Plader

The Soundtrack of Our Lives: Communion

Med Communion har The Soundtrack of Our Lives skabt et kolossalt dobbeltalbum af et format og med en ambition, man meget sjældent oplever. De træder rigtigt på stort set samtlige numre og har i det hele taget skabt et overflødighedshorn, man ikke kan forlange mere af.

Svenske The Soundtrack of Our Lives har, siden de opstod af støvet fra Union Carbide Productions, udgivet den ene kvalitetsplade efter den anden. De er et af disse års allermest anakronistiske bands, og deres nyeste udspil, Communion, slår med tommetykke pløkker fast, at det her på ingen måde er et band, der følger nogen form for strømninger eller trends.

Først og fremmest spiller de syrerock af den gode og meget gamle slags. Den slags man kan høre på sin Nuggets-box, og som burde være undfanget i 60’erne. Dernæst er Communion noget i disse tider så aparte som et dobbeltalbum med i alt 24 numre. Det er en af de plader, om hvilken man med det samme tænker “et monster af en plade”, og det er uden tvivl gruppens hidtil mest ambitiøse og komplekse udgivelse.

Ambitionen lyser ikke blot ud af pladens blotte omfang, men også af dens gennemgående tematik, der smager af noget altfavnende og mytologisk. Der startes højt til vejrs med den repetitive “Babel On”, hvor de babylonske, universalistiske og på alle måder ur- tendenser slås an. Masser af syre, skrålende kor og »Come on, come on to the towers of Babylon!«.

Herfra udfoldes tematikken i sange med titler som “œUniversal Stalker”, “Utopia”, “The Ego Delusion” og “Second Life Replay”. I sidstnævnte, som er et klart højdepunkt, introduceres pladens flipside, nemlig det introspektive, der fungerer særligt godt i kontrast til det universelle og mytologiske. “Second Life Replay” er en simpel og spartansk udført selvmordshymne, hvor fortælleren dræber sig selv i fuld offentlighed – som en slags martyr i håbet om et nyt liv – og alle vi andre får besked på at: »reload your dreams and all your hopes«.

For at sammenfatte må man sige, at The Soundtrack of Our Lives med denne udgivelse slår en ordentlig motherfucker af et brød op. Man frygter, ja nærmest forventer, at de vil træde direkte i den klassiske dobbeltalbum-fælde, hvor man efter endt lytning tænker, at det da kunne være blevet en fremragende plade, hvis de blot havde begrænset sig til en enkelt disc. Men sådan er det ikke med Communion.

Faktisk er pladens enorme omfang en af dens centrale forcer. Ja, den er lang, og den kører rundt og rundt i syregryden, og ikke alle numre er fantastiske. Men ingen numre er dårlige, og alle bidrager de til følelsen af at blive suget ned i en behagelig malstrøm, og efter endt lytning har man faktisk ikke lyst til specielt meget andet end at blive suget ned igen. Omfanget passer perfekt til de himmelstræbende guitarsoli og fornemmelsen af myte, uendelig tid og cirkularitet, som både musik og tekster intonerer.

I tilgift er begge discs perfekt disponerede og højdepunkterne elegant spredt ud over det hele, så man som grundlag for repetetionen og den halvanden times musik alligevel har en følelse af fremdrift og opstigning. Et af de mere overraskende pletskud er en elektrificeret og bevægende udgave af Nick Drakes udødelige “Fly”, og det er forbandet godt set, at lige netop dén sang passer som fod i hose til et projekt som Communion.

Det er alt i alt dybt imponerende, at The Soundtrack of Our Lives har formået at kreere så massivt et monster, der stort set ikke indeholder et ligegyldigt øjeblik. Vel kunne man have undværet et nummer hist og her, men alt i alt er man overmåde tilfredsstillet, og bandet har i mine ører lavet deres uden sammenligning bedste udgivelse. Langtidsholdbarhed er nærmest en selvfølge, når man har at gøre med så velafprøvet musik med så dybe musikhistoriske forankringer som i dette tilfælde, men Communion vil man finde frem igen og igen – også oftere end de fleste andre værker, man kender af samme omfang. Den er en hel verden for sig selv, og den er ufatteligt dragende.

Efter et par matte udgivelser er Communion lidt af en overraskelse og lidt af en triumf for et band, der uden fokus på noget som helst andet end deres egen musikalske vision formår at skabe dybt rørende og medrivende musik i et omfang og med en ambition, man meget sjældent oplever. Så kan man se igennem fingre med det bizarre cover, der for mig er totalt meningsløst.

★★★★★☆

Leave a Reply