Der er sangskrivere, hvis sange er lyriske fortællinger med begyndelse, midte og slutning. Sange, der får dig til at pille cd-coveret fra hinanden for at nærlæse teksterne. Men så er der også sangskrivere, som f.eks. The Gaslight Anthems Brian Fallon, der i stedet for en lyrisk pen er udstyret med et polaroidkamera.
Sådan et tarveligt kamera, der tager her og nu- billeder af dig på din første skoledag i nyt tøj og bange anelser. Af de gange du har stået til en ungdomsfest og spejdet efter en bestemt person, som aldrig kom. Og ikke mindst af dengang vedkommende rent faktisk dukkede op, og det viste sig at være endnu værre.
New Jersey-bandet The Gaslight Anthem debuterede i 2007 med rock/punk/soul-pladen Sink or Swim, som blev overvældende godt modtaget og sammenlignet med The Clash, Bruce Springsteen, Tom Petty, Otis Redding og mange flere. Og netop sammenligninger og referencer lader til at være The Gaslight Anthems svøbe. Eller store fordel – alt efter hvordan man har det med referencerne.
På The ’59 Sound har bandet skruet lidt ned for punk-blusset og op for den klassiske, ærkeamerikanske 1-2-3-4-rock med syng med-omkvæd, iørefaldende hooks og et rigt tekstunivers, der bæres frem af Brian Fallons ærlige og ligefremme vokal.
The ’59 Sound sparkes i gang af lyden af en nål, der finder vej gennem en grammofonrille. Herefter damper numrene derudad med ultrakorte pauser og med små spor og referencer drysset med rund hånd ud over samtlige sange som små gaver til dem af os, der holder af at lege musikdetektiv. De der »sheets soaking wet« kan jeg huske fra Springsteens “I’m on Fire” (Born in the USA, 1984), og sang han ikke lige »cold, cold ground«? Det er da fra Tom Waits’ “Frank’s Wild Years” (1987)!
Med alle disse referencer kunne man tro, at Gaslight Anthem gemmer sig bag rockkoryfæerne. At de som en anden bugtalerdukke bare bevæger munden og lader 30 års pladesamling strømme ud. Og der er ingen tvivl om, at man kan høre The Clashs varme guitar-riff og hårde, næsten militante trommer på f.eks. “Old White Lincoln” og det intense titelnummer “The ’59 Sound”. Og på “Miles Davis & the Cool” kan man fornemme 1950’ernes diskrete soulede rumklang omkranse Brian Fallons raspede og befriende oprigtige stemme. For ikke at nævne det store dyr i New Jersey-åbenbaringen, Bruce Springsteen, hvis melankolske small-town-desperation kan mærkes i stort set hver eneste skæring på pladen. Sange om the one who got away – og om den man giftede sig med.
Men for denne anmelder, som voksede op med Springsteens Nebraska (1982) og Born in the USA (1984), som har tygget sig gennem The Clashs udgivelser og har sunget dybtfølt kor til Otis Redding, osv. – ja, så virker det ikke som plagiat, men snarere som en følelse af at være underligt beslægtede. Det føles nostalgisk. På en helt ny måde. Men som gode, gamle Sebastian sang, så er nostalgi jo en pestilens for dem, der har noget nyt at sige.
Men man behøver måske ikke nødvendigvis altid sige en hel masse. Man kan også bare nøjes med at kigge på polaroidsnapshot. Og selvom man ikke er opvokset i New Brunswick, NJ og ikke har kørt op og ned ad hovedgaden i gamle biler, kan man vel godt have sine egne dvælende, kvælende minder fra mere lokale nabolag.
Under alle omstændigheder er der med garanti lagt i kakkelovnen til et brag af klassisk syng med-rock og splinterny nostalgi, når The Gaslight Anthem gæster Vega d. 18/2.