Første gang The Lucy Shows debutplade, …Undone, så dagens lys, var i 1985. The Lucy Show var med udgivelsen et par år for sent på den til for alvor at være en del af den mørke, emotionelle postpunkscene og for tidligt ude til at kunne træde ind og markere sig på sen-80’ernes dreampopscene. Det har dog ikke den store betydning, for Undone er trods visse kvaliteter ikke i nærheden af at være et toneangivende udspil. I stedet for en formfuldendt forening af de to musikalske retninger fremstår sangene på Undone en anelse splittede mellem den lyse pop og den mørke postpunk. The Lucy Show formår hverken at få de ellers ganske fængende melodier til at funkle eller gøre det mørke tekstunivers dragende.
Undone er ikke nogen glemt, essentiel plade, som selskabet Words on Music, der står bag genudgivelsen, ellers postulerer. Tilsvarende rosende vendinger brugte Words on Music for fire år siden, da selskabet udgav Lucy Shows anden plade, Mania. Den plade anmeldte vi også på denne virtuelle matrikel. »Duoen er gode til at skrive fine melodier, men de er ikke gode nok i forhold til mange af forbillederne og efterkommerne. Måske er det derfor, at The Lucy Show blev glemt,« skrev Anders Mortensen for godt fire år siden, og denne domfældelse passer også på Undone.
På Undone hedder et par af de fine melodier ”Ephemeral (This Is No Heaven) og ”Wipe Out”. Det er begge velkomponerede numre, der besidder en vis emotionel skønhed. Men ellers udviskes de fleste sange i hukommelsen, kort efter pladen er afspillet. The Lucy Shows melankolsk-romantiske univers glider let forbi lytterens opmærksomhed.
Højdepunkterne i The Lucy Shows karriere er lidt collegeradiosucces og en opvarmningstjans for R.E.M., og i dag er det vist kun de allermest inkarnerede postpunkfans, der husker bandet. I Simon Reynolds udførlige gennemgang af postpunkens historie i bogen Rip it Up and Start Again, er The Lucy Show ikke nævnt i så meget som en bisætning. Undone viser, at det sagtens kan være et bevidst fravalg. The Lucy Show har ikke fortjent mere end en fodnote, for i sin samtid skilte bandet sig ikke ud, og det har heller ikke haft nogen særskilt indflydelse på det sidste kvarte århundredes musikhistorie.
Selvom Undone (og Mania for den sags skyld) har efterladt mig med et undervældende indtryk af The Lucy Show, er jeg lidt interesseret i den næste genudgivelse af bandets bagkatalog, som Words on Music har varslet på sin hjemmeside. Udgivelsen vil bl.a. indeholde demoer og såkaldt sjældne numre, og man kan håbe, at disse numre ikke er så kedsommeligt perfekte, som det er tilfældet med størstedelen af numrene på nærværende udgivelse.
Det uperfekte klæder nemlig The Lucy Show, men desværre er bandet oftest lige så velfriseret og stiliseret som det gamle amerikanske tv-show, de deler navn med. Eksempelvis er strygerne i ”The Twister” blottet for skønhed i en grad, så de bliver ren staffage. Det er en bevidst effekt, der skal give sangen et storladent præg – men ikke gør det.
Uperfekt på den klædelige måde er ”Resistance”. Vokalen er halvrusten, lettere ufokuseret og en anelse ude af trit med de konsekvent ringende guitarstrøg og de millimeterpræcist taktfaste trommeslag. Denne tempomæssige ubalance giver nerve og kant og forstærker den desperation, der højstemt udtrykkes i omkvædet. Den eneste anke mod et så virkningsfuldt nummer som ”Resistance” er, at lysten til at høre på Robert Smith i stedet melder sig. Så af med Undone og på med Pornography.
The Lucy Show var uden tvivl et dygtigt band. Håndværket fejler ikke noget, men der er alligevel et stykke vej op til ligesindede bands som The Cure og Echo & the Bunnymen fra bandets samtid. Det stykke vej, der adskiller en fin, men forglemmelig plade fra de klassikere, man altid vil vende tilbage til.