Malcolm Middleton udgav en kritikerrost plade, Sleight of Heart, i 2008. Nu, kun et år efter, udgiver han den næste, Waxing Gibbous. Manden må have meget på hjerte, tænker man umiddelbart, men ved nærmere efterlyt lader det til, at han måske bare havde en masse liggende i skrivebordsskuffen.
Middleton, der stadig først og fremmest forbindes med indiepop-/folk-gruppen Arab Strap, har i forbindelse med udgivelsen udtalt, at denne plade muligvis udgør enden på hans pladeproduktion. Problemet værende, at han ikke længere føler, at han er i stand til at vurdere, om hans sange er gode eller dårlige; om de er relevante eller ej. På den måde er Middleton sådan set en meget sympatisk mand.
Her er, hvad jeg forestiller mig: Malcolm Middleton er i dårligt humør. Nogle ville måske endda sige, at han er depressiv. Hans venner er bekymrede. Noget må der ske. En dag kommer en af Middletons venner hjem til ham; kigger sig om i den mørke lejlighed og siger: »Hey, ved du, hvad vi skulle? Vi skulle da tage at lave en plade til! Du har så mange sange liggende, som du aldrig har fået indspillet, og det er da egentlig synd og skam. Jeg kunne tage mit gamle keyboard med? Og så kan du også komme lidt ud…«
Og som sagt så gjort.
Waxing Gibbous er en underlig forsamling af 10 sange. Middleton lægger ud med den melodiske og iørefaldende “Red Travellin’ Socks”, der sådan set har sin egen distinkte, nostalgiske charme. Den dér lyd af Storbritannien og melankoli og gråvejr og massive guitarer. Desværre bliver den ved i over fem minutter, for der skal også være tid til et mindre break med klaver og en kor-passage med alle de velmenende venner. Er det relevant? Ikke specielt.
Et andet eksempel på et nummer med en udmærket start, der siden spoleres af velmenende fiksfakserier, er “Zero”. Sangen starter og ender med et tænksomt arrangement med Middletons skotske og knækkede stemme akkompagneret af det førnævnte keyboard – nu med orgellyd. I den mellemliggende periode er man tvangsindlagt til at lytte til en mærkværdig synthesizerlyd, der minder om Magnetic Fields på en sløj dag. Er det mon relevant?
Man får en mærkelig fornemmelse af, at der er noget, der skal camoufleres. Som om Middleton er så beklemt over, at hans tekster berører emner som selvmordstanker (“Box and Knife”), følelsen af meningsløshed og af ikke at have mere at tilbyde (“Don’t Want to Sleep Tonight”), at han forsøger at dække over det med lystige kor, en poppet lillepigestemme, synthesizer ad nauseam og anmassende lydeffekter. Personlig smerte har det altså bare med at miste sin kraft, når den synges højt og flerstemmigt.
Når Malcolm Middleton siger, at han har mistet fornemmelsen for, om hans musik stadig er relevant, har han vist fat i noget. Men nu er skrivebordsskuffen sikkert også tom, og så giver det måske sig selv.
