Gi’ mig noget bjælkehytte. Jeg vil have bjælkehytte og fuglekigning på tilsneede grangrene, mere end jeg vil have sommer, og jeg vil hellere bilde mig selv ind, at jeg bare holder varmen væk fra kulden end at dødsvede, og derfor er The Low Anthems Oh My God, Charlie Darwin en kærkommen gæst. Den lyder som vandreture i hvide skove, kogler og stille natur, og så en gang imellem er der druk på kroen. Det er rendyrket, fuldfed americana, og der bliver stukket til bjergfolken, country og Tom Waits i alt hans brøleri, og vi er næsten tilbage i gamle dage, vi ikke selv kender til. Det føles i hvert fald lidt sådan under gennemlytningen af Oh My God, Charlie Darwin, hvilket er noget af det mest positive ved pladen. Frontmand Ben Knox Miller er i stand til at skifte mellem det whiskybefængte strubebrøl og det fintfølende – uden at det virker beskæmmende på pladen som enhed eller helhed – akkompagneret af alt det, der føles gammeldags, men stadig trygt.
Alligevel er pladen mærkeligt foruroligende. Åbneren “Charlie Darwin” er en delikat folksag med masser af skøn rumklang, og bjælkehytten begynder virkelig at tage form foran mine øjne, men selvom jeg snakker om tryghed, så er omkvædet: »Oh my god / the water’s cold and shapeless / oh my god / it’s all around / oh my god / life is cold and formless / oh my god / it’s all around.« Det er sunget med rolig accept; en stoisk godkendelse af Darwins teorier om naturens veje, og de kan, som bekendt, fremstå uretfærdige og brutale, men sådan er det nu engang, og det er stemningen på hele pladen. Den unfair tilstedeværelse og rodløsheden, inden vi hver især bliver ofre. Og det er hele baggrunden for titlen, Oh My God, Charlie Darwin, hvor både religionen og evolutionen spiller en rolle som dommere over menneskeheden.
Som på den smukke “Ticket Taker”, hvor Knox Miller synger: »Tonight’s the night / when the waters rise / you’re groping in the dark / the ticket takers count the men / who can’t afford the arc / the ticket takers will not board / for the ticket takers are tied / for five and change an hour / they will count the passers by.« Miller er på de ulykkelige skæbners side, men han synger resigneret og forstående over for skæbnen, og det giver styrke til pladen.
Der er dog også håb som i “Don’t Tremble”, der lyder, som om en mand sad ved en bæk – kun akkompagneret af guitar, mundharmonika og rindende vand: »If your pilot light should die / do not quake and do not bark / you will find the spark.« Der er måske hørt lignende før, og det er ikke originalt, men det fungerer stærkt, fordi det er så bart og enkelt som kontrast til de tungere konklusioner, som mange af de andre numre bærer præg af.
Og der kommer da også liv og indignation i løbet af pladen, f.eks. på de to numre, “The Horizon Is a Beltway”, der lyder som Tom Waits, der tramper i gulvet og smiler, og “Home I’ll Never Be”, der er et cover af et Tom Waits-nummer, der lyder, som om han tramper i gulvet og smiler. De fungerer som spraglede afbræk (selvom de er besynderligt placeret så tidligt på albummet), og sammen med den antemiske, Dylanesque/Springsteen’ske/Neil Young-agtige “Champion Angel” er de garanter for det løse og frie på pladen.
Oh My God, Charlie Darwin er en skidegod plade, der ikke er god nok. Der er stor variation i numrene – også dem, der lyder som hinanden – og der er stærke melodier i vælten, men det er stadig ikke helt stærkt nok til at være mesterligt. Bundsolidt og lidt til er nærmere ordene, og det er rart med en folkplade, der også giver plads til den store rock. Men det er i den stille country, at The Low Anthem finder kræfterne frem og virkelig får tegnet den bjælkehytte, jeg trænger til – med sine historier, der får en til at skrige efter Gud, selvom Darwin står nærmest.
