af.
Interviewet startede med en udsættelse. Frederik var lige kommet hjem og var meget sulten, så han ville gerne lige sluge sin burger, selvom jeg advarede ham mod den slags usunde spisevaner, hvortil han svarede:
A Kid Hereafter: Jeg er rockersulten, så kan ikke love for meget :D
Nej, så er det selvfølgelig svært at tygge 37 gange for hver bid. Der gik dog 25 minutter, før han vendte tilbage, så lidt ro på fordøjelsesprocessen fik han alligevel. Han kunne så fortælle, at han lige havde været i studiet med Manoj Ramdas, tidligere guitarist hos Raveonettes, for at skrive jingles og »uppe vores reklame-skills«, som han formulerede det. Det er åbenbart afsindig morsomt og kunstnerisk befriende, hvilket i mine ører lyder lidt sært, men han forklarede, at det er, fordi man ikke skal stå til regnskab for det æstetisk set:
A Kid Hereafter: I dag lavede vi f.eks. et Top Gun-muckup
A Kid Hereafter: Megasjovt
A Kid Hereafter: Med heltespade osv.
A Kid Hereafter: Vi er nok bare barnlige
At søge uden om klare holdninger
Nå, men jeg gik lige til sagen, inden samtalen tog alt for mange uventede drejninger, og spurgte ind til forholdene omkring det nye album: Det nye albums grundspor er indspillet på tre dage, hvorefter der var en måned til redigering. Den første plade var derimod et kludetæppe af sessions og 40 forskellige musikere, så arbejdsprocessen var en del anderledes. Intentionen var at holde det stramt, og Frederik kan forståeligt nok bedst lide lyden af folk, der spiller.
Foto: Morten Lasskogen
Det kunne lade sig gøre, fordi bandet har turneret en hel del det sidste år og derfor er i form til at indspille i hele takes uden for mange problemer.
A Kid Hereafter: Det, der tager længst tid, er lyrikken, som jeg skriver sammen med min gale amerikanerven
A Kid Hereafter: Maurice
A Kid Hereafter: Der har vi som regel en tre-fire versioner frem og tilbage, før vi er happy
KEA: Ok, hvorfor sammen med ham?
A Kid Hereafter: Fordi han har et sublimt overblik over fraser, ord osv.
A Kid Hereafter: Der er en forskel på ens første og andet sprog
A Kid Hereafter: Der er mange småting, man ikke ser
A Kid Hereafter: Plus, jeg elsker at have forskellige folk inde over forskellige dele af processen
KEA: Det giver god mening
KEA: Udarbejder I så ideerne til det, teksterne skal handle om, sammen, eller kommer du med en ide, og så hjælper han med udfolde den?
A Kid Hereafter: Jeg laver som regel en ret abstrakt grundide, som vi så brainer ud fra
A Kid Hereafter: Ellers kommer han med nogle rim eller en titel
A Kid Hereafter: Ret meget frem og tilbage
A Kid Hereafter: Vi har lidt bygget universet op sammen
KEA: Der synes at være en ironisk tone i jeres tekster? Hvorfor?
A Kid Hereafter: Jeg ser det mere som at prøve at søge uden om klare holdninger
A Kid Hereafter: Der tit bliver fortærskede
A Kid Hereafter: Jeg kan godt lide modsætninger
A Kid Hereafter: Fremstille det absurde ved fasttømrede synspunkter, kasser osv.
A Kid Hereafter: Ser det lidt, som om sangene tit argumenterer begge veje
KEA: Nu lægger jeg ord i munden på dig, men er det for at fremstille et mere komplekst verdensbillede?
A Kid Hereafter: Ja, det kan du godt sige
A Kid Hereafter: Men jeg prøver jo at skære det ned til meget simple ting
A Kid Hereafter: “Don Wannabe” er f.eks. en druksang, men uden at gøre specielt god reklame for sprut
A Kid Hereafter: Nærmere det modsatte
A Kid Hereafter: “Defenders” er en religionssang, men den praiser tro og fællesskab og disser demagoger i samme vending
A Kid Hereafter: Osv.
A Kid Hereafter: Passer nok ikke på dem alle sammen
KEA: Er det en leg med vores fordomme?
