Drop nu bare alle dommedagsprofetier og rædselshistorier; 2020 har rent faktisk været et rigtig godt år for musikken som kunstform. Omstændighederne har ændret sig, javist, men det har øjensynligt ikke afholdt kunstnere verden over fra at gøre dette kalenderår lige så diverst og interessant på udgivelsesfronten, som man i grunden har kunnet forvente – og i dag kigger vi således på det bedste, udlandet har haft at byde på i løbet af 2020.
I år har Undertoners skribenter i alt nomineret 178 forskellige internationale album, som spænder over alt lige fra trap-rap og eksperimentel electronica til psychrock og fusionsjazz. Langt størstedelen er i Undertoner-regi helt uberørte navne, men der er også op til flere etablerede kunstnere og gamle kendinge, som har fundet vej til bruttolisten – dog uden at samle stemmer nok til top 20.
Der blev eksempelvis akkurat ikke plads til The Weeknds synthpoppede herlighed After Hours, hvis andensingle (fra 2019), “Blinding Lights” gik hen og blev årets mest streamede nummer. Tame Impala, som både leverede årets bedste udenlandske plade i 2012, 2015 og for hele forrige årti, klarede heller ikke cuttet for The Slow Rush. Ja, selv Bob Dylan scorede sågar stemmer for sit første album med nyt materiale i otte år, Rough and Rowdy Ways.
Men sådan skulle det altså ikke gå for nogen af dem. I stedet udgør nedenstående 20 plader kulminationen på et ikke helt normalt, men stadig ganske glimrende musikår.
Bidragsyderne til Årets udenlandske plader 2020 er: Carl Windahl Bøllingtoft, Christian Valdbo Fobian, Clara Kiersgaard Olesen, Daniel Niebuhr, Emil Høj, Jens Trapp, Kasper Holm Gregersen, Kasper Emil Foldager Nielsen, Lasse Yde Hegnet, Marie Vedding Poulsen, Martin Minka Jensen, Perry Macleod Jensen, Sabina Hvass, Simon Freiesleben, Simon Ørberg og Sofie Guldager Rafn.
20, Angel Bat Dawid & Tha Brothahood – Live
Vreden eksploderer nærmest ud af højtalerne, når man hører den eminente optagelse af den afroamerikanske sanger, klarinettist og pianist Angel Bat Dawids koncert under JazzFest Berlin i 2019. Dawid er rasende over de tonsvis af racistiske mikroaggresioner, hun mødte i den tyske hovedstad, inden hun skulle på scenen med backingbandet Tha Brothahood. Og den vrede bliver en detonator for sangene. I den frie jazzmusik finder hun et passende rum til at mase vreden ud af kroppen. Når Dawid kaster sig ud i sine frie, improviserede klarinetsoloer, er det, som om tårerne løber ned ad kinden. Men takket være den solide backinggruppes stramme fornemmelse for beats er det her meget mere end en free jazz-plade.
Linjer som »the black family is the strongest institution in the world« og »what should I tell my children who are black« bliver råbt ud i hovedet på os bag højtalerne med en energi, så selveste Nina Simone ville være misundelig.
(Perry MacLeod Jensen)
19, Freddie Gibbs & The Alchemist – Alfredo
Freddie Gibbs har i det forgangne årti været en særdeles aktiv og eftertragtet herre. Men efter de to kritikerroste album Piñata og Bandana i samarbejde med den legendariske producer Madlib, er sidstnævnte i 2020 skiftet ud med en anden ikonisk hiphophitmager i form af The Alchemist. Og det eksklusive samarbejde mellem ordsmeden med speciale i kokainrim og den travle alkymist har udartet sig i et helstøbt, frisk tilberedt album á la Alfredo.
Samarbejdet er en kavalkade af unikke beats, hårde bars og stærke gæstevers fra Tyler, The Creator og Rick Ross samt Griselda-rapperne Conway the Machine og Benny the Butcher, mens Freddie Gibbs på albummets 35 minutters spilletid når omkring både hans fortid som drug dealer, kriminalitet, penge – ja, selv pottetræning med sønnike.
