The Future is Your Past er intet mindre end The Brian Jonestown Massacres 20. studiealbum, (hermed ikke inkluderet det væld af EP’er og minialbums, som frontperson, Anton Newcombe, og skiftende medsammensvorne har produceret siden debuten i 1992, hvor californierne gjorde tamburiner great again.) Bandets pladehistorik afspejler dels deres status som nogle af nyere tids største rock- og rul-legender, og dels afslører den Newcombes enorme musikalske produktivitet.
Produktivitet eller stædighed, forstås. For Newcombe er også kendt som en mildest talt kontrær musiker, som siger nej til de gængse aktører i pladeindustrien og stifter eget pladeselskab. Eller som gerne rivaliserer med ligesindede bands (som veldokumenteret i den yderst seværdige dokumentarfilm Dig! om forholdet mellem bandet og deres frenemies i The Dandy Warhols.) Og som nærmest ifølge en fast opskrift skændes med sit band på scenen – jeg vil personligt sent glemme deres koncert på Northside Festival i 2014, hvor Newcombe afbrød bandet flere gange, fordi han tilsyneladende ikke var tilfreds med, at der skulle stemmes guitarer. »Quit fuckin’ around!« som han råbte ad guitaristen, har for evigt cringet sig ind på min koncertnethinde.
Årets opfølger til 2022-udgivelsen Fire Doesn’t Grow on Trees er et meget godt billede på dén stædighed. Begge er født ud af den første coronanedlukning i 2020, hvor Newcombe efter sigende skrev én sang hver dag i 70 dage i sit studie i hjembyen Berlin; alle løbende udgivet på YouTube, efterhånden som de blev til. The Future Is Your Past er således resultatet af Newcombes kreative ukuelighed midt i en pandemi. Resultatet er dog også et rimeligt fedtfattigt rockalbum, og det havde nok været mere rock n’ roll, var det forblevet i sin skitseform på YouTube.
Pladen består af 10 numre, der – med undtagelse af enkelte lyspunkter – kører efter en så enslydende formel, at de er svære at skille fra hinanden, men ikke på den syre/dronede måde, man ellers kunne håbe. “Nothing Can Stop the Sound”, pladens andet nummer, er båret frem af en enerverende, punkteret trommerytme, der ligger lidt for højt i mixet, samt en psych’et orgelrundgang, der gentages igen og igen. Newcombe bedyrer, at … ja, »nothing can stop the sound,« selvom monotonien gør, at man faktisk ønsker, at nogen dog kunne stoppe den. På “The Light Is About to Change” sporter bandet en meget klassisk rock-akkordsammensætning, som får det til at lyde umiskendeligt som Canned Heats “On the Road Again” – bare minus mundharmonika og tilsat tamburiner og fuzz-guitar, naturligvis.
Sådan fortsætter pladen langt hen ad vejen i et genkendeligt leje. Den er slet ikke dårligt komponeret, men formår bare ikke rigtig at vække opmærksomheden hos lytteren. I vanlig stil veksles der mellem skramlende rock n’ roll, syrerock og atmosfærisk americana, og det er efterhånden et hårdt prøvet koncept her på orkesterets 20. udgivelse. Fornyelse er måske i sig selv ikke efterstræbelsesværdigt, men så håber man til gengæld på nogle stærke melodier. Eller måske nærmere på dét, som de om nogen har gjort sig til eksperter i: Nemlig den på samme tid rå og døsige postrock, der øjeblikkeligt vækker en ellers hengemt trang i lytteren til at gro bakkenbarter og trække i en slidt lædervest. Vi får enkelte bidder af sidstnævnte serveret – eksempelvis på førstesinglen, ”Fudge” – men her brister det syrede kogepunkt desværre nærmest, før det er nået.
Samtidig er det velsagtens ikke, fordi The Brian Jonestown Massacre er kendt for deres store poesi, men jeg synes dog, at tekstsiden på The Future Is Your Past er mere end almindeligt intetsigende. Det skyldes nok især, at Newcombe bruger mange af de samme troper i sangene. Flere af teksterne drejer sig nemlig om at ”sove”, være ensom eller at ”finde hjem”. Med viden om at det er et såkaldt coronaalbum (ja, undskyld), er det svært ikke at fortolke linjer som »Wake up, you have been sleeping for most of your life / You slept enough and slept through the night / It’s a new day and so we fight on« (på “Fudge”) eller »Everyone is asleep or just losing their mind« (på “As the Carousel Swings”) i dén kontekst. Jo, det giver vel god mening, at lockdown-kunst (igen, undskyld) kan afspejle den meningsløshed og repetition, der var fremherskende i vores indskrænkede hverdag. Men behøver teksterne være gentagende og kedelige af den grund? Burde det ikke netop være her, der var plads til den leg, indespærringen umuliggjorde?
Ironisk nok er det mest interessante nummer ét, som ikke figurerer på pladen. På titelnummeret, der således kun er udgivet som separat single med tilhørende musikvideo, er tempoet nemlig sat gevaldigt og kærkomment ned i forhold til resten af pladen, mens der til gengæld er skruet helt op for rumklangen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om dét at det bedste nummer ikke inkluderes på udgivelsen er en fuckfinger til verden, eller om det bare er lidt dumt. Den kan vi lade hænge.
The Future Is Your Past er et lige så udramatisk album, som bandets optrædener er det stik modsatte. Derfor kan man i bedste fald håbe, at livefremførslen heraf kunne tilføre oplevelsen noget god syre, hvis man er så heldig at opleve The Brian Jonestown Massacre på deres igangværende tour. Og hvis ikke, så kommer denne plade nok desværre til at gå i glemmebogen sammen med en stor del af bandets efterhånden mange andre plader.