A Kid Hereafter: Ja, det er en meget klar måde at sige det på
KEA: Eller en udpegning af dem måske nærmere
A Kid Hereafter: Præcis
KEA: Hvorfor er det sjovt?
A Kid Hereafter: Jeg synes, det er meget spændende, at folk har et behov for at definere sig selv på en ret forstokket måde
A Kid Hereafter: Mht. holdninger, mode osv.
A Kid Hereafter: Kønsroller, politik, religion
A Kid Hereafter: De fleste klare positioner i de spørgsmål er så nemme at skyde ned
KEA: Tænker folk i kasser, tror du?
A Kid Hereafter: Absolut
KEA: Oplever du også, at du selv gør det?
A Kid Hereafter: Jeg prøver at søge uden om det, men det er en balancegang
A Kid Hereafter: Jeg tror klart på, at der findes endegyldigt rigtigt og forkert…
A Kid Hereafter: Men for det meste ender selv de bedste intentioner i en forstokkethed, der ikke er så god
A Kid Hereafter: Det bliver meget abstrakt
A Kid Hereafter: Jeg ser det i hvert fald ikke som min rolle at skulle være advokat for noget synspunkt som sådan
Klynkemusik og holdningspunk eller et haha-band
A Kid Hereafter: Angående ironien, så er det tit den opfattelse, at hvis man ikke enten laver klynkemusik eller holdningspunk, så er man sådan et haha-band
KEA: Ja?
A Kid Hereafter: Jeg synes bare, det mere er min opgave at stille nogle spørgsmål og fremstille nogle små absurde hjørner
A Kid Hereafter: Det er der i mine øjne mere poesi i end at have mistet sin kæreste og blive nødt til at skrive en sang
KEA: Sandt
KEA: Du mener ikke, at man bliver taget seriøst?
A Kid Hereafter: Nej, det er, som om seriøsitet i kunstnerisk forstand enten skal have et trist eller møgsurt ansigt
KEA: Det er også mærkeligt, at man gerne må inden for litteraturen, men ikke i musik. Jeg tænker Peter Adolphsen, Højholt, Blendstrup osv.
A Kid Hereafter: Præcis
A Kid Hereafter: Musik har altid og på tværs af genrer været en glædesting for mig
A Kid Hereafter: Slayer får mig til at hoppe i sofaen
KEA: :D
A Kid Hereafter: Ikke at blive arrig og aggressiv
A Kid Hereafter: Tror det er, fordi musik er blevet sådan en modeting
A Kid Hereafter: Coolnessfaktor er det værste ord, jeg kan tænke på
KEA: Har du aldrig behov for at afreagere?
A Kid Hereafter: Godt spørgsmål
A Kid Hereafter: Men nok ikke i udpræget grad
KEA: Men hvordan gør du det så?
A Kid Hereafter: Jeg får afløb for enorme mængder energi gennem musikken
A Kid Hereafter: Men jeg synes ikke, den er negativ
KEA: Vender det negative til noget positivt?
A Kid Hereafter: Det er vel sådan, det virker
A Kid Hereafter: Min oplevelse af surmulende bands er heller ikke, at de gør sådan for at få afløb for negativ energi
KEA: Hvorfor tror du ikke, at musik som mode må være sjovt? Jeg tænker på de der club kidz og deres nu rave, det ser da ret sjovt ud.
A Kid Hereafter: Jep, det er sjovt nok også den generation, der oftest digger AKH
KEA: Føler du ikke, at du bliver taget seriøst? Af dine lyttere, anmeldere eller andre?
A Kid Hereafter: Altså, der ligger jo en dobbelthed i det, for jeg har egentlig ikke nogen ambition om at blive en “tung” kunstner på den måde
A Kid Hereafter: De fleste lytter til AKH, fordi det er underholdende, tror jeg
KEA: Men du har jo alligevel nogle catch phrases, der falder i ørerne
A Kid Hereafter: Ja, for dælen
A Kid Hereafter: Men det er bare lidt tendensen, at hvis det er sjovt, kan det ikke samtidig være dybt på et poetisk plan, og det er BS
A Kid Hereafter: Jeg leger da med ilden
A Kid Hereafter: Vi er usmagelighedens højborg
KEA: Heh
KEA: Jeg er enig. Jeg er selv ret glad for Primus’ fortællinger, der både kan være politiske og historiske
A Kid Hereafter: Præcis, eller Mr. Bungle osv.
