The Late Parade har fået rigeligt med opmærksomhed op til udgivelsen af deres debutplade. For to år siden udgav bandet en fin, lille selvbetitlet ep, og i dette forår dukkede Kasper Torstings opsigtsvækkende video til nummeret “We Will Walk Straight Through This Wall” op på nettet. Ekstrabladet har kaldt den “Fræk video” med store, fede typer – hvilket selvfølgelig fik denne klamme stodder af en anmelder til at klikke på linket, men at kalde videoen fræk er altså lige så misvisende som at kalde Superbrugsen billig.
Nok er videoen veldrejet og mange steder en fryd for øjet, men fræk? Der tror jeg nok, internettet kan levere bedre og mere frække versioner, hvis man skulle have det behov, og selvom denne anmeldelse i virkeligheden udelukkende burde handle om musikken, så tegner ovenstående et billede af The Late Parades kvalitet og desværre også lidt manglen på samme. Der er god grund til at lade nysgerrigheden råde og lytte til de 11 numre, som i det umiddelbare lyder mere end bare interessant, men når man har hørt dem et par gange, daler førstehåndsindtrykket et par grader.
Jeg kan ikke beslutte mig til, om The Late Parades udtryk bedst befinder sig hos langlemmede teenagere eller hos indadvendte unge mænd og kvinder, der dyrker det melankolske og berusende. In Chase of Red Beads dyrker det energiske og det storlandne, men også det indadvendte og nænsomme. Det kan sagtens kombineres, men det er, som om The Late Parade ikke helt har fundet deres leje. Der er alt for meget læggen sig i slipstrømmen af allerede brugte formler, og har man f.eks. lyttet en smule til Mew, vil numre som “Jaguar” og “In Chase of Red Beads” være meget genkendelige. Det gør som sådan ikke noget – og fred være med det – for The Late Parade gør det helt sikkert ganske fornuftigt, og der er en god dynamik i den energiske del af pladen, hvor bandets melodiske sans skinner tydeligt igennem.
Pladen drager til dels, men kun i visse perioder. Det bliver for klemt og utydeligt uden retning og uden den dybde, man har brug for, hvis man skal kunne kapere det i længere tid af gangen. Det har intet at gøre med forsanger Rune Virgils helt specielle, lyse vokal, der virkelig stiller krav til øregangene. Rent faktisk er han et af The Late Parades store plusser, for ham har vi ikke mange svømmende rundt af i den sø, vi kalder Danmark. Derimod savner man en platform, som man kan hengive sig til. Er det sadcore? Er det støj? Er det følelsesindie?
Atmosfæren er til stede, og sangene er generelt iørefaldende, men der mangler lidt bredde i lyden, og man kunne godt frygte, at The Late Parade ville blive Boogies nye darlings, hvilket for så vidt kunne være fint nok set fra et økonomisk synspunkt, men kunstnerisk ville det være ærgerligt for et så ambitiøst og lovende band som The Late Parade.