(Kasper Holm Gregersen)
18, Other Lives – For Their Love
Other Lives’ musikalske kvaliteter, har der aldrig været tvivl om, men på For Their Love har de dog hævet niveauet fra de gode, men ikke nødvendigvis bemærkelsesværdige Rituals og Tamer Animals. På de fem år, der er gået siden seneste udgivelse, har Oklahoma-bandet forbedret deres cinematiske udtryk og frembragt et reelt værk, der fungerer som en film, man bør se med lukkede øjne og vidtåbne ører.
Styrken heri ligger i de mange elementer, forsanger og producer Jesse Tabish har formået at sætte sammen med en større tyngde, end bandet tidligere har haft. Der er simpelthen dybde og dimensionalitet til forskel på denne plade og de foregående. Som fjeren i hatten er den croonende vokal blevet endnu mere tilstedeværende, og bandet får blandet Morricone’ske elementer med americana, barok-rock og funky jazz på en sjældent set stærk plade.
Other Lives står som klicheen om en vin, der bliver bedre med årene. Således også sammenspillet og resultatet mellem Other Lives’ medlemmer.
(Lasse Yde Hegnet)
17, IDLES – Ultra Mono
Som en efterårsstorm blæste Ultra Mono stærke vinde ind i den grå coronatræthed, der havde indfundet sig i septembersindet. Startnummeret “War” indvarsler de tordnende høje arrangementer og gennemtrængende vokaler, der også har kendetegnet IDLES’ to foregående udgivelser. Men på Ultra Mono træder de politiske budskaber anderledes frem i forgrunden end hidtil. Anti-voldsbudskabet er fuldt udbredt på “Kill Them With Kindness” med pop-loungepianist Jamie Cullum med på en underligt passende klaverintro, og anti-sexisme er det gennemtrængende budskab på “Ne Touche Pas Moi” med Savages’ frontkvinde Jehnny Beths vokal på omkvæd og insisterende bøn: »Consent! Consent! Consent!« Gentagelserne og de klare politiske statements viklet ind i larmende guitarer og en pumpende bund er virkemidler, der peger direkte ind i punkhistorien. Men der er også nytænkning i kapitlet om IDLES i form af “The Lover”, “Grounds” og “A Hymn”, der tilføjer albummet nogle tiltrængte nuancer og dyk i tempo.
(Sabina Hvass)
16, Taylor Swift – Folklore
2020 har været et skodår for alle – måske lige på nær Taylor Swift. Som et resultat af isolationen har hun udgivet ikke ét, men hele to uannoncerede album. Folklore er spækket med meningstvistende sproglige vendinger og velkonstruerede melodier, som man kender dem, men lyduniverset er på den anden side nyt. Taylor Swift har indledt et forhold med folkgenren, og det ikke bare klæder hendes musik enormt godt; det har rystet samarbejder med blandt andet Bon Ivers Justin Vernon af sig. Et særdeles vellykket samarbejde, som de to har videreført på Folklores fortsættelse, Evermore, som så dagens lys tidligere i december.
Swift har til tider virket så kalkuleret i sin tilgang til musik og udgivelse, at man på trods af den velsmurte pop kunne blive helt frustreret over præmissen. På Folklore er kontrollen sluppet, og tilbage står et resultat, der understreger, at Taylor Swift efter mere end 15 år i branchen i 2020 befinder sig midt i sin karrieres højdepunkt.
(Clara Kiersgaard Olesen)
15, Dehd – Flowers of Devotion
Dehd er et band, som konstant går den vaklende gang mellem det irriterende og det dramatisk fængslende. Det gør sig også gældende på bandets andet album, Flowers of Devotion, der med sin skæve blanding af garagerock, surf, et strejf af psykedelika, dream pop og gode melodier heldigvis falder mest i sidste kategori.
Det er et album, der sprudler af idéer og et nærmest rablende manisk vanvid. »Baby! I Love You!« nærmest skriger sangerinde Emily Kempf som albummets første linje, og derfra går det over stok og sten på en række sange, hvor den ene idé afløser den næste, lige så hurtigt som de tre bandmedlemmers vokaler fletter sig mellem hinanden.