A Kid Hereafter: Som mange ville betegne som gøglerbands
KEA: Heh, ja, det har jeg tit fået skudt i skoene for nogle af mine yndlingsbands
A Kid Hereafter: Haha
A Kid Hereafter: Vi gør et bravt brokkekor
A Kid Hereafter: :D
Foto: Lisa Marker
KEA: Men hvorfor tror du, det er så svært for folk at håndtere spørgsmål til livet pakket ind i humor? Uden at det nødvendigvis skal være bidende satire
A Kid Hereafter: Fordi det nok opfattes som en maskering og uærligt
KEA: Forbandede autenticitet
A Kid Hereafter: Men for mig er livet og alle folks sociale mønstre pænt absurd, og det er den mest ærlige måde, jeg kan fremstille det på
A Kid Hereafter: Pointen er nok bare, at jeg kan ikke være mere ærlig, end jeg er, der er ikke noget påtaget eller gøglet over noget af det, jeg laver
A Kid Hereafter: Det er bare glad og underholdende alternativ musik
KEA: Det giver god mening
A Kid Hereafter: Så egentlig går det mig ikke helt vildt på
A Kid Hereafter: Bare en sjov tendens
Mainstream og subkulturer
KEA : Jeg er lige ved at glemme: Hvorfor har du kaldt din nye plade Yo!?
A Kid Hereafter: Fordi det var catchy
A Kid Hereafter: Og pladen er også en slags udråb
A Kid Hereafter: I sit udtryk
KEA: Som i: »Her kommer en masse humørfyldt pop!«
A Kid Hereafter: Præcis
A Kid Hereafter: Her kommer vi
A Kid Hereafter: Og så er den også ret åben… Synes at sammenstillingen af et småpsykedelisk cover og en hiphop-hilsen var ret sej
KEA: Det er igen den der tendens, du har, med at fucke med folks genre-forestillinger, jeg tænker på din grindcore-version.
A Kid Hereafter: Hehe, ja
A Kid Hereafter: Men kan godt lide skæve proportioner
A Kid Hereafter: Det er ikke en smart kalkule
A Kid Hereafter: Jeg skriver musikken meget snapt, og det er rimelig umiddelbart alt, hvad der foregår
KEA : Har du planer om at lave andre genrespecifikke konstellationer?
A Kid Hereafter: Ja, vi opfører Grinding Light for strygerkvartet her i slutningen af oktober
A Kid Hereafter: Det bliver sjovt
A Kid Hereafter: Jeg tror måske bare ikke, jeg helt kan finde ud af de dér kasser og genrer
A Kid Hereafter: Det kommer samme sted fra
A Kid Hereafter: Men opfinder-delen er da en stor del af kunsten
A Kid Hereafter: Synes f.eks. grindsange for strings og megafoner lyder som en ret oplagt idé
KEA: Ja!
A Kid Hereafter: Men det er der vist ikke så mange, der har prøvet
KEA: Nej :D
A Kid Hereafter: Da jeg fremlagde idéen, meldte de første fem prominente klassiske komponister sig til at hjælpe med det
A Kid Hereafter: Det er mig en gåde, at folk ikke arbejder mere på tværs
KEA: Ok, vildt, jeg har også indtryk af, at de synes, det er sjovere at spille for rockpublikum frem for det tørre klassiske
A Kid Hereafter: Ja, clashes er som regel sjove
KEA: Hvad mener du med »opfinder-delen er da en stor del af kunsten«?
A Kid Hereafter: Opfinder-delen… hmm
A Kid Hereafter: At man beholder en nysgerrighed over for at indsprøjte noget nyt hele tiden
A Kid Hereafter: Der er jo endeløse gråzoner
KEA: Finder du inspiration i de gråzoner?
