Undertoner introducerer: Flipper

Tre gange er det generiske hardcore act fra San Francisco, nemlig Flipper, genopstået – senest i 2005, hvilket sidste år blev markeret ved fire genudgivelser af bandets centrale studie- og liveplader. De er blevet udsendt af det mystiske Water Records (der mildest talt er svært at skaffe decideret faktuelle oplysninger om) og foreligger nu i dansk distro gennem Playground.

Tumultariske, som punkbands er flest, er bandet Flipper. Det fire mand høje “slow hardcoreband” blevet dannet i asken af tidligere bands som det lettere postpunkede The Sleepers og “no nonsense” punkpop-gruppen Negative Trend, hvor de klare linjer i sangskrivningen nu blev afløst af en mere rendyrket omend nok så henkastet konceptuel indgangsvinkel til doven og drikfældig punk, der blev stærkest manifesteret i de tidlige år. Således blev den første forsanger, Ricky Wiliams, smidt ud på grund af sin maniske og udknaldede opførsel allerede inden de første indspilninger af noget som helst, til trods for at bandets navn skal tilskrives netop Williams’ mærkværdige tendens til at navngive samtlige af sine kæledyr Flipper – hvad enten det var fugl eller fisk.

Den såkaldte konceptuelle tilgang gik på, at Flipper stræbte efter at bryde grænserne ned til at være værst og værre end noget band før dem. Lige fra de første indspilninger i ’79 stod deres liveoptrædener skarpe og slørede som den reneste fuldskab. Opfordringen lød især til ethvert publikum om at møde bandet med fællessang og pogo på scenen, gulvet, i kælderen eller hvor nu en given koncert ville foregå. Musikken i de tidlige år var baseret på enkle gennemgående riffs, improviserede performance gimmicks og ikke mindst en interesse i støjen som ambiens og fylde. Slutteligt er det også værd at nævne, at det konceptuelle i den grad også strakte sig til mere kunstneriske paroler i musik, tekst og DIY-markedsføring, hvor netop Flipper-logoet var et godt og tidligt eksempel på decideret street art og en “Husk Mit Brand”-tankegang.

Den benævnte poetik, er ikke mindst genkendelig på Flippers største hit og hymne, “Sex Bomb”, fra album-debuten Generic fra ’82. Det modale riff, den aseksuelle saxofon og en udpræget dovenskab i relativt langsomt tempo – for et hardcoreband, that is – indkapsler bandets slogan om at lave “music to fail at having sex to” ganske godt, hvilket på urkomisk vis kontrasterer sangens titel og tekst ganske glimrende: »She’s a sex bomb, my baby – yeah!« – gentaget i én uendelighed afløst af vilkårlige råb og knap så vilkårlig dynamik. “Sex Bomb” er således en perfekt afslutning på den klassiske debut, der klart og råt er cementeret i det på forhånd formulerede udtryk med dertilhørende roderi og inderlighed i flere små eksistentielle overvejelser om livet selv (ordet “Life” fremgår således i tre af pladens ni sangtitler), der klart står frem i sange som den agiterende “Life” og den kynisk smukke “Shed No Tears”.

To år senere udkom så den langt mere gennemkomponerede og ikke mindst ambititøst producerede Gone Fishin’, hvor tidligere tiders konceptualitet er blandet kraftigt op med en mere sørgmodig, fokuseret og modig sangskrivning. De gamle postpunkede referencer slår på mærkværdig vis igennem, uden at Flipper af den grund kompromitterer tidligere tiders dåd udi dovenskab og ugidelighed. Linjerne bliver trukket til et mere postpunket univers, hvor eksempelvis de riff-tematiske ligheder mellem åbningsnummeret “The Light, The Sound” og Joy Divisions “New Dawn Fades” er ganske iørefaldende.

Støjen er i høj grad et velfunderet virkemiddel på Gone Fishin’, der med meget rumklangsbaseret produktion fremmer vokalen, der denne gang er mindre improviseret og rytmisk funderet, som man især mærker det på fantastiske numre som det nævnte “The Light, The Sound”, “Survivors Of The Plague” og afslutningsnummeret “One By One”, der med sin noget nær to minutter-lange new york’ske intro, står i skarp kontrast til debutens “cut the crap”-arrangementer.

Flipper var efter Gone Fishin’ på flere lange og udmattende turnéer, der blev dokumenteret gennem flere liveplader, hvor Public Flipper Limited viser disse kaotiske seancer, hvor improvisationerne af og til ender ud i enten fantasmer eller det rene ingenting, til trods for at charmen aldrig rigtigt bliver sat over styr. Når denne periodes dokumenterede forløb er værd at være taknemmelig for, skyldes det også, at der er en del uudgivet materiale, der finder sin evighed her på denne plade.

Værdien af den gode dokumentation kan i særdeles også findes i, at omdrejningspunktet og sanger, Will Shatter, efter de omfattende turnéer sagde farvel til livet i ’87 efter en slem overdosis, hvilket i den grad efterlod et markant tomrum i bandet, hvormed udtryk og videre aktivitet derfor også må have været en uoverskuelig opgave. Dette dødsfald er derfor også desværre et punktum for Flippers første inkarnation, der stod så stærk igennem dette årti. Senere skulle bandet genopstå med andre småtskårne, men ikke desto mindre anseelige plader, men det må så være en anden historie i 90’erne og frem, der skal fortælles en anden gang som en sten videre på den amerikanske landevej.

Genudgivelserne:

Generic (1982)
Debuten, klassikeren, “den med hittet” og så videre. Helstøbt i sin naivisme, ukontrollerede dovenskab og direkte output. De kantede riffs gynger igennem beruselsens følelser og konnoterer meget dårlig sex, imens Will Shatter vræler om kap med saxofoner og feedback om liderlighed, vrede og tab. Et regulært slagger-soundtrack.

Gone Fishin’ (1984)
Postpunkens genkomst på en plade, der stinker af større ambitioner og mere mismod. Et mere varieret lydbillede orkestreres med xylofon, klarinet og congas i mere subtile arrangementer og en gennemgående 80’er-reverb. En klar kontrast til debuten og en melodisk fuckfinger til en puritansk indstilling til begrebet punk.

Public Flipper Limited (1986)
Dokumentationen af livet på landevejen og energien er intakt, da man vitterligt kan mærke, at man ER på tour med Flipper i 80’erne En klar bonus er flere uudgivne sange og en god masterering. Det skal nævnes, at pladens titel er et takeoff på en udbredt kritik af John Lydons påståede konceptuelle tyveri af Flippers artwork og musikalske legeplads.

Sex Bomb Baby (1987)
En opsamling af singler og andre sjældenheder op til året 1982. Igen er der tale om dokumentation af et band, der i sin klare formulering af at pisse territorierne kraftigt af, alligevel kommer så fandens langt med en lakonisk humor, et 1-2-3, et riff plus en sandhed. Måske er det blot en samling af kuriositeter, men i afdækningen af Flipper som fænomen går denne opsamling hånd i hånd med førnævnte liveplade.