Hvorfor er det fedt at høre Tunng? Det er det, fordi Tunng formidler en dejlig, varm og livsbekræftende fornemmelse og skaber det ene vellykkede album efter det andet – …And Then We Saw Land er ikke nogen undtagelse. Albummet byder med sine muntre toner ikke kun foråret velkommen, men skaber i sig selv en varme og følelse af overskud. Selvom den tungere og nærmest melankolske stemning også er at finde på albummet, er den flygtig og får ikke på noget tidspunkt lov at rodfæste sig.
Numre som ”Don’t Look Down or Back” og ”Sashimi” er eksempler på numre, hvor der bliver lagt lidt mere vægt på i form af en mere rocket lyd med en mere intens brug af guitar og trommer. Inddragelsen og brugen af de mere tempofyldte og energiske elementer er med til at skabe et alsidigt udtryk, som giver albummet spænding, men trods alt holder det i den lettere og mere farverige ende af den musikalske skala.
En blanding af folk og indiepop samt en let elektronisk inspiration præger …And Then We Saw Land og gør det spændende og karismatisk, samtidig med at det kendetegner et band, der har fundet sig til rette i deres egen lille niche. En niche, hvor bandmedlemmerne kan udvikle sig og gøres deres udtryk let og ophøjet, samtidig med at det efterlader et stærkt indtryk. Åbningsnummeret “Hustle” indleder med en boblende sommerstemning, som bliver skabt af en blanding af banjo, en rytmisk guitarrundgang og sidst, men absolut ikke mindst, Becky Jacobs og Mike Lindsays harmoniske vokaler, som står i front for et afslappet, men aldrig statisk album.
Tunng har skabt et udadvendt og imødekommende udspil, der holder lytteren beskæftiget, men samtidig sagtens kan træde i baggrunden. Lyden er insisterende på sin helt egen måde og skaber et frirum, hvor man som modtager kan engagere sig så meget, man lyster, men på en eller anden måde bliver man alligevel fanget i Tunngs tryllespind.
“Don’t Look Down Or Back” er et godt eksempel på, hvordan Tunng på én gang formidler energi og en fredfyldt stemning. Versene holdes i et stilfærdigt hjørne, hvorimod omkvædene tillægges mere dynamik. Forskellen på vers og omkvæd – og overgangene imellem dem – markeres helt tydeligt ved, at trommerne bliver tilføjet i omkvædet, mens frontvokalerne og guitaren dominerer verset. Det øgede tempo og de øvrige vokaler, der lægges på i omkvædet, viderefører på fin vis den afbalancerede lyd, Tunng laver, men alligevel indfører det en fornyet energi. Overgangen mellem vers og omkvæd er med til at øge lytterens opmærksomhed, og det er også en af de ting, bandet benytter for ikke at træde så meget i baggrunden, at lyden bliver tilovers.
Og tilovers er bestemt ikke et ord, jeg vil hæfte på bandet, som paradoksalt nok har påtaget sig et navn, der langtfra beskriver deres musik og engagement. Hvis du er træt af kulde, slud, sjap og vejrudsigterne, der fortæller os, at kong Vinter ikke har tænkt sig at forlade scenen den nærmeste fremtid, så hop ind i Tunngs verden og opdag, at forår også kan være en betegnelse for en sindstilstand.
