Plader

The Witch and the Robot: On Safari

Skrevet af Zenia Menzer

Wauw! Velkommen til en verden af alternative symfonier og genresammensmeltning af bedste kaliber. Enkelte ting kunne ændres, men gennemgående er On Safari bare pisseforførende. Så simpelt kan det siges.

Ved gennemlytningen af On Safari havde The Witch and the Robot mig fra første tone. De fire britiske originaler viser med dette debutalbum, at de ikke er bange for at mixe en masse forskellige genrer og malke livet ud af dem til en varm, sød og mærkværdig konsistens, der basker rundt mellem flere forskellige verdener. Associationerne væltede mildest talt ind over mig, da jeg satte mig ned med albummet.

The Witch and the Robot skaber atmosfære i bedste eventyrstil, som åbner døren til en anden, mere forunderlig verden – på samme måde som garderobeskabet viser sig at være en indgang til det fortryllede land Narnia i Lewis’ ”The Chronicles of Narnia”. Mentale billeder fra Baums ”The Wizard of Oz” dukkede på samme måde op og gav associationer til sære væsner, dyr, der kan tale og et levende fugleskræmsel. Denne association fik jeg dog allerede ved at se albumcoveret og høre bandets navn, som antyder, hvilken verden man som lytter er på vej ind i. Der er noget naivt over denne udgivelse, som indeholder drømme-elementer og infantile beskuelser, men som samtidig også fastholder det lidt mere uhyggelige islæt i form af melankolske, melodiøse anomalier.

Albummet tiltaler på den måde både mit indre barn og min ydre voksne, som skiftevis bliver stimuleret gennem de 11 numre. On Safari favner bredt, og et hurtigt kig på tracklisten viser også en ren tekstlig adspredelse i overensstemmelse med stimuleringen af de to sider. ”A Crocodile Song” og ”The Puppeteer” taler mest til mit indre, legesyge barn, mens ”The Beatification of St Thomas Aquinas”, ”Rapture of the Deep” og ”De-Nihilism” i høj grad henvender sig til mit voksne, akademiske jeg.

Albummet formår at fange og fastholde mig, fordi det i bedste freudianske stil henvender sig til flere dele af mig selv, og der er noget forførende og lokkende over albummet. Det grænser til det magiske og mytiske, og samtidig er det konkret på en intimiderende måde. Et nummer som ”The Beatification of St Thomas Aquinas” kunne lige så godt have været med på soundtracket til filmatiseringen af Hunter S. Thompsons ”Fear & Loathing in Las Vegas”, som i høj grad spiller på det psykedeliske, vanvittige og til tider psykopatiske element.

Skønheden ved de nævnte associationer er i virkeligheden, at det ikke er meget, der adskiller dem. Børnebøger er magiske og fortryllede, men samtidig er der altid mørke væsner, der venter i dunkle skove, og som blot venter på at komme frem. De fleste børnebøger har det uhyggelige aspekt med, og mange bøger og film finder på fænomenal vis ud af at køre på menneskets egen frygt. På samme måde virker musik også ekstra stærkt, når det går ind og aktiverer vores indre billeder, fordi det derigennem rører følelser og sindsstemninger i os. De billeder, vi skaber mentalt, når vi læser en bog eller lytter til musik, kommer et eller andet sted fra, og jeg synes, det er ganske sigende, at On Safari fremkalder billeder i mit hoved, der stammer fra fantastiske børnefortællinger og psykedeliske drug-stories.

En ting, der kunne sparke denne plade helt i vejret, var, at sektionerne med spoken word blev udeladt. En af de ting, der for mig gør denne udgivelse helt unik, er netop, at musikken får skabt et rum, der adskiller sig fra den ‘virkelige’ verden, og for mig bryder spoken word med stilen. Det er ret ærgerligt, for overordnet er jeg virkelig begejstret for denne vidunderligt mærkelige og seværdige musikalske konstruktion. Så hvis du er klar til at blive revet lidt rundt og opleve musik, når det er forførende og forunderligt, så hæng blot på og følg efter den hvide kanin.

★★★★★☆

Leave a Reply