Den ubestridte bandleder Mark E. Smith. Foto: Gino Sprio www.ginosprio.com
The Falls første rigtige album, Live at the Witch Trials udkom i 1979. Musikkens umiddelbart løse og rodede opbygning med skærende guitarer, særegen orgellyd, en hastig militant rytme og den skiftevis vrængende og monotone vokal skaber en lyd, der meget rammende beskriver det mørke rum, der har været det gennemgående stemningsfundament for bandets øvrige udvikling gennem tiden. I et udtryk, der ligger i grænselandet mellem paranoia og parodi, tager The Fall samtidens samfund under kærlig behandling. Humor og sortsind i skøn forening er noget af det, The Fall var og er allerbedst til.
Inspirationskilder som Captain Beefheart, Can og Velvet Underground har været med til at præge udtrykket, men The Fall lyder ikke rigtig som nogen andre. De har aldrig været et decideret punkband og kategoriseres ofte under postpunk. De har altid formået at skille sig ud og er sjældent faldet sammen med samtidens generelle musikalske udtryk.
Det anderledes og utilgængelige har nærmest været et musikalsk kriterium for Smith, og han har aldrig lagt skjul på sin afsky for mainstream og musikbranchen generelt. Når Smith fortæller om nummeret “Totally Wired”, at »we remixed it to sound horrible…«, giver det et meget godt indtryk af hans evige trang til at være kantet og besværlig. Dette generelle karaktertræk er måske en af grundene til bandets evige udskiftning, hvor over 100 forskellige musikere har været en del af The Fall i løbet af de 30 år, bandet har eksisteret.
En stor del af den hårde og fuldt ud dedikerede fanskare dyrker især Smiths tekster. I det særegne tekstunivers med inspirationskilder som H. P. Lovecraft spiller det sære, forfærdelige og uhyggelige en stor rolle. Den samfundskritiske vinkel og evnen til at krænge den grå hverdag ud på en måde, der gør al absurditet og meningsløshed tydelig, er et gennemgående træk. Det kølige, kritiske blik bliver vendt, drejet og vredet og ender som korte sætninger, der ofte gentages i noget, der kan virke som det uendelige. Sære, besættende og surrealistiske.
The Fall formår at skabe et unikt og mærkeligt rum, som det er svært at komme ud af, når man først har vovet sig indenfor. Mark E. Smith har altid haft en forkærlighed for det groteske, og der ligger både ironi og sarkasme i hans ekstreme kynisme. »Eat y’self fitter… eat each other«, synges der dikterende og kommanderende på albummet Perverted by Language fra 1983. Teksternes humor og ironi er ofte blevet misforstået eller bare fuldstændig overset.
John Peel beskrev The Fall meget præcist: »Always different, always the same«. The Fall var hans yndlingsband, og de har indspillet utallige Peel-sessions for BBC – rent faktisk har de rekorden. De nåede med på Peels famøse Festive 50 hele 92 gange og har igennem tiden haft en konstant, stor opbakning fra deres engelske fans.
The Falls mere kommercielle succes nåede sit højdepunkt i midten af 90’erne, hvor deres album The Infotainment Scan fra 1993 lå på en niendeplads på den engelske albumhitliste. I denne periode blev der også udgivet meget live-materiale og tidligere uudgivede dele af deres produktion. Hvis man vil have en grundig, kronologisk gennemgang af bandets udvikling er det en god idé at anskaffe sig The Fall – the Complete Peel Sessions 1978-2004, hvor udvalgte dele af bandets materiale er samlet på seks CD’er.
Grotesque (After the Gramme) (1980)
Den unge Smiths stemme er rent ud sagt exceptionel og driver sangene frem med en helt særlig energi. Musikkens opbygning er enkel, og lyden skramlet, hvilket tjener som perfekt baggrund til de sære fortællinger, hvor horror og socialrealisme mødes. Grotesque er også et godt sted at stifte bekendtskab med Smiths nærmest neurotiske gentagelser. Albummet rummer singlerne “How I Wrote Elastic Man” og “Totally Wired”. Begge er hits, som det ville være en skam at gå glip af.
The Wonderful and Frightening World of the Fall (1984)
Mark E. Smith er i denne periode gift med amerikanske Brix Smith, som samtidig spiller en betydelig rolle i The Fall. Hun får drejet musikken i en mere tilgængelig retning, hvilket gør denne plade til det perfekte sted at starte for nye lyttere. “C.R.E.E.P”, som findes på CD-versionen, er nok det tætteste, The Fall nogen sinde er kommet et sandt popnummer. Men selv om tonen flere steder virker mere optimistisk end sædvanligt, har Smith stadig en masse kringlet bitterhed at dele ud af.
The Marshall Suit (1999)
Efter en af de voldsomste udskiftninger i bandets historie udkom dette album, som må siges at markere en væsentlig ændring i deres udtryk. Ud over det essentielle hit “Touch Sensitive” består The Marshall Suit af en skøn blanding af drum’n’bass, rockabilly, støj og danserock, når det er allerbedst. Smiths vokal er i topform, og den mættede, elektroniske lyd, der præger en del af numrene, går overraskende godt sammen med hans særegne stemme.
