Plader

Jesu: Infinity

Skrevet af Jesper G. Kaufholz

Som dråber, der triller i ensomhedens hav, er Jesus seneste plade, Infinity, en meditation over ensomheden.

Bag navnet Jesu står Justin K. Broadrick, nok mest kendt for hans banebrydende arbejde som leder af industrial-outfittet Godflesh. Men den meget produktive herre har også lavet musik under navnet Techno Animal (sammen med Kevin “The Bug” Martin), et helt album (“J2”) med Jarboe fra The Swans og senest superstonerbandet Greymachine med blandt andre Aaron Turner fra Isis. Og så var han forresten også med til at opfinde grindcore  i Napalm Death. Med andre ord en herre, der forstår at udvikle sin kunst, sine udtryk og ikke er bange for at udforske nye lyde.

Jesu adskiller sig fra de øvrige projekter, i det at Broadrick fokuserer på en meget indadvendt, rolig og mestendels dyster lyd. Alle instrumenter bliver spillet af manden selv, mens teksterne oftest mediterer over ensomhed, afsavn og længsel. Det kunne godt lyde forfærdeligt navlebeskuende, og det er det i virkeligheden også. Men uden at kamme over. Samtidig redder den stærke insisteren på et melodi-drevet udtryk meget af det. Det er oftest dynamikken mellem guitar og elektronik, der driver sangene frem, mens Broadricks stemme messer stille hen over.

Hvilket bringer os frem til “Infinity”, nummeret, som er en hel plade. Det er nærmest omvendt bygget op: dobbelt-pedaler, fræsende guitarer og en meget tung lyd, der snarere smager af Godflesh end Jesu, indleder nummeret. Broadrick growler endda. Og så bliver det pillet fra hinanden. Trommen mister sin aggression; ligeledes guitaren, og den sparsomme vokal falder tilbage i sit lakoniske, længselsfulde leje. Og til sidst bliver vi ført igennem en nærmest Earth’sk dekonstruktion af nummeret, hvor to guitarmotiver kæmper om opmærksomheden, mens det hele falder fra hinanden i desperationens slowmotion, hvor hver en følelse bliver vendt og drejet og drejet igen.

Tålmodighed er påkrævet. “Infinity” forlanger opmærksomhed over de 50 minutter, som nummeret varer. Det kræver hengivelse og indlevelse virkelig at blive belønnet, for der er ikke noget hurtigt pay-off eller en krog til at holde dig fanget. Og ens tålmodighed bliver belønnet med et utroligt følende og varieret album, der vokser (eller krymper, afhængigt af hvordan man ser på det) med hvert et lyt, hvor flere detaljer springer frem og er med til at vise, hvad kunsten bag Jesu egentlig er.

Som fan er det svært at være objektiv. Men netop omfanget af denne nye plade adskiller Infinity fra de øvrige Jesu-udgivelser. Den kan vel egentlig kun sammenlignes med dobbeltværket Sun Down/Sun Rise fra 2007. Jesu har en del udgivelser bag sig, men de er som oftest kladder og numre, der fokuserer på enkelte stumper af melodi. På den led er “Infinity” ikke et godt eksempel på Jesus lyd. Samtidig indgår dog alle de elementer, som ellers kendetegner en Jesu-udgivelse, og det er mest det episke i nummeret, den lange meditation, der adskiller albummet fra de andre udgivelser.

Infinity er en fantastisk plade med masser af detaljer og en insisterende vedkommenhed, der nok skal ramme plet blandt post-alting-fans.  Den er til gengæld ikke oplagt som et sted at starte. Der ville undertegnede nok anbefale enten Lifeline-ep’en eller opsamlingen Pale Sketches. Men det er en solid, gennemarbejdet udgivelse, og for fans af både shoegazer og stonerrock skulle der være masser at hente.

★★★★★☆

Leave a Reply