Harmonium er en af de fantastisk dejlige plader, som ville have været det perfekte sommersoundtrack. Det er nemlig lyden af bløde, hvide skyer, der driver langsomt over himlen på en stille sommerdag, hvor varmen får hele verden til at gå i stå. Det er sprøde harmonier, analoge forstærkere og uforfalsket pop i en vidunderlig blanding, som nok skulle få de fleste til at lufte deres indre hippie.
Harmonium er debutalbummet fra den nottinghamske kvartet. Bandet har selv optaget og produceret i eget studie – med alt for mange instrumenter. Efter eget udsagn har The Soundcarriers forsøgt at blande en eksperimenterende og legende lyd inden for rammerne af ‘popsangen’, og det er lykkedes. Selvom The Soundcarriers aldrig mister kontrollen, er der en glæde og lethed over deres udtryk, som er svær ikke at blive forelsket i. Det lyder umiddelbart og ligetil, men at få kærligheden til psychrock, sleazy 70’er-soundtracks og perfekte popperler til at gå op i en større enhed er imponerende. Samtidig er bandet helt klar over, at de i hjertet er et popband, og musikken får derfor aldrig lov til at løbe løbsk. De balancerer på knivsæggen mellem pop og psykedelika som den mest kompetente linedanser.
Sangene er domineret af de to sangeres vekslende vokal, nogle gange som harmoni og andre gange som kontrast. Mest hviskende, men hele tiden med en uvirkelig og fjern kvalitet i lyden. Trommerne og bassen ligger i bunden af billedet og leger med hinanden, mens guitarer, fløjter, keyboards, og hvad de ellers har kunnet finde, flyder hen over og som slanger vikler sig ind og ud af den dobbelte vokalføring. Hele tiden veksler udtrykket, og der er tusindvis af små detaljer at glæde sig over. Meget elegant og forbandet charmerende. Og når musikken så rykker så godt, som den gør på Harmonium, er det umuligt ikke at blive revet med.
Heldigvis holder The Soundcarriers sig fra de værste psych-klichéer: Ingen halvtimes impro-soloer på vaskebræt her. Den gode sang er hele tiden udgangspunktet, og alligevel er der også plads leg og eksperimenter, skønt det bliver holdt strengt inden for rammerne af de enkelte tracks. Der er i høj grad kontrol. Og derfor er Harmonium i allerhøjeste grad en popplade. Det er Phil Spector, det er Pink Floyd, men også Belle and Sebastian, serveret på et perfekt lille album, der måske ikke emmer af originalitet, men alligevel insisterer på opmærksomhed. Perfekt til en solstråle.
