Truelove’s Gutter er sjette soloplade fra Sheffield-crooneren Richard Hawley. Det er et helstøbt værk, der tager lytteren med gennem en fløjlsblød, melankolsk refleksion over relationer mennesker imellem – i særdeleshed når det kommer til kærlighed. Et talentfuldt udspil, der dog desværre lyder mere i retning af, hvad man ville ønske, ens farmor ville spille, hvis hun lyttede til alternativ musik, end hvad jeg selv ville lade lyde omkring mig.
Hawley synes at eksistere i to tider. Når man læser interviews med Hawley, er hans fandenivoldske attitude og storrygende manerer i forgrunden. Der bliver uddelt verbale lussinger efter samtidens stræben for at positionere sin individualitet og det hysteri, der derfor er efter at opnå berømmelse. Men lige så snart musikken spiller, sker der en skizofren forvandling, hvor ikke bare udtrykket, men hele tidsopfattelsen tvistes. Når Hawley lader sine sprøde toner strømme, føres man tilbage til en tid, hvor navne som Roy Orbison og Scott Walker henrykkede pige- og såmænd nok også en del drengehjerter med deres smægtende ballader om kærlighedens snarer.
At lytte til nummeret “Open Up Your Door” er som at træde ind i sin egen sort-hvid film. Den er så decideret sød, med krystalklar klimpren og romantiske strygere, at den kunne bruges i den mest klæbrige Disneyfilm. Hawley vedbliver at bede sin udkårne om at åbne døren op i et ønske om at gennemskue hende og kærligheden. Det suggestive er også ganske åbenlyst på pladens åbningsnummer “As the Dawn Breaks”. Her samarbejder tekst og melodi om at skabe en overgang fra den dystre nat – der er ledsaget af en mørk vibrerende tone og ord om regn – til at lade lyset bryde frem med fuglekvidder og ord om sangfugle. Suk.
Der er øjeblikke, hvor Hawley lader intensiteten stige, som i den mere bombastisk anlagte “Soldier On”, selvom det dog alligevel stadig tager fire ud af syv minutter, førend strygere og trommer gør deres for at føre den hidtil stille sang ind i en mere potent stemning.
Melodierne virker meget helstøbte, og tematisk supplerer sangene hinanden fint. Det er lettilgængelige sange, der benytter sig af et, om ikke originalt, så ganske malende billedsprog. På melodisiden er Hawleys guitar og vokal i fokus, men der er også blevet leget med så fascinerende instrumenter som en megabass waterphone og crystal baschet. Det ændrer dog ikke på, at det overordnede indtryk af pladen er, at den kører i samme melankolske crooner-rille, kun stoppet af lejlighedsvise bump på vejen. Det ville gøre underværker, hvis der kom lidt mere variation i stemningen, blev leget lidt mere med det musikalske udtryk, ganske simpelt lidt mere passion. Når alt er honningovertrukket, mister man troen på alvoren bag kærlighedsrefleksionerne.
Min oplevelse af pladen har svinget som et pendul. Først virkede den stille og behagelig; som pladen, du ønsker at høre, mens du sidder i en lænestol med en bog i den ene hånd, mens den anden slynger whiskyen rundt i glasset i små cirkler. Men dernæst mistede jeg koncentrationen: for dælen, hvor blev den kedelig i længden. Men efter at have stiftet nærmere bekendtskab med Hawley som karakter, besluttede jeg at give den en chance til, blot for igen at give op. Stilen er simpelthen inkompatibel med min ungdoms behov for spænding og afveksling. Pladen skal dog stadig have den ros med på vejen, at den er velspillet og behagelig på sine egne præmisser. Et modent værk, som jeg måske vil vende tilbage til om en snes år, når jeg er faldet til ro og har fundet behovet for at svælge i musikalsk nostalgi.