Men jo mere du lytter, jo mere kan du også føle en understrøm af inderlig følsomhed, usikkerhed og ensomhed, der hæver flere af albummets sange til noget mere end bare skønt, garagerocket kaos.
En understrøm, som bliver ekstra udtalt, fordi Chicago-bandet har bevæget sig væk fra den lo-fi lyd, der kendetegnede deres debut fra 2019, hvilket forstærker bandet uden at give køb på den rå nerve, der er deres allerstørste styrke.
(Carl Windahl Bøllingtoft)
14, 070 Shake – Modus Vivendi
Først dukkede hendes stemme op på en Kanye West-plade i 2018. Siden har hun været med på en række af Wests projekter og blandt andet samarbejdet med Pusha-T. Og i år udgav den 22-årige rapper 070 Shake sin egen debut; en samling af mørk, futuristisk rap, der bevæger sig i et spændingsfelt mellem sortsynede tekster, der emmer af paranoia og mismod, og på den anden side de euforiske, auto-tunede produktioner.
070 Shakes rå vokal er en kæmpe fryd at lytte til. Hendes stemme har en vild integritet, der kun bliver forstærket i kontrasten til de opstemte melodier. Tag bare det øjeblikkelige hit “Guilty Conscience” eller det trap’ede, eksistentielle breakdown “Morrow”. Med sine imponerende samarbejder i bagagen er der meget at leve op til, men 070 Shakes første skridt som solokunstner lover heldigvis virkelig godt.
(Marie Vedding Poulsen)
13, Mac Miller – Circles
Når teamet bag en afdød musiker udgiver nye toner efter kunstnerens død, kan man godt sidde med en vis skepsis og spekulere på, om kunstneren mon vender sig i graven ved tanken. Det er ikke tilfældet med Mac Millers Circles. Albummet var hele tiden tænkt som søsteren til 2018-udgivelsen Swimming og var stort set færdigindspillet, da Mac Miller gik bort. Udgivelsen var derfor ret naturlig og meget i rapperens ånd, men det kan imidlertid ikke undgås, at man tænker og mærker Circles på en anden måde set i lyset af rapperens tragiske død. Især fordi et gennemgående tema – ligesom på Swimming – er hans ambivalente dans med stoffer.
Miller var dog på sine senere dage blevet svært glad for koncepter, og Circles er netop en del af et skarpt koncept, fyldt med groovy beats og raffinerede samples, der stiller skarpt på Mac Millers musikalitet. Det kan godt høres, at der mangler lidt af Swimmings finesse, men er man Mac Miller-fan, er Circles en kærkommen sidste krampetrækning.
(Clara Kiersgaard Olesen)
12, Kelly Lee Owens – Inner Song
Kelly Lee Owens andet album er lyden af en dygtig producer, der begynder at omfavne og stole på sine egne evner som sanger og sangskriver. Det betyder, at Owens’ vokal på Inner Song træder tydeligere frem i lydbilledet og blandt andet giver plads til en sang som den afdæmpede, men catchy “L.I.N.E”, der både er skamløst poppet, men alligevel passer perfekt ind på et album, som svinger fra netop det poppede over mere repetitive techno-produktioner til noget drømmende og meditativt.
Tag også den fremragende “Corner Of My Own Sky”, hvor Owens får hjælp fra sin walisiske landsmand og legende John Cale på en smuk og eksperimenterende hyldest til deres fælles hjemland. Dette følges straks op af “Night”, der starter drømmende, men halvvejs igennem ændrer karakter og tager fart til noget, man kunne danse til på enhver cool natklub. Det er netop den alsidighed, der gør Inner Song til så spændende en lytteoplevelse. Kelly Lee Owens har lavet et smukt album, der kan og vil en masse, men stadig føles som en smuk helhed, du let kan give dig hen til. På klubben, på gåturen og som soundtrack til middagsluren.
(Carl Windahl Bøllingtoft)
11, The Strokes – The New Abnormal
Selvom The Strokes’ lyd er mere poleret end i deres storhedstid, så er The New Abnormal et herligt gensyn med Julian Casablancas & co.
