Plader

The Lucy Show: Mania

Skrevet af Anders Mortensen

Genudgivelsen af det glemte band The Lucy Shows Mania fra 1986 er en god idé. Der bliver på ingen måde tale om en revival, men det driver med 60’er-melodier og en charmerende postpunk-attitude, der gør Mania til en fængende oplevelse, der går fra glimrende til rædsom.

Det er svært at spå, især om fremtiden, som den mest fortærskede danske kliché lyder, men det er jo heller ikke helt forkert. Det er i hvert fald rigtig svært, når det kommer til musikbranchen. Hvem bliver ved i 20 år, hyldet af fans over hele verden på udsolgte stadions, og hvem går hver til sit uden virkelig at have slået sit navn fast? Det skorter dog ikke på spåmænd, hvilket tydeligt ses i diverse musikanmeldelser, hvor der mindst én gang om året bliver fundet et band, der siges at blive det største siden Teenage Mutant Ninja Turtles. Og ligeså med The Lucy Show.

Mania udkom i 1986 og var kun London-kvartettens andet album. Mark Bandola (leadguitar, vokal) og Rob Vandeven (vokal, bas) havde som de primære sangskrivere i gruppen skabt et album, der heftigt trak på R.E.M., The Cure og endda Beach Boys. Fra at have været Joy Division-deprimerede var de begyndt at lave poprock med romantisk engelsk tilsnit.
Postpunken var stadig den primære indflydelseskilde på musikken, men tilgængeligheden er stor på Mania. Og på trods af at gruppen er stort set ukendt i dag, solgte den alligevel 50.000 eksemplarer i USA. Førstesinglen fra Mania, A Million Things, var endda i pæn rotation på populærmusikkens revolutionerende centrum, MTV.

Hvordan vi er nået derfra og til, at Mania har været “out of print” i næsten 20 år, kan virke mærkeligt. Og det er nok det, der har fået Words on Music til at genudgive pladen inklusiv syv bonusnumre. Pressemeddelelsen kalder Mania for “ét af de klassiske postpunkalbums sammen med plader fra The Cure, Echo & The Bunnymen, JAMC og New Order.”
Jeg ved nu ikke rigtig. God plade, ja. Klassiker, nej.

For der er bestemt gode sange på. Tag bare åbneren Land and the Life, der lyder som Beach Boys, hvis de var opstået i midtfirserne. Et flot udført popnummer, der har Byrds-twang og samtidig skaber sammenhæng med senere bands som The Stone Roses. Guitarerne ringer af sted som hos Cure, når de er i godt humør, og harmonierne, der samles og afslutter nummeret, er i top.
Førstesinglen A Million Things er også et rigtig velfungerende popnummer med hook på hook – og det endda med en mundharmonika, som skaber det bageste lydtæppe.

Stemningen er generelt positiv i de fleste numre, så Mania er svær at placere i postpunk-kategorien, uden at man må gøre en del undtagelser. Af inspirationskilder kan The Smiths nemlig også tilføjes. Der går ren Marr i guitaren til tider, og Bandolas vokal er mere romantisk Morrissey, end den er brægende Robert Smith. Det, der virkelig lykkes for The Lucy Show, er kombinationen af det søde og lette med det energiske og mørke. De formår at skabe den dybde i lyden og harmonierne, som høres i Smiths, Cure og R.E.M., og det skal de have ros for.

Der er dog et stort “men”, der kommer frem i New Message, andensinglen fra Mania. For dælen, en stinker. Et rædsomt dårligt nummer. Synthtrompeter og et forsøg på at lyde som en syg udgave af New Order duer bare ikke på en plade, der ellers flyder med 60’er-melodier og harmoniske vokalarrangementer.

Men tilbage til det gode: Der skal også være plads til sjælere, og Sad September er et meget smukt nummer med en dybt banal tekst. Kliché på kliché om faldende blade og kulde i hjertet. Det er ikke skidegodt sangskriveri, men det er virkelig en god sang og en af dem, man husker efter første gennemlytning.

Og dermed det et generelt kritikpunkt. Efter at have hørt pladen igennem en del gange er der stadigvæk mange numre, der ikke har gjort noget indtryk på mig. Det er ikke, fordi pladen er svær eller eksperimenterende, men der kommer tidspunkter, hvor man bare keder sig. Duoen er gode til at skrive fine melodier, men de er ikke gode nok i forhold til mange af forbillederne og efterkommerne. Måske er det derfor, at The Lucy Show blev glemt.

Se på Mania som en fin popplade med pletvis gode melodier, og kig derefter på alternativerne i datidens pladeforretninger: Psychocandy, Life’s Rich Pageant etc. Konkurrencen har været stor, og i sidste ende har The Lucy Show ikke kunne skaffe sig en stabil plads på markedet.
Nogle pladser i musikhistorien er dybt uretfærdige; både med hensyn til dem, der har succes, og dem, der ligger halvt i rendestenen. Men i The Lucy Shows tilfælde kan den glemte plads i annalerne kun tilskrives én part: bandet selv.

★★★½☆☆

Leave a Reply