Da Camilla Munck og Moogie Johnson for fem år siden forlod den synkende skude i alt. country-bandet Wynona og søsatte deres nye, musikalske partnerskab, lagde de nordicanaen – en nordisk afart af americanaen, hvis genrebetegnelse bandet selv var ophavsmænd til – på hylden. I stedet berigede de igen det danske sprog, nu med betegnelsen sadcore, og nedbarbarede deres i forvejen afdæmpede og stemningsmættede Wynona-lyd til nu kun at omfatte næsten uhørlige lydflader, tyste guitarakkorder og Muncks stærke, men tilbageholdende vokal.
Tilbageholdende var det, men højdepunkterne ravede mod himlen og genlød af den smukke, ambiente atmosfære, Wynona var mestre i at fremkalde, selvom højdepunkterne nu i højere grad blev drevet af det vakuum, Munck//Johnson aldrig lod deres melodier undslippe. Det vakuum, der endnu suger i mine nakkehår, når jeg for 100. gang hører Munck fremmane et sagte »let’s roam these streets« på duoens andet album, Count Your Blessings fra 2006.
Væk er vakuum og hvisken på Spirits and Ghosts, for selvom musikken stadig er afdæmpet og intim, tilføres de nye numre i højere grad pondus gennem Muncks ofte mere gennemtrængende vokalføring og en mere varieret og omfattende instrumentering. Gruppen har til pladen lånt Tiggerne, der er kendt som backingband for Peter Sommer, og de udfylder i mange tilfælde det dirrende tomrum, Munck//Johnson før lod bære deres kompositioner.
Lapsteel, guitar, bas og trommer er faste aktører på Spirits and Ghosts og driver Munck og Johnsons lyd tilbage mod deres alt. country-rødder, om end instrumenteringen er mere spartansk og sjældent konkurrerer med Muncks vokal om rollen som musikkens hovedomdrejningspunkt. I “Bygones” og “Wallflowers in Bloom” opstår musikken ganske vist omkring en karakteristisk rytmesektion og nogle forvrængede riff, og i åbneren, “Three-legged Race”, akkompagneres en stille guitarfigur og Muncks enlige vokal efterhånden af en distortet lapsteel, der giver nummeret en let støjende karakter, men instrumentalsiden når aldrig at udvikle sig til mere end en støvet landevej for Muncks velsmurte vokalføring.
Og dét er sagens kerne, når det gælder at forklare, hvorfor Spirits and Ghosts langt hen ad vejen er en kedelig plade – en forklaring, jeg også var inde på, da jeg tidligere på året anmeldte gruppens koncert i Musikcaféen i Huset i Magstræde: Skæringerne har et præg, der med stor præcision placerer sig midt imellem de to musikalske udtryk, som Munck og Johnson tidligere har beskæftiget sig med og formår at sublimere og personliggøre i en tryllebindende grad. Ved at indgå et kompromis mellem disse udtryk og fjerne både det knugende tomrum og de eksperimenterende, fyldige og smukke alt. country-elementer ender musikken lidt for ofte med at emme af fad, Tina Dickow’sk kaffepauserock.
Heldigvis er der lyspunkter at finde på Spirits and Ghost, og jeg hægter mig fast i den fine tekstbid eller det velfungerende riff, der til tider stritter ud og giver en smule karakter. For Munck//Johnson må ikke blive Tina Dickow, dertil er deres evner for store. Derudover må de sådan set blive, hvad de lyster, blot de ikke giver afkald på evnen til at fascinere.
