Jooks skød med skarpt foran et massivt opbud på Pavilion Junior.
Jooks, 01.07.09, 15.00, Pavilion Junior
»Look, if you had one shot, or one opportunity / to seize everything you ever wanted / one moment / would you capture it or just let it slip?« (“œLose Yourself”, Eminem).
Det spørgsmål kunne man let stille Jooks, da han tidligt onsdag eftermiddag skulle træde ind på Pavilion Junior-scenen. Da han i sin tid blev booket, var han ham rapperen fra Rent Mel, der lavede et solo-album. Men på ganske kort tid har han storhittet med nummeret “Hun vil ha’ en rapper”. Det betød, at Pavilion Juniors kapacitet på 2000 personer blev særdeles presset af et forventningsfuldt publikum. Inden Jooks gik på scenen, var stemningen lige så spændt som de stålwirer, der forsøgte at holde teltdugen på plads under de pressede forhold. Publikum begyndte spontant at messe hans navn, »Jooks! – Jooks! – Jooks!«, så han rigtig kunne sidde og svede ude bagved.
Greb Jooks så sit moment, eller lod han det slippe væk? Han greb selvfølgelig muligheden, til trods for at det var hans første optræden, siden pladen kom ud, men han trak veksler på sin erfaring fra Rent Mel-dagene og styrede publikum som en professionel entertainer. Et mærkat han selv har fået påhæftet sig og både forholder sig kritisk til og tager på sig. I det hele taget havde han mange kommentarer, bl.a. om Irans situation, fremmedhad, luder-debatten, hvor han klart mente, at kvinder selv kan sortere i udsagnene og tage stilling, og så lavede han også lige et meget ærligt og personligt a capella-rap om at miste dem, man holder af. Jooks var naturligvis påvirket af den store opbakning i teltet, men i stedet for at lade sig intimidere, brugte han det tændte telt som brændstof.
Jooks greb sin chance, tabte sig selv i musikken, ejede scenen og gav ikke slip, før koncerten var ovre. (KEA)
Megaphonic Thrift havde det for varmt til at spille igennem. Foto: Sigurd Fandango.
The Megaphonic Thrift, 01.07.09, 16.30, Pavilion Junior Eftermiddagsstemningen var lidt mat fra både publikum og bands side. Det var i hvert fald svært for norske The Megaphonic Thrift at fange alle med deres guitarstøj. Det startede ellers så godt med en god omgang guitarlarm. »Yes!«, tænkte jeg, men jeg blev desværre skuffet, som koncerten skred frem.
De bedste numre var nemlig dem, hvor de støjede ud. De numre, hvor de to guitarister virkelig pressede deres guitarer til det yderste. Man kunne da også se på frontmandens guitar, der flere steder var tapet sammen med gaffa (ægte festivalånd), at den havde været udsat for hård behandling fra tid til anden. Det var bare for sjældent, at det skete, og derfor stod man også lidt med en tom fornemmelse i maven.
Mange af numrene startede ellers meget godt, men endte i varm luft, som fyldte teltet på mere end én måde. Når guitarstøjen blev til et stort hav af larm, var de bedst. Endnu bedre var de måske endda, når man kunne høre vokalerne, som ellers druknede. Da stemmerne kom op til overfladen for at ånde, fik The Megaphonic Thrift endelig publikum med. Men det skete kun én gang, og så er det svært at begejstre.
En varm eftermiddag er nok ikke det nemmeste tidspunkt at spille folk i godt humør. Måske havde det hjulpet, hvis det havde været mørkt og midt om natten. Det må blive næste gang, de støjende nordmænd gæster Roskilde Festival. (MHN)
