Plader

Pete Greenwood: Sirens

Engelske Pete Greenwood debuterer i en noget overbefolket genre, og han har mildest talt ikke, hvad der skal til for at skille sig ud fra sine konkurrenter i americana/folkrevival-feltet. Faktisk er Sirens noget af det mest ligegyldige, der er kommet ud af genren meget længe.

Pete Greenwoods Sirens er en plade, der virkelig kræver sin anmelder, for det er næsten umuligt at sige noget interessant om den.

For det første har vi her at gøre med en debuterende musiker fra England, som ikke alene er totalt ukendt, men samtidig har den mest farveløse og uophidsende biografi, man kan forestille sig. Jeg kunne parafrasere en masse fra pressematerialet, men det ville simpelthen være for kedeligt. Dog kan det i illustrativt øjemed pointeres, at det ikke på nogen måde kommer som et chok, når pressematerialet kan meddele, at Greenwood har taget sangskrivningstimer på et college i London engang i starten af det nye årtusinde, for hans musik lyder mistænkeligt meget som netop produktet af sangskrivningstimer på et college i London i starten af det nye årtusinde.

For det andet er den her plade helt enormt anonym. Den placerer sig lige midt i det nye årtusindes til tider frugtbare og til tider ligegyldighedsexcellerende strøm af americana og (britisk) folk-inspirerede udgivelser. Den lyder som helt enormt meget andet, og der er intet på pladen, der stikker bare det mindste ud eller inviterer til flere gennemspilninger.

En tilnærmelsesvis frugtbar tilgang til en plade som Sirens kunne være at sammenligne den med et par af de mange debutplader i samme genre, den minder om, og se på, hvor de lykkes, og hvor Sirens mislykkes:

1. Josh Ritters debutplade Golden Age of Radio fra 2002 startede med den afbalancerede “Come and Find Me”, og Sirens starter med titelnummeret, der intonerer samme folkede ro som Ritter, dybt forankret i et århundredes sangskrivertradition. Det er to risikable åbningsnumre, for de kræver opmærksomhed, uden hvilken det ville være nemt at afskrive kunstnerens udtryk som kedeligt og tamt.

Lytter man intenst til “Come and Find Me” åbenbarer Josh Ritters stemme sig dog som meget udtryksfuld med sit let nasale twang, og tekstens banaliteter lyder enormt elegante i hans fremførelse.
Lytter man intenst til “Sirens”, og det er svært, skulle jeg hilse og sige, er det eneste, der springer i ørerne, tekstens klodsede gentagelser, mens Greenwood introducerer sin håbløst kedelige og alt for pæne stemme. Det er virkelig en stemme totalt blottet for følelsesnuancer og nærvær, og man bliver på ingen måde, som hos for eksempel Ritter, suget ind i sangens detaljer, hvis man lytter opmærksomt. Det er, fordi det musikalske akkompagnement lyder som noget, man kan købe på tube på et college i London.

2. En plade, som Sirens måske i endnu højere grad minder om, er Findlay Browns debut Separated by the Sea fra sidste år, og på den plade findes et titelnummer, der trækker lige så meget på Simon & Garfunkel, som Pete Greenwood trækker på sangskriverskole-ABC. Men hos Brown driver nummeret af afsavn i den forholdsvis banale tekst, der er leveret af en forholdsvis anonym stemme, men til gengæld med en indlevelse, der giver indtryk af, at alt er på spil, og som lytter bliver man dybt berørt af sangens fremførelse. Til sammenligning lyder Greenwoods aflirende fingerspil og stendøde levering som den komplette antitese til begreber som indlevelse og nødvendighed.

Det er interessant at sammenligne Sirens med plader som Separated by the Sea og Golden Age of Radio, fordi man således kan høre, hvordan de svært beskrivelige begreber indlevelse, kunstnerisk vision og integritet kommer til udtryk i musik. Teksterne på de tre plader er omtrent lige banale, men mens man tror på og påvirkes af alt, hvad Ritter og Brown synger, lyder Greenwoods som det, de er; nemlig kedelige stiløvelser. Samtlige sange på Sirens lyder som noget, enhver med en guitar og 50 singer/songwriter-plader på Ipod’en kunne lære på et sangskriverkursus.

En anden ting, sammenligningen kan bruges til, er som et forslag til to fremragende plader, man kan investere i, hvis man har lyst til unge mænd med guitarer og weltschmerz. Under alle omstændigheder er Pete Greenwoods Sirens noget af det mest provokerende ligegyldige, folk-revivalgenren har fostret længe.

★½☆☆☆☆

Leave a Reply