Fotos: Aida Veggerby, LiveShot.dk
CunninLynguists’ plader har mange numre, der har tempo, intensitet og beat, men de har lige så mange, der har et soulet sample og et mere laidback udtryk. Derfor var en del af spændingen før aftenens koncert, om live-udgaven af de tre herrer ville være lige så laidback som mange af deres numre. Svaret var et rungende nej. Fra første sekund og “Nothing to Give”, hvor Kno, Deacon the Villain og Natti fløj ind på scenen og med det samme hamrede intensiteten ud over publikum, blev min frygt kontinuerligt gjort til skamme.
Skiftene mellem de tre rapperes vers var under hele koncerten ekstremt skarpe, de lå lige på beatet HELE tiden, og de interagerede perfekt, så deres linjer fulgte hinanden som perler på en snor. Når der oven i købet var tale om et overflødighedshorn af deres bedste numre, f.eks. “Old School”, det helt igennem forrygende “The South” og “Seasons” fra Southern Underground, “K.K.K.Y.” fra Dirty Acres samt “Since When” og “Beautiful Girl” fra A Piece of Strange, var der ikke noget at sige til, at folk var helt oppe på tæerne. Og når der enkelte gange indsneg sig lidt stilstand – som der bare altid gør i hiphop, fordi begyndelsen af numrene ofte mødes med en intens fysisk rektion, f.eks. ekstatisk hoppen, der afkræver energi – sneg CunninLynguists lige et hit ind, så folk igen lettede fra jorden. Smack!
Det betød også, at der ikke var (tid til) overflødig snak, der sænkede koncertens tempo. Her var ikke behov for udkast af merchandise og »when I say “¦, you say “¦«-fjolleri for at få publikum op på tæerne, her var merchandisen flydende, energisk hiphop. Festen blev ikke styret eller skabt af CunninLynguists og sniksnakkeri i sig selv, men i symbiosen mellem deres konstante leverance af tight hiphop og publikums hoppende begejstring.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, at hiphop og hash har noget, der minder om et kærlighedsforhold, blev den tvivl i hvert fald undermineret, da Natti pludselig indsnusede duften af hash, hvilket affødte, at CunninLynguists ud af det blå leverede tre-fire numre, der på mere eller mindre lyrisk vis hyldede hash, bl.a. det fine “œNever Come Down (The Brownie Song)” fra det kommende album Strange Journey, Volume I. Hyldesten omfattende måske endda en omgang DIY, det var i hvert fald påfaldende, at det var lige herefter, at DJ Flip-Flop fik mulighed for at vise sine evner, mens CunninLynguists forsvandt fra scenen.
Da CunninLynguists vendte tilbage til scenen fra deres formodede rygepause, nåede de i hvert fald endnu længere ud over scenekanten – en enkelt gang i bogstavelig forstand – og fyldte salen med intensitet og energisk overskud. Her havde man fornøjelsen af den superfunky “Mexico”, “What You’ll Do?” og den mørke “Things I Dream” med intense violiner og nærmest gotisk vokalsample, inden de – efter en times forrygende dynamisk ud af kroppen-hiphop – afsluttede med en forrygende, pumpet udgave af “Fire”, der nærmest rev taget af salen. Så var de ude, og det med stil: CunninLynguists gav ingen ekstranumre, men efterlod et sveddryppende Lille Vega fyldt til randen med sydens livsbekræftende undergrundshiphop.
