Introduceret

Undertoner introducerer: Slapp Happy

Skrevet af Mads Jensen

Slapp Happy var et usædvanligt popband, der elskede at flirte med det avantgardistiske, især i mødet med bands som Faust og Henry Cow. Her er en guide til at finde rundt i de forskellige konstellationer.

Hvis denne guide skulle komme rundt om alt, hvad Slapp Happy, Henry Cow, Art Bears og de talrige andre projekter, Slapp Happy-medlemmerne har været involveret i, ville det blive en meget lang og meget skizofren guide, så fokus bliver på Slapp Happy, da netop deres tilværelse i relativ obskuritet efter min mening er den mest ufortjente.

Først lidt historie: Slapp Happy blev dannet i 1972 af kammeraterne Peter Blegvad (ja, navnet er dansk, hans far er dansker og moderen amerikaner) og Anthony Moore. Moore er englænder, og Blegvad var flyttet fra USA til England med sine forældre, fordi de ville undgå, at han blev sendt til Vietnam. De to kammerater tog til Hamborg for at spille. Her mødte de Dagmar Krause, som Moore tillige blev kærester med. Hun blev forsanger i bandet, der kom til at hedde Slapp Happy. Sammen indspillede de Sort Of, som blev udgivet i 1972. Året efter gik de i studiet for at indspille opfølgeren, Casablanca Moon, med Faust som backingband. Den blev dog ikke udgivet i første omgang, da Polydor mente, den var for eksperimenterende. Utilfredse med den vurdering tog Slapp Happy til England, hvor de blev signet hos Virgin og indspillede en anden version af Casablanca Moon. Den blev udgivet som Casablanca Moon i 1974 – den første indspilning blev udgivet i 1980 som Acnalbasac Noom. »Nu har de fundet deres lyd,« tænker du måske. Not so. De begyndte nemlig at hænge ud med det væsentligt mere eksperimenterende band Henry Cow. Sammen udgav de Desperate Straights (som Slapp Happy) og In Praise of Learning (som Henry Cow). Da In Praise of Learning udkom, havde Moore forladt bandet, og Blegvad var blevet smidt ud.

I 1998 udgav Slapp Happy Ça va, der må have været skuffende for dem, der havde ventet 18 år på en ny udgivelse. Således ender historien om Slapp Happy. Krause, Moore og Blegvad har dog alle udgivet et hav af plader solo og/eller i samarbejde med andre grupper.

Og så til musikken. Det kan undre, at de første Slapp Happy-plader ikke har fundet et større publikum. Til tider kan man sagtens forestille sig fans af nogenlunde samtidige Fleetwood Mac være Slapp Happy-fans. De har skrevet nogle fantastiske popsange, eksempelvis “Just a Conversation” og “Me and Parvati”, som man kun kan have noget imod, hvis man hører til den gruppe af tonedøve mennesker, der ikke kan udstå Krauses vokal. Os normale mennesker mener, den er noget af det bedste siden skiveskåret brød. Hendes fantastiske intonation kan få de mest banale linjer til at lyde eventyrlige. Hendes stemme fungerer mere som et eksotisk instrument, der vugger med musikken, end som en decideret sangstemme og skal høres, før en beskrivelse kan give mening.

Pop er som bekendt et vidt begreb, og selvom de fleste sange fra Sort of og Casablanca Moon ville lyde fængende for de fleste af Undertoners læsere, vil den gennemsnitlige radiolytter nok i stedet hæfte sig ved de surrealistiske tekster, Krauses aparte vokal og de til tider mærkelige instrumenter og soli.

Da de møder Henry Cow går det imidlertid helt galt for den mere appellerende lyd. Som nævnt var Henry Cow i langt højere grad eksperimenterende, og på In Praise of Learning er der virkelig nogle eksperimenterende numre med inspirationer fra en lang række genrer. Ikke mindst på den over et kvarter lange “Living in the Heart of the Beast”, kommer de vidt omkring. Den lyder som et mash-up af en bunke plader fra en eklektisk pladesamling. Vrælende guitarer går over i en jazzet klaversolo og tilbage igen – kombineret med voldsomme temposkift og vidt forskellig instrumentering i løbet af nummeret. Under hele det lange nummer holder man opmærksomheden, for man kan ikke andet. Der sker så meget, at man er nødt til at høre, hvad de finder på.

Her starter du med Slapp Happy:

Sort Of (1972) slapp-happy_sort-of
»Den første er den bedste,« er vel den mest brugte sætning blandt folk som os. I netop dette tilfælde gælder det ikke, men den er god, og den er god at kende, om ikke andet i tilfælde af, at nogen skulle påstå, at den første er den bedste. Det er den mest poppede udgivelse og ville være et fuldt acceptabelt hovedværk for de fleste bands.

Casablanca Moon (1974) slapp-happy_casablanca-moon
To år efter ‘den første og den bedste’ topper Slapp Happy efter min mening. De fantastiske popperler er ganske enkelt så tilpas skæve, at pladen formår at appellere både til dem, der sværger til obskur underground, og dem, der lever og dør for pop, og det er vel at mærke uden, at nogen af grupperne føler sig snydt. Det er en sublim plade.

In Praise of Learning (1975) slapp-happy_in-praise-of-learning
Slapp Happys samarbejde med Henry Cow bød på nogle virkelig interessante avantgardeudgivelse. Den bedste er In Praise of Learning. Det er skæv jazz og pop og proto-grunge og Krause, der tilsyneladende prøver at se, hvor outreret hun kan slippe af sted med at lyde. Svaret er: »Så outreret som du orker.«

Leave a Reply