Velkommen i mørket. Velkommen til det nye udspil fra Geniuser.
Fire år er gået siden Mud Black, og flere af de kritikpunkter, min kollega havde tilbage i 2005, er væk. Michael Allens aggressive Nick Cave-vokal er stadig dominerende, men de tynde, identitetsløse beats og effekter er erstattet af en Vesuv’sk voldsomhed og Marianergravsdyb melankoli. Der er absolut intet udmagret over dette udspil.
Fem numre er, hvad denne 10-tommer har at byde på. Der er kun skåret 123 eksemplarer, men musikken er også tilgængelig via diverse netbutikker. Og hvilke fem numre det er! Side A’s “Ambition” og “Don’t Speak” er to simple og dog så indholdsrige numre. Specielt det ustoppelige drive i sidstnævnte er en lytteoplevelse, der fængede mig fra første sekund.
Der er gjort meget ud af produktionen, og det klæder bestemt Geniuser ikke at lade sig nøje med beats og synth, men at blande det klart elektroniske med en mere analog lyd i form af guitarstøj, klaver og elbas (bassen er desuden det eneste instrument, Allen tager sig af). F.eks. giver klaveret i B-sidens “Miracle” lige det pift, der skal til for at løfte nummeret til at være en mindeværdig oplevelse, og nummeret kommer til at fungere som en god overgang til stilheden efter stormen.
Beatet i “Motherless” minder mig desværre meget om Squarepushers “Squarewindow”. Det er ellers ikke, fordi der er den store lighed, men det er nok til, at det er svært at koncentrere sig om nummeret. Generelt har de to resterende numre på B-siden en smag af ambient over sig. Dette står i sig selv i god kontrast til A-siden, men det er ikke en unik lyd på nogen måde. Med andre ord: Det interessante opstår i samspillet mellem vokalen og musikken, der supplerer hinanden fantastisk.
Sangteksterne eksisterer i et spind af depressiv klagesang, rebelsk prædiken og melodiøs fortælling. Det kan flere gange være svært at høre præcis, hvad der bliver sagt, men det er også mere sindsstemningen i vokalen, der tæller, end det er de eksakte ord. Andre gange træder ordene dog i karakter, f.eks. i “The Wind Blows”, hvor ordene »Fuck your mothers / fuck your men / fuck your truth and fuck your plans / fuck your fathers, curse his hands« lyder som et klart budskab til dem, der måtte tvivle på én, og står som et – om end ekstremt – bud på en mentalitet, der måske umiddelbart er meget letkøbt, men også indeholder langt mere end blot den midterste finger til verden.
Albummet er ikke en rejse for sarte sjæle. Man skal ikke tro, at det kan sluges en lys eftermiddag i farten mellem arbejde og løbeturen, det kræver en setting, om man vil. Men giver du dig tid til at falde ned, synke ned i en god stol og tænde lampen i hjørnet, vil pladens 20 minutter omslutte dig af den varmeste kulde, jeg længe har mærket.
