Koncerter

Roskilde ’09: Vinnie Who, Opgang F, Bodebrixen, 29.06.09

Skrevet af Martin Thimes

Pavilion Junior bød mandag aften på både overbevisende disco, ikke-tilstedeværende støjrock og glædesspredende indiepop.

Vinnie Who, 29.06.09, 18.00, Pavilion Junior

Winnie Who i et mindre feststemt øjeblik.

Winnie Who i et mindre feststemt øjeblik.

Skræl alt det dårlige, du kan komme i tanke om, når du hører om disco, fra. Og forestil dig en ung kunstner, der har så gode sange, at selv krumryggede pantsamlere vugger smilende og dansende igennem menneskemylderet i takt med en pumpende bas. Så god var Vinnie Who’s koncert på Pavilion Junior.

Den unge bagmand, Niels Bagge, har styr på både disco-historien og på de mange nyere afarter af den lumre genre. Huggende syntetiske synth-markeringer, organisk kor og rytmegruppe er grundlaget for en stak sange, der er så ligefremme, at det var lige ved at kamme over. Tilsæt så en affekteret, knækket og lys Prince-inspireret vokal med masser af rum omkring sig, og du har opskriften på en intens og bekræftende god koncert.

Naturligvis var det rytmen, den konstante pulserende rytme, der var i centrum. Det var lige efter formlerne med breaks og c-stykker, hvor de skulle være. Og Niels Bagges vokal, der dekadent slæbte sig hen over bunden, understregede kun overskuddet. Bandet mistede aldrig fokus, intensitet og kontakt med publikum, hvilket “The Fall” og “I Got All The Time” var gode beviser for. Basgangen masserede en fra livet og ned, og Bagge fokuserede energien i mikrofonen. »Glass Candy rip-off,« råbte min indre stemme. Men heldigvis blev den overdøvet af det hamrende effektive show. Det var nemlig i helheden, at Vinnie Who fungerede. Sangene gled ubesværet over i hinanden, og det føltes som begyndelse på en af de bedste fester meget længe. En fest i et androgynt og uskyldigt univers, hvor det var det store billede og de subtile hentydninger, der regerede. (MT)

★★★★★½

Opgang F, 29.06.09, 19.30, Pavilion Junior
Tilstedevær! Dét er en helt afgørende ingrediens, hvis man skal føle sig velkommen som koncertpublikum. Hvis man skal føle, at et band spiller for andre end dem selv. I begyndelsen af koncerten med Opgang F var det meget, meget svært at mærke det nærvær. Forsanger Morten Høeg stod nærmest foruroligende stille, mens hans blik mere var ud over publikum end indadvendt og vendt mod sit instrument.

Det kan selvfølgelig skyldes flere ting. Måske var Opgang F nervøse, måske var de skuffede over det ringe fremmøde – for tilstedevær kræver selvfølgelig, at man har lyst til at være til stede. Lysten til at være , leve i nuet og levere, fordi man brænder for sin musik. Kun momentant mærkede man den energi, oftest i form af lidt råben, som om Høeg forsøgte at hive sig selv op til en bare nogenlunde præstation.

Det er ellers ikke, fordi Opgang F ikke har materialet til at levere et brag. Deres blanding af Placebo-lignende støjrock og en ikke så lille spidsfuld metalindflydelse, der bl.a. kom til udtryk på bandets sidste – og suverænt bedste – nummer, hvor trommeslager Klaus Bang fik fremvist evnerne via overlegen brug af dobbeltpedal, har potentiale til meget mere end det halvtamme produkt, forbrugerne på Pavilion Junior fik langet over disken.

Derfor var koncerten som helhed en skuffelse. Jeg savnede konsekvent vedholdende intensitet, der kan forløse de kvaliteter, der tydeligvis er til stede i bandet. Men det kræver selvfølgelig, at man er til stede, fuldt og helt, og havde netop den ingrediens været til stede, havde vi også fået meget mere end den tamme omgang Opgang F, vi blev spist af med. (CK)

★★☆☆☆☆
Bodebrixen midt i et spil ludo. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Bodebrixen midt i et spil ludo. Foto: Rasmus Weng Karlsen.

Bodebrixen, 29.06.09, 21.00, Pavilion Junior
Da jeg var lille, elskede jeg at lege i boldbassinet. Det der, hvor der var en masse kulørte bolde, man kunne dykke ned i. Det var lidt en fattigmands-udgave af Joakim von Ands pengetank. Da jeg blev ældre, morede jeg mig med at kaste med selvsamme bolde og blive smidt ud fra Burger King på grund af det, men det er en anden historie.

Bodebrixens optræden på Pavilion Junior mandag aften gav mig samme barnlige glæde som at tumle rundt i boblebassinet. De kom ind i matchende striber, kastede kulørte balloner ud til publikum og begyndte så ellers på deres humørsmittende indiepop. Det satte gang i glæden under teltdugen, og selvom deres musik ikke er så energisk, kunne de med håndklap og hoppen godt føre festivalens fest videre.

Det positive ved deres udtryk er især, at de har et fyldigt, gennemarbejdet lydbillede med ekstra percussionist og to på tangenter. Derved opstår der klædelige nuancer i deres ellers naive indiepop, så den lægger sig op ad stilen hos svenske Eggstone og australske Architecture in Helsinki, dog uden de to bands’ artpop-tendenser. Duetten mellem forsanger Andreas Brixen og keyboardspiller Marie-Louise Grund Petersen var et kært højdepunkt, især på grund af Aske Bodes ramponerede klaversolo.

Mod sidste nummer smed de tre store balloner ud, og den barnlige glæde ved at skubbe rundt med sådan en stor ballon tog publikum til sig. Det havde i virkeligheden nok været optimalt, hvis publikum havde svømmet i et boldbassin under hele koncerten. (KEA)

★★★★☆☆

Leave a Reply