»When she turns, sitting before her is an old man watching her faithfully. Blessed to have reached this day together, they laugh as spring finally awakens around them. They row passed the weeping willows and a familiar tree still surrounded by white stones. A bridge glows in the light of the setting sun as he takes her hand and guides her onto the ground. Hand in hand, they walk across their bridge into a tunnel of pure light without an end in sight.«
Sådan slutter cyklussen på Hymn to the Immortal Wind. Det er enten cheesy eller meget, meget smukt. Har man lyttet til pladen og læst resten af teksterne, der følger med (og det bør man klart gøre), er der stor chance for, at man synes det sidste. Det er nemlig sidste del af en fortælling – et eventyr om en dreng og en pige, der siden bliver til en mand og en kvinde – der viste sig at være ganske gribende og sågar fik mig til at knibe en tåre.
Teksterne til de enkelte skæringer er fine, men det er i kombination med musikken, at indvirkningen på lytteren/læseren opstår. På Hymn to the Immortal Wind har Mono nemlig allieret sig med intet mindre end 24 strygere og to tværfløjter, hvilket giver pladen et storslået, symfonisk præg, der virkelig fungerer godt og er right down my alley.
Mono har nemlig ikke givet afkald på postrocken, ej heller den klassiske vekselvirkning mellem crescendoer og diminuendoer, og de mange klassiske strygerinstrumenter, de har i kraft af violiner, violaer, celloer og en enkelt kontrabas, giver en ekstra symfonisk tyngde, både når der skal støjes, og når roen er i højsædet. Mono har tidligere arbejdet med strygerarrangementer, men ikke med så mange enheder, og for en gang skyld kan man måske sige, at kvantitet er kvalitet – i hvert fald er de støjende passager perfekte – det er aggressivt, tætpakket og massivt – og jeg føler mig nærmest pakket ind i lyd.
Selvom de støjende passager har deres skønhed, er det især i de mere stille, rolige sekvenser, at Hymn to the Immortal Wind føles som at blive nedsænket i et drømmelandskab, og den følelse udbygges af booklettens tekster. Fra pladens første nummer, “Ashes in the Snow”, hvor lidt guitarstøj suppleres af klokkespil, føler jeg mig som en del af H.C. Andersen-eventyret “Snedronningen”. Og for alle numrene gælder, at Hymn to the Immortal Wind på den måde er en invitation til at drømme og at føle. Det er musik, der nærmest er som skabt til at lade følelserne bruse igennem kroppen – stormfuldt, roligt, afmægtigt, frustreret – man kommer igennem hele følelsespaletten i løbet af pladens 70 minutter.
Det er bl.a. derfor, jeg synes, det er så fantastisk en plade – Hymn to the Immortal Wind bringer følelserne i kog, f.eks. igennem den sindssygt smukke, indledende klaverfigur på “Everlasting Light”, hvor strygere akkompagnerer i baggrunden. Det er musik, der får tiden til at stå dirrende stille i sekunderne, inden alting bryder løs, og netop derfor er man til stede, opslugt, for det er simpelthen umuligt ikke at lade sig opsluge i musikken, når guitarer og crashbækner støjer, når violinerne hamrer af sted, og når tamtammerne dundrer deres militante, faste rytmer på vejen mod klimaks.
For nogle vil det være det nok være et problem, at skabelonen så klart hedder opbygning mod klimaks, udtoning/ny figur, opbygning mod klimaks 2, udtoning 2, men de vil næppe have interesse i en plade som Hymn to the Immortal Wind alligevel. For dem, der holder af det storladne og symfoniske, bør Hymn to the Immortal Wind være rigtig godt bud på den næste postrockplade i indkøbskurven, hvad enten den er virtuel eller irl.