Gruppens sjette studiealbum har sine bløde mellemvarer, men newyorkerbandet fremstår særdeles alsidige anno 2020, hvor nummeret ”At The Door” er en følelsesladet ballade, mens ”Brooklyn Bridge to Chorus” er et synth-pop nummer med fart over feltet – og der er lidt for enhver smag. Julian Casablancas er samtidig lyrisk tilbage i form, og særligt på ”The Adults Are Talking” viser han det.
Med legendariske Rick Rubin bag knapperne og et Basquiat-maleri som albumcover får man lige kirsebærret på toppen på det første album fra The Strokes i syv år. Lad os håbe, at der ikke går yderligere syv år, før vi hører fra dem igen.
(Kasper Holm Gregersen)
10, HAIM – Women in Music Pt. III
I et helt år kunne vi nyde singleforløberne “Summer Girl”, “Now I’m in It” og ikke mindst “The Steps”, før Women in Music Pt. III udkom i løbet af sommeren. Et album, som står som det hidtil stærkeste og ærligste fra HAIM. Den klassiske rock feel, der gennemsyrer hele albummet, bliver midlertidigt afbrudt af det synkoperede popnummer “Another Try”, det rørende “I Know Alone” og til dels også “Up From a Dream” med dets hoppende basrytmer og hvirvlende forløsning i et klimatisk c-stykke og energisk guitarsolo. Det groover virkelig, når HAIM går mere eksperimenterende til værks på den musikalske side. De poppede numre har fået kant, og det før så stringente udtryk har fået tilført mere menneskelighed. Sangene er rodfæstede i et nutidsbillede, som skærer ind til rå nerve og viser de tre californiske søstres enestående samspil. På den lyriske side er de dykket ned i komplekse emner som depression og historier om at være kvindelig musiker – og nok i virkeligheden om at være kvinde i 2020.
(Sabina Hvass)
9, Bill Callahan – Gold Record
Knasende tør som nærmest antitesen til tidens lyd rager Bill Callahan op som et fyrtårn, skærer sig gennem natten som forlygterne på den bil, der pryder coveret på Gold Record, og synger sine uendeligt smukke og mærkelige sange om venskaber, cowboys og om at rejse. Hele tiden med en bevidsthed om og sans for mennesket bag og for den amerikanske ånd; et sindbillede der står i skarp kontrast til den virkelighed, vi oplever i dag, med polariseringen mellem demokrater og republikanere. Dette er det ægte Amerika, og Callahan er en ægte sanger, der med sine tyste og livskloge, langsomme sange stille og roligt opnår en mytisk status, som godt kunne minde om de navne, han namedropper hen gennem albummet: Johny Cash, Leonard Cohen, Mel Tormé og Ry Cooder. Tag bare to sange som ”Breakfast ” og ”The MacKenzies”, og du står med kvintessensen af, hvad fremragende sangskrivning egentlig er for en størrelse, og hvad det er, der gør Bill Callahan så uomgængelig.
(Jens Trapp)
8, Porridge Radio – Every Bad
Hvis der er noget, der beskriver ”fandenivoldsk fortvivlelse” bedre end udtrykket selv, må det være dette bittersøde bolsje af en rockplade.
I midten af marts udsendte britiske Dana Margolin og co. Every Bad; opgivelsens symfoni, der skulle vise sig at foregribe al den vrede og frustration, som løbende har ophobet sig gennem året. Med gentagelsens hypnotiske og manifesterende virke og rigelige loud-quiet-loud-passager synes pladen at være et tiltrængt pusterum af indebrændt udskejelse.
»I’m bored to death, let’s argue / I’m bored to death, let’s argue / I’m bored to death, let’s argue / What is going on with me?« lyder albummets repeterende åbningslinjer på ”Born Confused”, og jeg kan ikke understrege nok, hvor kærkommen denne balancegang med vanviddet er. Et spændingsforhold, der lyder både støvet og eksplosivt. Det er dét, Porridge Radio anno 2020 kan: At være så dyster og tungt rasende, man nærmest letter.
