Nogle vil sikkert mene, at det er en del af charmen ved The Brian Jonestown Massacres neopsykedeliske rockplader, men for mig har det altid været et irritationsmoment, at de er for uhomogene på grund af en eklatant mangel på struktur og svinger mere i niveau, end godt er, fordi hjernen bag musikken, Anton Newcombe, ikke synes at eje evnen til at vurdere kvaliteten af eget materiale. Det er ærgerligt, for målt på de stærkeste sanges styrke har man med rette kunnet nære forhåbninger om, at Newcombe en dag ville udgive et brag af en rockplade. Den har vi endnu til gode. Også det 11. album fra Newcombes produktive hænder, Who Killed Sgt. Pepper?, består af en samling sange, der er genremæssigt omskiftelige, og hvoraf flere var bedre tjent med at være blevet i skuffen med dårlige idéer.
Samler man det bedste fra Who Killed Sgt. Pepper?, har man en jævnt god rockplade med en spilletid under den halve time. Men Anton Newcombe giver fanden i at dræbe sine yndlinge, så i lidt mere end en times penge skal pladen rotere, før den er hørt til ende. Det er en drøj time at komme igennem, for tiden ved højttalerne bliver kun beskedent aflønnet.
Blandt de gode momenter hører den heftigt rockende “Tunger Hnifur”, den drone-gyngende “Super Fucked”, den krautpoppede “Our Time” og den dancerockende “Feel It”. Det meste af Who Killed Sgt. Pepper er derimod ikke særligt vedkommende, men består af ligegyldigheder og fjollede påfund, der enten er nemt forglemmelige, eller som man vil gøre alt for at glemme igen.
I “This the One Thing We Did Not Want to Have Happen” er der et slet skjult lån fra Joy Division-nummeret “She’s Lost Control”. Eller er det rettere tyveri? Originalens letgenkendelige rytme får i hvert fald ingen ny identitet i Brian Jonestown Massacre-regi, så idéen bag det fordamper hurtigt.
“Detka! Detka! Detka!”, der kan betegnes som gypsy-dancerock, opildner til vodkadruk og kosakdans, men er for fjollet i længden. “This Is the First of Your Last Warning (Icelandic)” er egentlig velfungerede dancerock a la P.I.L. eller Primal Scream, men virker – ikke mindst på grund af den kvindelige housevokal – en kende bedaget.
“Let’s Go Fucking Mental” er en dybt latterlig hooligan-hymne. Fodboldinteresserede har sikkert hørt denne opfordring til at gå amok gjalde fra struberne på uromagere på et stadion. Newcombes version er ingen større musikalsk oplevelse. Trods de triphoppede beats, der ligger under råbene, er det ekstremt enerverende. Som Happy Mondays, når de er værst.
Allerværst er dog den 10 minutter lange, minimalistiske afrunder, “Felt Tipped Pictures of UFO’s”, der på et fesent musikalsk underlag først sampler John Lennons undskyldning for sin blasfemiske påstand om, at The Fab Four er større end Jesus Kristus, og derefter en nordengelsk teenager, der vredt sviner selvsamme Lennon til. Det er så lidet interessant, at Newcombe faktisk selv bør give en undskyldning.
Who Killed Sgt. Pepper? som helhed kræver måske ikke direkte en undskyldning, for selvom det er en svag plade, indeholder den en håndfuld numre, der atter viser, at Brian Jonestown Massacre er glimrende, når fuzzede guitarer og dronende rytmer er en væsentlig bestanddel af musikken. Desværre er den type numre i undertal.
