Fabrizio Moretti, Rodrigo Amarante og Binki Shapiro. Det er denne trio, der til sammen udgør Little Joy, og det er utvivlsomt førstnævnte, der er det mest kendte navn. Moretti er nemlig til daglig trommeslager i The Strokes. Dermed er der søsat endnu et sideprojekt, imens The Strokes fortsætter sin timeout.
Albert Hammond Jr. (Strokes-guitarist) har allerede to soloudgivelser bag sig, og nu er Fabrizio Moretti hoppet på sideprojekt-vognen og har slået pjalterne sammen med Rodrigo Amarante (foranger/guitarist i brasilianske Los Hermanos) og Binki Shapiro (L.A.-baseret sangerinde).
Et af formålene med pladen har været at lave noget anderledes i forhold til de respektive hovedbands – og det lykkes delvist. Grundstemningen er i hvert fald langt mere tilbagelænet og afslappet end den velkendte huggende og stikkende indie-/garagerock, som The Strokes er garant for.
På den anden side er der ikke langt fra klangen i Rodrigo Amarantes støvede og lettere søvnige vokal til Julian Casablancas (forsanger i Strokes) ditto. Derudover minder skæringen “Keep Me in Mind” en hel del om et af de mere rolige Strokes-numre. Kvinden med den skønne, blide og kælne stemme, Binki Shapiro, sørger dog for, at Morettis hovedband ikke bliver i tankerne alt for længe.
Det hele starter ualmindeligt charmerende med “The Next Time Around”. Der er fuld skrue på ukulelen, og der hersker en helt igennem rar og drømmende atmosfære lige fra start. Hen imod slutningen af nummeret synger Shapiro enkelte linjer på portugisisk – og så føles sol og sommer pludselig herligt tæt på, selvom kalenderen indikerer noget ganske andet.
Der er i det hele taget en atmosfære af afslapning, håb og harmoni på albummet. Den berygtede enkelthed, som det moderne menneske har så umanerlig svært ved at få ind i sit liv, slentrer her ud af højtalerne i spandevis. Det er ukulele, glockenspiel og harmoni frem for guitarfræs, bankende trommer og rastløshed.
Det høje niveau fra åbningsnummeret holdes på “Brand New Start”. Feel good-fornemmelsen er i top, og håbet er lysegrønt, mens der synges: »There ain’t no lover like the one I’ve got / She and I and a brand new start / gotta give all my love,« og der sættes trumf på med den insisterende og optimistiske afslutningsreplik: »Love won’t bring me down, oh no!« Det er sød romantik med integriteten i behold. De optimistiske og varme ord pakkes bl.a. fint ind i slide-guitar, som pladens producer Noah Georgeson (bl.a. Devendra Banhart) bestyrer, samt en gæsteoptræden fra Mike Davis på trompet. Ny-hippien Banhart hjælper i øvrigt til med vokalarbejdet på nummeret “Don’t Watch Me Dancing”.
Udtrykket er først og fremmest støvet akustisk og folk-inspireret, men selvom grundstemningen er tilbagelænet og lo-fi, fremstår ingen af numrene enslydende eller kedsommelige. Lydbilledet krydres med de rette nuancer og små, charmerende, men alligevel imponerende effektive virkemidler. Et godt eksempel er “No One’s Better Sake” der indledes med dirrende og sitrende orgel-spil. Den tilbagelænede attitude og uh-uh-koret dominerer, og vi er her milevidt fra The Strokes.
Det samme er tilfældet med “Unattainable”, hvor Binki Shapiros yndige røst sætter reglerne suverænt. Med guitarklimpren og uh-uh-kor leveres endnu en lille perle, som i øvrigt hænger på en snor på Little Joy.
Skal der alligevel dryppes en anelse malurt i bægeret, må det være, som tidligere nævnt, at nummeret “Keep Me in Mind” minder rigtigt meget om The Strokes. På den anden side er det meget svært at være negativ over at høre noget, der minder om et nyt nummer med The Strokes, efter over to års tavshed fra den front. Desuden rusker nummeret en smule op i den dvælende og afslappede atmosfære, der ellers dominerer store dele af albummet. Derfor er nummeret måske velvalgt og ganske klogt placeret.
Faktum er i hvert fald, at denne anmelder på ingen måde er blevet træt af at lytte til de mange charmerende laid back-skæringer, der alle som én er vellykkede i al deres enkelhed. Der er noget om snakken: Less is more!
