Endnu en liveplade fra Bonnie ‘Prince’ Billy aka Will Oldham og endda optagelser, der er mere end to år gamle. Hvorfor nu det? Umiddelbart rækker den tre år gamle Summer in the Southeast og den knap ni måneder gamle Wilding in the West så rigeligt ind i dennes bagkatalog, men man skal jo altid lade tvivlen komme folk til gode, så på med de skotskindspillede numre fra Oldhams bagkatalog og af med fordomshatten.
Det gjorde jeg klogt i”¦
At det for så vidt er umuligt at overføre en livestemning til cd er én ting. Men når forsøget er så vellykket, som det er her, bliver man alligevel opstemt og glad. Det er nemlig lykkedes Will Oldham at begrænse ligegyldigheden og transformere nerve og inderlighed ud til folket, godt hjulpet af folk-ensemblet Harem Scarem og den altid sublime slagtøjstryller Alex Neilson. Ud over det massive og følsomme er pladens helt store styrke, at Oldham har givet de mere sparsomme numre, som f.eks. “Minor Place”, et flot arrangeret løft og lidt mere fylde. Der er ikke tale om hormonpumpede versioner langt fra originalerne, men der bliver pustet lidt ekstra slagtøj og specielt banjo ind i det bestående, hvilket passer rigtig godt til konteksten.
I bund og grund nytter det ikke at pille for meget ved originalmaterialet, for det taler for sig selv. Numrene fra den fremragende 2006-udgivelse The Letting Go “Love Comes To Me” og “Cursed Sleep”, som også er med på livepladen, er i sig selv betagende, men de får lidt ekstra kant og farve i Edinburgh Queen Hall, og det skader så absolut ikke. Oldham overmaler ikke sit bagkatalog som en übergejlet, toptunet BMW, der har fået den store tur; i stedet indrammer han de små finesser, bl.a. via stemningsfyldte vokalharmonier.
Netop vokal + stemning er et højdepunkt på Is It the Sea?. Oldham har aldrig lydt så spændstig og givende som hér, og selvom han ikke er den store »hør mig, se mig«-performer, så trækker han intimiderende stemninger på en lang snor via sin stemme, og det går lige i gåsehuden.
Pladen er et godt udtryk for, hvor tidløse Oldhams numre er, og hvor velskrevne de i bund og grund fremstår. Palace-Brothers, Palace-Music og Bonnie ‘Prince’ Billy er et fornemt grundlag for denne live-indspilning, som vel ikke savner andet, end at man selv skulle have været der. Det er i sig selv lidt af en mangelvare, men når man nu må nøjes med øjebliksbillederne, er det et lindrende plaster på såret.
