
Flying Lotus har tænkt sig at sprede sit smil på Vesterbro.
På tirsdag den 11. august starter den elektroniske festival STRØM i København og tilbyder resten af ugen masser af gratis musik til folket. Det er tredje gang, at festivalen bliver afholdt, og den byder i år på koncerter med bl.a. The Field, Flying Lotus, Pan Sonic, Kim Hiorthøy og en masse andre danske og udenlandske navne.
I den forbindelse har folkene bag podcast-serien “Ultra FM : Transmissions of Exploratory Music” talt med projektleder Rikke Frisk og kuratorerne Carl Emil Amundsen og Pernille Krog Mogensen for at få et indblik i arbejdet bag festivalen. Den podcast kan downloades direkte kvit og frit fra Musikbibliotek.dk’s Hørbar-side. Podcasten er desuden krydret med sange fra nogle af de optrædende kunstnere, så man kan blive inspireret til at gå på opdagelse i det elektroniske slaraffenland.