Der er noget dejligt henslængt over debutalbummet fra det danske band Won’t Lovers Revolt Now. To ting ved bandets musik gør umiddelbart indtryk allerede fra åbneren “Inner Apparition”. Det første er forsanger Jeppe Cornelius’ vokal. Den er dyb og snøvlet og lyder lidt hen ad Stuart A. Staples fra Tindersticks – den er rigtig rar at lytte til og garanterer omgående bandet et kendetegn; når man først har hørt musikken, kan man lynhurtigt genkende bandet på den behagelige og særprægede vokal.
Det andet, der umiddelbart gør indtryk, er bandets melankolske og samtidig varme lyd. Stemningen er en smule dyster, men på en ganske udramatisk måde. Det teatralske (som førnævnte Tindersticks blandt andre forstår sig på) kan bestemt være godt, men der er her noget afvæbnende ved, at tonerne er blå uden at kræve hverken klynkeri eller store armbevægelser. Won’t Lovers Revolt Nows musik indeholder tilbagelænet hverdagstunghed, og det er yderst sympatisk.
Hemmeligheden ved Won’t Lovers Revolt Nows afslappede, folkede, lo-fi-rock er, at bandet giver sig tid. Det behøver ikke at gå så stærkt, og man kan dvæle ved melodierne, teksterne og stemmen. Tempoet er heller ikke søvndyssende langsomt, og den fine balancegang mellem det levende med de både poppede og rockede elementer og det rolige gør albummet behageligt at lytte til.
På trods af, at vi her har at gøre med et debutalbum, lyder de fire herrer i Won’t Lovers Revolt Now ikke grønne. Skiven er på ingen måde en af de debuter, hvor det er tydeligt, at det er nybegyndere eller et usammentømret band, der står bag. Won’t Lovers Revolt Now er velspillende, og hos dem er lytteren i gode og kyndige hænder hele vejen. Kvartetten er da ganske rigtigt heller ikke uden erfaring, da de har en musikalsk baggrund i jazzens forunderlige land. Det kan høres hist og pist, blandt andet på nummeret “Imagination”, men oftest er det kun tydeligt på den vis, at der er noget legende i hvert af instrumenterne. Ikke kun guitar, men også trommer og især bassen, spillet af Eske Nørrelykke, laver sine egne små finurligheder, så der også er noget at opdage i lydbilledet, når man kommer forbi den umiddelbare melodi og Jeppe Cornelius’ vokal.
Won’t Lovers Revolt Nows debut er melodiøs, men der er ingen oplagte hits – heller ikke inden for pladens eget univers. Fordelen ved det er, at pladen er en velskabt helhed, men ulempen er, at der ikke er nogen særlige numre, der som sådan kan kaldes højdepunkter. Albummet er meget nemt at kunne lide, men svært virkelig at nå dybere ind til. Som sangene skrider frem, er albummet i fare for at blive lidt for anonymt og ensformigt.
Albummet står som en afdæmpet udsigelse og er på den måde ingen stor plade. Men som sagt er den nem at holde af, og Won’t Lovers Revolt Now fremstår som en velklingende enhed, der har ro og vilje nok til at lave et sammenhængende og alt i alt vellykket album. Selvom der kommer mere muntre toner ind i sangene undervejs, blandt andet på afslutningsnummeret “Could They Ever”, er det alligevel stadig de to elementer, der tiltrak sig opmærksomheden fra begyndelsen, der står tilbage til slut: Jeppe Cornelius’ vokal og den afdæmpede, ukrukkede melankoli.