(Christian Valdbo Fobian)
7, Run the Jewels – RTJ4
RTJ4 er lyden af en hel befolkningsgruppe, der har fået nok efter årtiers undertrykkelse og marginalisering, og efter alt for mange af deres brødre og søstre er blevet dræbt af ordensmagten. »Fuck it. Why wait?« lød det retorisk fra Killer Mike og El-P, da de udgav deres fjerde fuldlængdeudgivelse to dage før tid, fordi det politisk betændte klima bare skreg på (endnu) et lyrisk oprør med knæet presset mod struben.
Selvfølgelig er der også plads det sædvanlige, megalomaniske pral om penge, damer og overlegne rap skills, mens gæsteoptrædener fra Josh Homme, Pharrell Williams, 2 Chainz, Zack de la Rocha m.fl. bidrager med et broget supplement til vores to hovedaktører. Især Williams’ karakteristiske fingeraftryk på “JU$T” leverer en eminent, poppet modvægt til de la Rochas lyriske maskingeværsalver.
Men det er alligevel Killer Mikes vers på “Walking in the Snow”, som på allermest kuldegysningsfremkaldende vis indkapsler hele essensen af RTJ4, som ender i en skræmmende emulering af dræbte George Floyds sidste ord.
(Daniel Niebuhr)
6, Adrianne Lenker – Songs / Instrumentals
Den helt ufatteligt produktive Adrianne Lenker, der også er frontfigur i Big Thief, har med Songs / Instrumentals begået to album, der reelt set fungerer som ét. Vi er egentlig ude i det efterhånden så yndede ’alone in a cabin with my acoustic guitar’-setup, men Lenkers vokal og tekster er så rå og indfølte, at albummet alligevel føles originalt.
Songs / Instrumentals er efter forskriften minimalt produceret, men hvor første del beriger lytteren med vokalaktion på 11 numre, er anden halvdel kogt ned til det 21 minutter lange nummer ”Music For Indigo” og den 16 minutter lange ”Mostly Chimes”, der helt bogstaveligt mest består af noget vindharpe. Anden del er afslappende, næsten meditativ, men også en anelse ufarligt og en kende kedeligt i længden.
Nogle absolutte højdepunkter findes på Songs-delen, hvor Lenkers mesterlige sans for at presse tårekanalen, kommer til sin ret, og særligt ”Two Reverse” og ”Anything” er to vanvittigt smukke og rørende numre.
Om Lenker kan holde kadencen med at udgive op til flere skamroste album om året, må tiden vise. Men indtil da kan vi alle nyde hendes efterhånden omfattende bagkatalog og formidable evne til at omsætte et indre følelsesliv til smuk musik.
(Sofie Guldager Rafn)
5, Yves Tumor – Heaven to a Tortured Mind
Havde man på Yves Tumors fjerde studiealbum, Heaven to a Tortured Mind, forventet et mere poppet lydbillede, som man så det på forgængeren, Safe in the Hands of Love, så er der altså et par skrålende guitarsoloer, dominerende trommer og sågar fyrværkeri, der vil det anderledes. På Heaven to a Tortured Mind begynder Yves Tumor nemlig legende at bevæge sig over i mere rockede folder, hvor man på vejen også mødes af indtryk af britpop, soul og decideret larm. Men det fungerer.
Med en så alsidig plade er der utroligt mange højdepunkter at fremhæve. Ikke to sange er ens, men alligevel formår Yves Tumor at favne alle de genreindtryk og inspirationskilder, som man hører på sin vej gennem skiven, så det står tilbage som én samlet, imponerende, hårdtslående og smuk plade.
Det er et album, der forsøger at være lidt af det hele, og faktisk lykkes med det.
