Gypsies: For the Feeble Hearted

Danske Gypsies leverer lyd, som man kan vippe sine fødder i takt til”¦ og så er der vel egentlig heller ikke mere at komme efter, hvis sandheden skal frem. Efter sigende skulle de gøre sig ganske godt live og levere nogle dejligt energiske sceneshows, men det kender jeg desværre intet til, for jeg har aldrig hørt om dem før. Det er selvfølgelig delvist min egen fejl, så det skal de ikke høre for. Jeg har dog nu fundet ud af, at de i 2007 udgav deres debutplade One Hand Up, der gav dem fine opvarmningstjanser for Fugees og The Roots m.fl.

For the Feeble Hearted er nummer to i rækken, og lad det være sagt med det samme: Hvis udgivelse nummer tre ligger og rumsterer i disse festmenneskers fingre, så skal der saftsuseme saves lidt af den lumre party-attitude og vises nogle skills udi at have noget på hjerte, for For the Feeble Hearted er altså en ret tynd kop gasvand, og jeg tænker, der må lugte langt mere af agurketid, tatoveringsskorper og duftevand end af hårdt slid i deres øvelokale. Det skal ikke forstås som en decideret kritik af deres individuelle kunnen på diverse instrumenter, men derimod som en slags opfordring til at få arbejdet sig frem til et mere modent og stilsikkert udtryk.

Efter en del gennemlytninger tumler jeg stadig rundt med en præcisering af deres lyd. Det nærmeste, jeg kommer en slags facit, er som en blanding af underlægningsmusikken til et FIFA-fodboldspil til Playstation 2 rørt op med tre-fire senhalvfemser-boybanddemoer, der aldrig klarede cuttet; det hele leveret i stil med soundtracket til en neutral all american highschool, feel good-film a la “She’s All That”.

Et af de store problemer for mig er, at de omfavner alt, alt for mange stilarter på én gang, hvilket gør udtrykket en kende rodet. Der er referencer til hiphop, rock, dub, reggae, electro, pop, indie og hvad ved jeg, men lur mig, om ikke resultatet ville være meget mere helstøbt, hvis gruppen samlede deres energi om få eller en enkelt stilart. Det har i hvert fald den uheldige virkning, at jeg som lytter står af i længden, da lydbilledet i sidste ende forekommer mig at være for, ja, rodet, men også usammenhængende og næsten enerverende.

Forsangeren, der skiftevis synger og rapper, kalder sig Shaka Loveless. Et navn, der lyder meget sejt, men egentlig synes jeg, trommeslagerens lyder endnu sejere: Birk Nevel. Sådan. Anyway, nok om det. Shaka er halvt dansk, halvt amerikansk, hvilket resulterer i, at tekstuniverset bl.a. strækker sig forbi Barack Obama. Andre temaer, der tages op, omhandler problematikken om Christiania, bandekrigen på Nørrebro og ulykkelig kærlighed. Man kan kalde det for ægte emner, men jeg vælger at se det som populistiske tendenser – grænsende til kliché. Men det er jo egentligt også helt fair nok. Det er i hvert fald personligt, og det er godt.

Jeg er ret overbevist om, at Gypsies er et mere positivt bekendtskab live, end når de præsenteres for mig gennem højtalerne fra anlægget. Den superfinpudsede og kontrollerede studielyd er nøjagtig, som den lyd i den genre helst skal være, men den ender med at blive temmelig anonym og måske endda irriterende, for man kan godt høre og mærke, at de her drenge har tilpas fine energiudladninger i ærmet, men at det aldrig kommer til sin ret. Efter hvad jeg har læst om dem og deres tilgang til musikken samt deres kreerings- og indspilningsmetoder, lever de meget højt på, at de insisterer på kun at spille deres instrumenter live – både under indspilning og til liveshows – i stedet for at bruge genrens normale turntables, backingtracks og lignende. Det synes jeg egentlig meget godt om, men som nævnt tidligere, så kommer det aldrig til udtryk på pladen. I stedet bliver det hele druknet i attitude, bling og highschoolrock-stemning. Ærgerligt.

Gypsies er et ret politisk engageret band med visse meninger, og det er kun godt. Den slags er der altid brug for i et eller andet omfang. Det giver mening og indhold for nogen. De har bl.a. været medinitiativtagere til velgørenhedskonceptet “Musik mod Aids”, hvor der de sidste par år er blevet samlet ind til mikrolån til prostituerede i Nairobi. Det resulterede i, at bandet drog til netop Nairobi for at spille gratis shows og få udvidet kulturhorisonten, hvilket forhåbentlig vil give ekko i deres omgang med egen bevidsthed samt materiale. En ædel sag og det giver point.

I sidste ende sidder jeg tilbage med en ide om, at det næste udspil kan gøres en del bedre. Nu har de prøvet kræfter med nogle forskellige udtryk, så tredje gang må være dér, hvor de rammer deres helt egen niche på en forhåbentlig mere overbevisende måde, for desværre virker For the Feeble Hearted som noget, der sættes på anlægget, når der skal alkohol indenbords, et par timer før turen går mod Crazy Daisy eller noget lignende provinsielt.