Plader

Jay-Z: The Blueprint 3

Skrevet af Christian Klauber

Det tredje udspil i det, der efterhånden kan kaldes The Blueprint-serien, er en ordentlig omgang crunk, synth og Kanye West-protohiphop. I længden holder det ikke niveau.

Jeg har et problem med Jay-Z, og så har han jo også et problem – i hvert fald hvad angår en positiv anmeldelse. Han har også et større problem. Og det er ham selv. Han har attitude for halvdelen af USA’s rappere – og det er der ikke noget galt i, nærmest tværtimod. Det ville bare være federe, hvis han viste sine evner frem for bare at tale om dem. Den gode gamle vise om »don’t tell it, show it.«

Bevares, indimellem viser han da noget, men der er overraskende mange numre på The Blueprint 3, der ikke får min tommeltot til at vende op. Dels er der flere af numrene, der rammer direkte ned i crunk (der meget sigende er en sammentrækning af ’crazy’ og ’drunk’) og på en irriterende måde sigter ukritisk efter dansegulvet og måske derfor halter på den lyriske side. Det er jo lidt lige meget, hvad man rapper, hvis det alligevel ikke kan høres. Det gælder f.eks. clubhiphop-tracket “On to the Next One” med et til ulidelighed brugt sample, der minder om M.I.A., og ikke mindst “Real As It Gets”, der byder på gæsterap fra Young Jeezy, og det siger meget om stilen, når den er værst.

Det starter ellers lovende. Især albummets tredje nummer, “D.O.A. (Death of Auto-Tune)”, er egentlig både ekvilibristisk og overrumplende (med sit sample fra “In the Space”), og Jay-Z viser her måske noget af det mest kreative lyrik på albummet (der er så heller ikke stor konkurrence). Også “Empire State of Mind” er til at overskue, men det skyldes nok mere Alicia Keys’ fantastiske stemme. Men herefter er det, som om albummet degenererer i gæstestjerner, og det samme gør lyrikken. Og hvad sker der for at lave et nummer, der afliver ’auto-tune’, når den så bliver brugt efterfølgende i “On to the Next One”? Det er da om noget mangel på troværdighed, noget rappere ellers TALER en del om.

Ensformigheden indhyller mig således langsomt i træthed, som kviksand der trækker en længere og længere mod døden. Den evige, lyriske ego-boosting bliver enerverende og kedelig, også selvom der da serveres gode punches indimellem, f.eks.: »I don’t run rap no more / I run the map.« Men kvaliteten er ikke konstant, og især er de mange gæsterappere med til at trække niveauet ned, for Jay-Z kan sgu godt selv, hvis han gider.

Og det er lige præcis her, skoen trykker. Det minder mig om fornemmelsen, efter at have hørt ham lukke Orange Scene i 2008. Koncerten var som sådan ok, da han endelig kom i gang, men det største problem var attituden over for publikum. Der var en sløsethed over hans performance, som kan kaldes at hvile på laurbærrene, at være i dårlig form eller bare at være ligeglad, fordi han ikke rigtig behøver anstrenge sig. He’s got the name. He’s got the fame. He’s got the moneyyyyy. Det bliver lidt for meget merchandise og alt for lidt hiphop.

Måske derfor ender de 60 minutter med at være tæt på decideret trættende, og der er ingen tvivl om, at Blueprint 3 er alt, alt, alt, alt, alt, alt for langt. Slutindtrykket ender nemlig med at være »Uhn. Uhn. Uhn. Blah. Blah. Blah. Uhn, Blah. Uhn, Blah.« Og det yder trods alt ikke en rapper med Jay-Z’s kvaliteter retfærdighed. Det ville tjene ham og pladen som helhed, hvis han jævnede hele gæstedelen med jorden (med undtagelse af dem, der virkelig tilfører noget) og lavede en plade på 30 minutter. Pure Jay-Z. Dét tror jeg, der ville være gods i. I denne omgang ender det for meget i clubhiphop og wiggi, wiggi, men er man til det, så er The Blueprint 3 et rigtig godt sted at få sine behov opfyldt. Kræver du mere af din hiphop – hvad angår indhold og variation – så kig den anden vej.

★★★☆☆☆

Leave a Reply