Hvis man ikke ved det, er det svært at høre, at Avalyn er et ungt, dansk band fra Odense. Det er der primært to årsager til. For det første er deres ep City et ambitiøst foretagende, der er overraskende professionelt skruet sammen. Produktionen lyder absolut ikke som et amatørbands. Rocksangene er velskrevne, og sammenspillet på de fire numre fungerer rigtig godt. Især ”City” og ”Iron Circus” skiller sig ud og beviser, hvad Avalyn kan. Avalyn har yderligere en særdeles stabil og velsyngende frontmand, der udsynger sin patos på fornemste vis, uden at det bliver utroværdigt. Det er en stor bedrift.
På den anden side lider bandet desværre under, at de ikke har snerten af deres eget udtryk. Selvom Avalyn i pressemeddelelsen postulerer det modsatte, er inspirationskilderne så tydelige og fremtrædende, at man indimellem bliver i tvivl, om man hører et Editors-coverband eller et band med deres eget materiale. Den svaghed betyder desværre også, at Avalyn bliver en smule forudsigelige og kedsommelige i længden. Det hele ender med at lyde som en gentagelse og kopi af idoler, og hvorfor skulle man høre Avalyn, når man kan sætte Editors på i stedet?
Det unge band, med en gennemsnitsalder på 21,5 år, kan selvfølgelig ikke anklages for at finde inspiration hos deres idoler, men for rigtigt at bryde igennem trivialiteterne, bliver Avalyn nødt til at afprøve flere ting i øvelokalet og bruge tid på at finde deres egen lyd. Fundamentet er lagt, og deres håndværk er upåklageligt, de unge herrer skal bare finde frem til, hvad de egentlig vil fortælle omverdenen med deres musik.
For i en verden med musik i overflod, hvor det er svært at skille sig ud, er der ikke plads til mere end et Editors, og hvis ambitionen for Avalyn er et større publikum, kræver det mere end at kopiere idoler. Jeg håber personligt på at høre meget mere til bandet, for jeg er overbevist om, at der bag efterligningen af deres idoler findes et band med masser på hjerte.
