Først var det Oasis, så kom Blur, dernæst Pulp, Supergrass, Bloc Party, The Coral, Super Furry Animals, Kaiser Chiefs, The Libertines og så videre og så videre og så videre. Briterne er gode til den slags. Gode til at spille energisk rockmusik og gode til at minde hinanden om det. Da jeg startede med at interessere mig for musik, var det igennem NME. Ret unødigt viste det sig at være en hård opgave. For der gik ofte ikke mere end et par timer, inden jeg skulle i gang med det nye fede. Da jeg havde kæmpet mig igennem det første måltid, stod et nyt parat på tallerkenen. Sådan foregår det stadig i NME, bare uden mig. For jeg opdagede hurtigt, at der var langt mellem snapsene. Jovist, de enkelte bands var da meget fede, men problemet var – og er stadig – at det hele lyder ens. Riffene er skarpe, vokalen hæs og socialkritisk, og attituden kender vi fra Noel Gallaghers bror.
Golden Silvers er ikke hæse, ikke socialkritiske, og guitaren er ikke lige så skarpsleben som hos kollegerne. Alligevel er de kæmpestore i England. Hvad er der gået galt? Storbritanniens nye darlings har tilsyneladende ikke hørt efter, da deres manager forklarede dem den letteste vej til rigdom, fyldte koncertsale og stofmisbrug. Alligevel er de på alles læber og påført som headlinere til diverse festivaler i kongeriet. Det lyder ellers ikke som noget, der kan lade sig gøre. Enten har de opfundet den dybe tallerken, eller også har de smidt en masse penge efter festivalarrangørerne og arrangeret det største kup, siden Arctic Monkeys blev kaldt fornyere af britisk rockmusik. Eller også har de taget alt, hvad der kan betegnes som succesrig popmusik og sat strøm til det. De har taget Prince, Oasis og alle de førnævnte, og så har de puttet dem i en blender. Dernæst har de tilsat en hulens masse 80’er-nostalgi, og så har de ellers trykket GO!!!!
Lad os starte med det gode først; man behøver egentlig ikke at lytte til mere end ét nummer, før man er klar over, hvad det her drejer sig om. Meget passende er det pladens første nummer, “Another Universe”. Et genremiskmask uden lige. Tunge trommer og en kvalmende overnaturlig, World of Warcraft-agtig stemning driver sangen i gang. Klaveret tager over, og med det følger forsanger og sangskriver Gwilym Golds ærkebritiske vokal. Forvirrende, ukontrollerbart og med ét er et godt popnummer ved at finde sin plads. Jeg ved ikke, hvordan det skete, hvor det kom fra, og om det var meningen, men pludselig har vi gang i en underligt medrivende synthpop-sag. Gode omkvæd og god energi danser omkring med underligt højtidelige mellemspil. De gange, man kan abstrahere fra disse, er man egentlig godt underholdt, og sådan bliver det ved, i hvert fald i syv et halvt minuts penge. På de efterfølgende skæringer, “True no. 9 Blues (True Romance)” og “Magic Touch”, er humøret højt hos både musikere og anmelder. Energien nærmest driver af højtalerne. Doo-wop-kor og calypso-stemning. Det kan ikke beskrives, og det skal det egentlig heller ikke. Gode film skal ses i biografen, og de her to numre skal høres højt.
Mens stemningen er på toppen, sker der imidlertid noget underligt. Festen er på sit højeste, og pludselig står ens vrisne overbo ved siden af dine højtalere med en økse i hånden. Så voldsomt føles øjeblikket i mine ører og min krop. Øjeblikket hvor Golds og resten af trioen beslutter sig for at spille ballader. Ballader som vi kender det fra ærke-britiske koryfæer som Elton John, Queen og Supertramp. Ballader på den måde, som inkarnerede rockbands spiller dem. Altså ikke særlig godt og overbevisende. I Golden Silvers tilfælde i form af inderlige klaverhymner. Det er tydeligst på “Here Comes the King”, “Please Venus” og den ualmindeligt selvhøjtidelige “Fade to Black”. Dramatik og flødeboller i to ufrivillige hovedroller. Hvis man kan forestille sig Chris Martin fra Coldplay med kærestesorger, er man ved at være der. Det mest mærkværdige og allermest tydelige er, at det lyder falsk. Det lyder, som om de har fået besked på at skrive et par langsomme kærlighedssange. Det er spillet på en så uinspirerende måde, at man næsten har ondt af trekløveret. Ondt af at de skal stå model og lægge navn til den slags.
Rædslerne bliver midlertidigt sat på standby med den vidunderligt kvikke popsang “Arrows of Eros”. Funky, fristende og legesyg i sine kompositioner. Charmerende udført og på trods af sin relativt lange spillested har den alt, hvad der skal til for at blive et sommerhit. Jeg ville ikke blive overrasket, hvis de spillede den live i hawaii-skjorter. Dejligt uprætentiøst. Særdeles energisk og lækkert, som en sodavandsis på en brandvarm dag på stranden. Desværre bliver den delvist overskygget af den førnævnte og ganske unødvendige “Fade to Black”. Man behøver ikke at fade til noget som helst, og da slet ikke til noget så dvælende og kedeligt som endnu en ballade. Det er netop True Romances akilleshæl. Når smilene er størst, og vejret er med dem, formår de alligevel at ødelægge det for sig selv. Måske var man blevet træt af tre kvarters party-stemning, men man er faktisk endnu mere træt af, at de ikke prøver på at gøre det, som de gør allerbedst.
