“Slay the Heart of the Earth” åbner Jam Tarts in the Jakehouse, og nummeret fungerer som et forvarsel om de næste 40 minutters gennemgang af den amerikanske sangskrivertradition. Med slide-guitarer, spartanske blæsertemaer og en countryklingende, kvindelig vokal skråles der lystigt løs med sætninger som »give the land to the holy lovers / spread along like peanutbutter« og »I’ll dig a goldmine/ straight to the heart of the earth.« Og det er fandme godt! Et virkeligt stærkt åbningsnummer, der har lidt af samme feel som Silver Jews’ senere country-slackede poprock.
Bandet er, som tekststumperne med al ønskelig tydelighed viser, bevidst om sin egen placering i rækken af musikere, der beskæftiger sig med den nordamerikanske, blåøjede blueslyrik; lad os vende tilbage til naturen, ned i den frugtbare jord – to dig a goldmine. Netop fordi det er en tilbagevenden til en arkaisk tradition, illustreres det retroperspektive metablik, som den historiske kontekst begaver bandet med, og derfor bliver det ikke den pastichefyldte stiløvelse, som man kunne frygte, et band med nævnte musikalske projekt ellers ville løbe ind i.
Herfra går det slag i slag gennem de næste tre numre, der bestemt ikke er dårlige, blot en kende mindre bemærkelsesværdige, inden bandet graver endnu et højdepunkt frem af den amerikanske muld: “Hamptons”. Sangen lægger som de foregående ud med akustiske guitarer og flersporet vokal, der messende lægger op til en midtersektion, hvor bandet for alvor giver los og sparker en omgang psykedelisk folk-støj gennem højtalerne – og det fungerer fornemt.
Næste nummer, “Starlight”, lever især højt på sine lyriske kvaliteter, selvom de egentlig er ganske subtile. Sangens titel nynnes hymnalt gennem det meste af kompositionen, men det er kohærensen mellem det musikalske og det litterære, der her fungerer optimalt. De udflydende korstykker underbygges af næsten dissonante violiner, og en impressionistisk blæsersektion udbygger det meget dynamiske og levende lydbillede. »Ah, uh / starlight / free,« synges der, mens det meget umiddelbare udtryk smelter sammen på alle ledder og kanter. Det er virkelig en fortrinligt eksekveret komposition, fordi den så fornemt udtrykker bandets rurale, romantiske verdenssyn. Det er næsten som et auditivt, impressionistisk maleri. Lige så meget Monet som Guthrie.
Det kan måske virke en kende omsonst at nævne alle numre på en plade, men her er altså et band, der virkelig formår at udnytte albumformatet: De enkelte sange fungerer rigtig godt egenhændigt, men sammen udtrykker de endnu bedre de fragmentariske projekter, hver skæring er udtryk for. “Stumper”, næste nummer, benytter mange af de samme virkemidler som “Hamptons”, men måden, hvorpå denne skæring starter halvrockende og ender i et ophøjet, larmende klimaks, giver endnu mere mening her, hvor “The Companion” – det følgende nummer – fuldbyrder det psykedeliske folkudtryk. Her skråles med lungernes fulde kraft over et enormt viljestærkt og medrivende råbeomkvæd. Trommerne holder sig i baggrunden med stumpt lydende tamtammer, og guitarerne er ligeledes ikke specielt markante, men den næsten rustikke produktion virker ganske passende, fordi vokalerne, med deres naturlige distortion, ligger så langt fremme i lydbilledet.
Herfra går de sidste to numre lidt ned i tempo, men de er begge virkeligt velskrevne. “The Love Letter” er en sang om selvmord, men trods den ganske morbide tematik er udtrykket ganske opløftende. Man fristes næsten til at inddrage den transcendentale romantik i denne forbindelse – den romantik, der ser døden som en nødvendig bevægelse for sjælens udfrielse – uden det skal blive alt for litterært, naturligvis. Sidste skæring er ligeledes en lækkert vuggende, blæserpræget sag, der med sine legende melodistumper og charmerende halvtoneprogressioner er en fin afslutning på et rigtig stærkt album.
Et album, der på fin vis formår at genfortolke en amerikansk tradition, som netop lever gennem genfortolkningen. Man kunne indvende, at bandet har så mange forgængere, at det er lettere at høre 20 forskellige andre bands end lige netop The Bitter Tears, og jeg medgiver gerne, at det ikke er den mest nyskabende plade nogensinde. Men samtidig lyder sangene så friske, produktionen er så god, og bandet virker så meget mere oprigtigt i dets musikalsk-litterære projekt end mange af dets kollegaer på den nye new weird america-scene, at man ikke kan lade være med at nyde albummet på dets egne præmisser. Alt i alt et rigtig godt album, der hverken virker fortænkt eller tankeløst.