(Emil Høj)
4, Phoebe Bridgers – Punisher
På et album, hvor den tredje sang er en uimodståelig rockbasker, og afslutningsnummeret er en indieeksplosion af ekstatisk fællessang, er det nemt at glemme, at størstedelen af de 11 sange på Punisher er sparsomme ballader, spinkle som edderkoppespind, men stærke som skibsreb. Uden stor instrumentering står Phoebe Bridgers klare stemme og helt særegne tekster som det absolut bærende element gennem det meste af pladen. Og så er det heldigt, at Bridgers viser sig som en af de stærkeste sangskrivere i sin generation. Hun skriver både terapeutisk og psykedelisk; fyldt med one-liners, humor og sympatisk oprigtighed. Det er Elliott Smith for zoomere og unge millenials, der er vokset op med lige dele selvdiagnosticering og shitposting på Tumblr. Selvom det er en kliché, er det lyden af en kunstner, der finder sin stemme. Det er lyden af stjernerne, der for én gang skyld står rigtigt på himlen, og mest af alt er det lyden af et hjerte, der banker.
(Simon Ørberg)
3, Moses Sumney – græ
Moses Sumney er sådan en musiker, der lægger hele sit liv og legeme i dine hænder når du lytter til hans musik. Sådan føles det i hvert fald, når man lytter til græ; et voldsomt, gribende og gennemført værk, der viser den intense kunstner fra sin hidtil stærkeste side.
Det 20 numre lange og todelte album blev udgivet tre år efter udgivelsen af den hypede debut, Aromanticism. Ligesom på forgængeren er det Sumneys svimlende falset og ensomme sangskrivning, der drager, men på græ er det, som om at hele hans univers har fået vokseværk. Alt er større, vredere, mere skrøbeligt, mere ægte.
Det er en plade med talrige højdepunkter. På den rytmiske og eksplosive “Virile” giver han et vredt »cheers to the patriarchs«, og sange som “Polly” og “Cut Me” rummer nogle af de mest bevægende tekststykker, jeg har hørt længe.
Og så er det kun på sin plads, at de her sange om ensomhed og isolation står tilbage som nogle af de bedste fra netop i år.
(Marie Vedding Poulsen)
2, Perfume Genius – Set My Heart on Fire Immediately
I et mildest talt tumultarisk år har Set My Heart On Fire Immediately udgjort et mere eller mindre konstant musikalsk fikspunkt. En slags varm omfavnelse, som man bare må vende tilbage til igen og igen for at lade Mike Hadreas’ fløjlsbløde vokal indhylle én, mens de mangefacetterede arrangementer agerer balsam for sjælen.
Der er noget sært poetisk over det faktum, at den evige outsider Hadreas leverer sit hidtil mest helstøbte og alsidige album netop i år. Den tvivl og sårbarhed, som altid har præget Perfume Genius-projektet, ligger stadig og lurer under overfladen, men aldrig har Hadreas lydt så komfortabel i rollen som popstjerne som på det dansable hit ”On The Floor”.
Set My Heart On Fire Immediately er imidlertid langt mere end en samling formidable popsange. Det er en langtidsholdbar sag, der rummer et utal af nuancer og kontraster, som gør det til et umådeligt menneskeligt og relaterbart værk, der blot bliver bedre for hvert visit.
(Simon Freiesleben)
1, Fiona Apple – Fetch the Bolt Cutters
Der er allerede blevet sagt og skrevet meget om Fetch the Bolt Cutters, efter Fiona Apple i april udgav sit længe ventede femte album med tæt på minimal fanfare.
Efterskælvet var dog til at tage at føle på, og det er ikke uden grund, for Fetch the Bolt Cutters er nemlig et helstøbt og vitalt levende kosmos, balancerende på en knivsæg mellem pop og provokation. Fetch the Bolt Cutters’ uomtvistelige omdrejningspunkt er frigørelsens eufori. »Fetch the fucking bolt cutters and get yourself out of the situation you’re in,« har Apple selv udtalt om pladens etos. På hvert eneste nummer er Apples vokal friere og mere løssluppen end nogensinde før, og det konfronterende og overvældende tekstunivers er så umanerligt tætpakket med Apple’ske billeder, at det er nærved umuligt at vælge sin favorit.
Det er ikke et nybrud, men en raffinering af et allerede tæt på fuldendt udtryk. Med et jerngreb om boltsaksen har Apple ramt en fuldstændig naturlig og usandsynligt overlegen fortsættelse af sit musikalske virke.
(Kasper Emil Foldager Nielsen)