A Kid Hereafter: Postmodernismen nåede i musikkens verden kun lige at afføde MTV og svag 80’er-overflade, og så skulle alle til at tude for at blive hørt
A Kid Hereafter: Godt nok elsker jeg Cobain og Yorke, men deres talrige idiotiske efterkommere har godt nok forpurret landskabet
KEA: Ha! Jo, måske, men da kun i den populære mainstream
A Kid Hereafter: Det er sandt
KEA: Jeg synes da, der er en del i den øvre og nedre undergrund, der krydser på tværs konstant
KEA: Der er f.eks. et rap-nummer på den nye Gang Gang Dance
A Kid Hereafter: De er fede
A Kid Hereafter: Det er sandt, jeg skal ikke stille op som Messias
KEA: :D
A Kid Hereafter: Men undergrunden har en tendens til at definere sig i modsætning til mainstream, og der er i mine øjne lidt at et hul
A Kid Hereafter: Jeg forholder mig meget forsonligt til mainstreamens ønske om bred kommunikation
A Kid Hereafter: Synes bare den mangler lidt humør :D
A Kid Hereafter: Eller også er jeg bare desillusioneret
KEA: Tror du godt, du kan få ordentligt hul til mainstream?
A Kid Hereafter: Formentlig ikke
A Kid Hereafter: Men jeg ser mig mere i familie med Green Day end Moldy Peaches
A Kid Hereafter: Selvom jeg nok er et sted midtimellem
A Kid Hereafter: Jeg søger nok bare omskiftelighed
KEA: Har du et ønske om det, eller regner du med at tjene penge på jingles?
A Kid Hereafter: Det er megaopperen at kunne arbejde med musik på forskellige måder
A Kid Hereafter: Har også vild optur over at lave filmmusik og producere andres musik, hvis det udfordrer mig
A Kid Hereafter: Jeg er ikke så forhippet på hele den der ting med integritet
A Kid Hereafter: Tror hverken jeg kan gøre fra eller til
KEA: Det er også en forfærdelig, moderne tanke
KEA: Michelangelo tænkte jo ikke på integritet
A Kid Hereafter: Har virkelig forsøgt at lave ting, der skulle være salgbare og smarte, men det fuckede op
A Kid Hereafter: Can’t help it
KEA: Ok, det virker skørt, i forhold til hvor fængende dine sange er
A Kid Hereafter: Får mig også til at spekulere på alle de hardcore- og hiphopbands, der hele tiden skal gøre opmærksom på, hvor true de er. Det lyder som usikkerhed i mine ører
A Kid Hereafter: Jeg prøver heller ikke på at være mærkelig
KEA: Det må også være et anstrengende image at opretholde
A Kid Hereafter: Ja, ikke?
A Kid Hereafter: Jeg forstår det ikke
A Kid Hereafter: De mest enkle ting kommer som regel lige fra hjertet. Corny, but true
KEA: Tror du ikke også, at de der subkulturer er uddøende? At der er flere og flere, der gør som dig og kulturforbruger på kryds og tværs?
A Kid Hereafter: Absolut
A Kid Hereafter: Men mange har da perioder i deres liv, hvor de har brug for den der gruppeting. Mod verden og sådan. Og der er det jo meget handy med store, sure tatoverede mænd, der slår sig på brystet
A Kid Hereafter: Det ved man da, at ens familie bliver bange for
A Kid Hereafter: :D
KEA: Så du tror, det er nødvendigt for ens identitet en gang imellem at holde det simpelt?
KEA: Holde fast i kasserne?
A Kid Hereafter: Ja, jeg må nok erkende, at man nok skal prøve dem på en gang for at kunne slippe af med dem igen
A Kid Hereafter: Sådan har det været for mig i hvert fald
A Kid Hereafter: Nu prøver jeg så at finde frem til den uskyld, man har som barn, hvor indtrykkene bare er rene og ikke ladede med alle mulige livsstilsladede betydninger
A Kid Hereafter: Det er faktisk meget rart at give sig hen til “Barbie Girl” iblandt
Og her går vores samtale så i stykker. Jeg begynder at snakke om generationer og Frederik om Charles Ives, som åbenbart er en amerikansk komponist, der bruger ragtime og anden amerikansk-baseret musik i et moderne klassisk tonesprog. Vi bliver enige om at slutte samtalen. Jeg er på daværende tidspunkt åbenbart for træt til at kunne følge med i hans burgerrus.
Kommende koncerter med A Kid Hereafter:
17/10 i Lille Vega, København
18/10 i Musikcafeen, Århus
A Kid Hereafter in the Grinding Light med strygere:
29/10 i Råhuset, København