At lytte til BrickNotes selvudgivne debut-ep, Kogebogen, er en besynderlig affære. Sjældent har jeg hørt så gode produktioner forløst i så ringe en grad. Næsten samtlige kompositioner har en svært synkoperet nervøs energi over sig, men rappen, primært leveret af MC’en ATC, er både ubehageligt selvbevidst og til tider direkte meningsløs. Samtidig er kokken Claus Meyers bidrag en underligt unødvendig gimmick – hele kogebogs- og madlavningstemaet føjer intet til det samlede indtryk, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvad funktionen skulle være.
Alt i alt lyder det som et løst konceptalbum, der egentlig kunne være ganske interessant, men ender med at være næsten komplet ligegyldigt. Introen består af et afslappet beat tilsat Meyers arbejde med at lave kartoffelmos, stege bacon og snitte forårsløg. Hvad man egentlig skal mene om det, er svært at sige – mest af alt er det bare ligegyldigt. Det er faktisk først på tredje skæring, “På den anden side af ruden”, at der for alvor sker noget. Her gæsteoptræder den svenske reggae-nørd Promoe, og han har et bemærkelsesværdigt bedre flow, end der leveres andetsteds på pladen. Nummeret er ikke synderligt godt, men svenskerens præstation løfter nummeret op af det dynd af grå kedsommelighed, pladen ellers ofte befinder sig i. Som nævnt er produktionerne oftest gode, og de 90’er-minimalistiske blip-lyde klæder egentlig de tunge, stortromme-heftige beats godt, men de medfølgende ord er altså bare ikke gode nok.
I sjette nummer, “Du gør det til”, lyder det, at »det’ som man har det / som man ta’r det / hvad man gør det til / så hvis du si’r det sådan / så’ det sådan det er.« Okay, cool nok, så siger vi det – på trods af at flosklerne nærmest snubler over hinanden i meningstomme, dårlige rim. Samtidig er selve måden, versene bliver leveret på, en anden stor anke. Stemmeføringen ændres nærmest fra nummer til nummer, og denne selvsmagende iscenesættelse er altså ikke særligt sympatisk. Oftest lyder stemmen bare påtaget anstrengt, i hvad der virker som et forsøg på cool ligegyldighed.
»Yeah – så drop det der ynk / du ved, du kan få, lige hvad du vil!« Når sådanne linjer forekommer til overflod, er de gode beats næsten spildt på et bemærkelsesværdigt usammenhængende album. Bedst er titelnummeret, hvor den reggae-rykkende rytmik passer udmærket til ATC’s levering, der lyder en smule som Bikstoks bedre øjeblikke. Ligeledes er “Nu kan jeg ikke” et udmærket nummer, der spiller på nogle af de samme midler som førnævnte højdepunkt. Til gengæld er den kvalmede narcissisme, der præger “Misforstået”, som taget direkte ud af Boogieliste-rappens gustne bytursselvudleverings-‘tradition’.
»Jeg spottede hende i det første blik / da jeg gik ind af døren / lignede en chick, der tænkte / “tænk, har jeg ikke set ham før?”« – hvis jeg nævner en dansk duo, der for få år tilbage havde et hit med næsten samme lyrik, og som består af to unge fløse, begge med tre bogstaver i deres navne, der starter med hhv. N & J, burde man kunne regne ud, hvad jeg her tænker på. Jeg ved ikke, om det er ment som en reference, men uagtet om det er dette eller ej, så holder det sgu bare ikke at levere så fladpandet en tekst.
Alt i alt går de gode produktioner næsten fuldstændigt op i røg, på grund af den halvdårlig rap og et besynderligt kogekunstkoncept, der ikke gennemføres. Godt er det ikke i hvert fald.
