Du kender sikkert til, at man kan blive opfyldt af vrede og raseri, f.eks. hvis man bliver uretfærdigt behandlet. Den der umiskendelige følelse af, at der sidder en sort plet af sod på indersiden af kroppens vægge, og at det eneste, der kan genskabe nogenlunde ro i kroppen, er, hvis man får afløb for sin frustration. Ja, det er jo ikke, fordi jeg taler for at smadre noget, men mere at der skal renses ud i sjælen, hvis man ikke skal ende i den situation. Altså, hvor man smadrer noget.
Jeg kan selv godt lide at lytte til musik med aggressive energiudladninger, hvis jeg har sod i kroppen. F.eks. virker Isis’ eller Tools frustration og aggressivitet med hamrende trommer og guitarlydflader som en slags musikalsk skorstensfejerbesøg, hvor soden forsvinder ud af min krop gennem musikken.
Det er selvfølgelig ikke alle, der har det på den måde, men mange har, og det lader også til, at de fire musikere i Murmansk har det sådan. I hvert fald lægger Chinese Locks op til at være et vaskeægte skorstensfejerbesøg – især de tre første numre, “Chinese Locks”, “Vague Language” og “Pale”. Og selvom “Vague Language” med sine shoegazertræk varsler et forestående stilskifte, så fungerer det hele ganske godt – især begejstres jeg af Murmansks bastante lyd af tamtammer samt fængende bas- og guitarriff.
Men som fornemmet skifter pladen pludselig stil og bevæger sig fra at være et ganske brugbart sodfilter til at være en lidt ligegyldig kloning af Isis og The Kills. Og den lovende, indadvendte, let frustrerede indledning, der også afspejles i teksterne, forvandles til en lidt tam flirt, fordi både forsangeren Laura Soininens vokal og teksterne bliver en anelse ensformige. Også selvom hendes vokal lyder, som om hun virkelig prøver at favne al den frustration og indebrændthed, der kan opdrives.
Hvad teksterne angår, så excellerer de som sagt nærmest i mismod, frustration og følelsen af svigt, f.eks.: »The stare in your eyes won’t lie / Keep your toes in the water« (“Last Scene”) og »A desperate tongue crawls in your mouth / Stinging me deep / Letting you lie to me« (“2nd Floor Trash”). Og netop fordi jeg faktisk godt kan lide stemningen og den momentvise destruktionslyst og -kraft, der er på Chinese Locks, overrasker det, at albummet preller en smule af på mig.
Primært skyldes det selvfølgelig ensformigheden, men frustrationen på Chinese Locks virker til tider også underligt flad og uægte. Nogle steder efterlades jeg i hvert fald med den følelse, at frustrationen og mismodet nærmest er en stemning, Murmansk træder ind i eller konstruerer til formålet (også selvom det er svært at gøre sig til dommer over andre menneskers følelser på det tidspunkt, hvor en tekst bliver skrevet og/eller fremført). Og det hæmmer selvsagt sodrensningens effektivitet en del.
Derudover bliver jeg nødt til at angribe en tendens, der trætter mig helt usandsynligt. Jeg forstår simpelthen ikke de bands, der skriver 10 numre på cd’en, men venter man længe nok (eller er anmelder og skal), toner der pludselig lyd frem igen. Der er altså ikke tale om et skjult nummer, men et nummer, der pludselig, ahahahaha, dukker op, hvis man altså ikke lige tager pladen af anlægget. Har mennesker, der beslutter den slags, ikke tænkt på den mulighed, at lytteren ikke sidder og venter otte minutter (medmindre han falder i søvn eller glemmer den), men tager pladen af og derfor slet ikke hører det sidste nummer? Især i det her tilfælde er det synd, for de afsluttende to et halvt minut er faktisk rigtig gode – med masser af minimalistisk, aggressiv energi og vokal, der skejer ud og flyder oven på lydbilledet.
Det er lidt synd, at Chinese Locks er så svingende en oplevelse, for til tider er det faktisk rigtig godt. Især er den rytmiske sektion med trommer, bas og guitar virkelig god, ligesom Soininens vokal har stort potentiale – især når hun bruger den som instrument og på den måde giver musikken et ekstra lag. Man kan kun håbe, at Murmansk med tiden vil få lidt flere facetter, både i det lyriske og musikalske udtryk – så er jeg nemlig ikke i tvivl om, at det bliver endnu mere lytteværdigt.
