Undertoners guide til Roskilde ’10: søndag til onsdag

Teltet er slået op, du er stadig relativt ren, en kasse bajere står klar til nedsvælgning, hva’ så? Lejrlivet på Roskilde lever altid sit eget liv, og nogle lejre er endda små samfund, der kan underholde sig selv/chikanere andre i flere dage. Men hvis lejren er af mindre beskaffenhed, venter der sig masser af eventyr. Skaterampen plejer, i de første dage inden det virkelige musikprogram går i gang, at være en oplevelsesrig affære med opvisninger på rampen og basfester på asfalten. Filmprogrammet er blevet mere og mere seriøst, og i år har vi jo også fornøjelsen af at kunne følge VM på de storskærme, som Roskilde Festival forhåbentlig igen i år stiller op. Men hvis man helst ikke vil plages af vuvuzela-dronen alle dagene, er der jo også masser af muligheder for at få et indblik i Nordens musikalske potentiale på Pavilion Junior-scenen fra søndag til onsdag. De mange muligheder vil jeg guide lidt i her, så du ikke render forgæves alt for ofte. Jeg gennemgår ikke programmet kronologisk (eller udtømmende for den sags skyld), men vil samle beslægtede udtryk i klaser.

Susanne Sundfør i skrøbelige gevandter. Foto: Arne Bru Haug.

80’erne er in igen. Det var de i starten af 00’erne, da Superheroes var store, og alle dansede til Blondie på Stereobar i København. Nu er det mere som en fjern lyd af soundtracket fra en VHS-film, der kører i rummet ved siden af, når chillwave/hypnagogic pop-slænget drømmer sig tilbage til en sløret barndoms popminder. Men så hippe er de danske kunstnere ikke. Ghost Society (tirsdag 21.00) dyrker i hvert fald en langt mere klar produktion, når de samler den dunkle og sfæriske firserpop op. Det er folk fra Blue Foundation, People Press Play og Lake Placid, som har fundet sammen her, og de erfarne kræfter til trods er udtrykket kedeligt og uopfindsomt. Der er dog andre på Undertoners redaktion, der er positivt stemt, så måske skulle du bare give det en chance på Myspace. En anden, der heller ikke kan slippe den neonfarvede fortid med det fyldige hår, er Freja Loeb (onsdag 21.00), som er sat til at lukke festen eller måske i virkeligheden for alvor skyde den i gang som sidste navn på Pavilion Junior-scenen onsdag aften. Hun går til genren som andre internationale popstjerner, bl.a. La Roux, og det er nok alligevel for mainstream-stræbende til min smag, men jeg vil ikke afvise, at koncerten kan blive god, hvis den krydres med en farverig drink prydet med stjernekaster.

I det hele taget er der flere kvindelige solister på programmet, og selvom jeg nok vil tage en lur et andet sted end hos My Evil Twins lette og sterile electropop (tirsdag 19.30), så dukker jeg sikkert op til den hypede Fallulahs koncert (mandag 18.00). Hun spiller rytmetung, skæv pop, og jeg vil blive overrasket, hvis teltet ikke kommer til at bugne af røde kinder og hvide tænder blottet i et stort smil. Hun skulle være en oplevelse live, og om ikke andet, har jeg hørt, at når damen er i godt humør, kan det hurtigt føre til noget kjoleløfteri. Man er vel husar. I den mere alvorstunge ende finder vi norske Susanne Sundfør (mandag 13.30), der dyrker en cinematisk, mørk nordisk pop, som vi kender så godt fra Björk og Stina Nordenstam, men arrangementerne er interessante, og vokalen er selvfølgelig utrolig smuk. På en støvet festivalplads kan den slags indadvendte, intime oplevelser hurtigt blive forstyrret af ukontrolleret liv, men det skal bestemt have en chance.

Da Roskilde Festival skiftede booker til Pavilion Junior-scenen, forsvandt den årlige Nordic by Nature-event desværre, og det har i det hele taget været småt med flydende rim og tonstunge beats de sidste par år. Det kunne ellers have klædt scenen med M-Cnatet, der har leveret en af årets danske plader so far, men i år er der kun ét navn. Det er til gengæld så også Danmarks måske bedste. Khal Allan (søndag 16.30) begik med Tuder og høvding en genistreg, der har manglet i dansk hiphop i årevis. Ja, faktisk siden Malk de Koijn fik travlt med teaterforestillinger, reggae og dj-tjanser. En fuldstændig gal og humoristisk tilgang til hiphop, der var fyldt med underlige breaks og hashinficerede sample-forbindelser, så man kunne fornemme et slægtskab med Madlib og MF Doom. Hvordan den kære Allan begår sig på en scene, har jeg stadig til gode, men søndag eftermiddag er jeg der som en stift i blød krydsfinér.

Khal Allan stener søndag eftermiddag.

Hvis du tværtimod hylder metallens tunge riff uden en ironisk distance, så er der skam også muligheder for det. Rising (søndag 19.30) blev nomineret til en Danish Metal Award som årets talent med kun en ep i våbenbæltet, og det er forståeligt nok, da de laver episk stonerrock med tendenser mod den fart og ekvilibrisme, som sydstaternes Kylesa og Baroness praktiserer. I samme nabolag, men måske mere i et spænd mellem Mastodons melodiske tilgang og High on Fires angribende riffage, finder vi New Keepers of the Watch Towers (tirsdag 16.30), som har nogle velvoksne vokaler. By the Patient (onsdag 13.30) besøger også Pavilion Junior, men deres temposkiftende dødsmetal gør ikke noget ved genren, som de ikke allerede gjorde i Tampa Bay, Florida i 90’erne.

Hvis man stadig er til aggressionerne, men vil have højere tempo, er Night Fever (tirsdag 13.30) svaret. De leverer energisk hardcore punk med en forsanger, der faktisk har noget fylde i sin stemme frem for bare at bjæffe højt. Bandet er fra K-Town-scenen, der også har leveret bands som Amdi Petersens Armé, No Hope for the Kids, og det måske mest internationalt anerkendte, nu opløste Gorilla Angreb. I et mere kaotisk hjørne er de purunge knægte i Iceage (søndag 21.00), som udgav en fremragende ep på Escho sidste år. Det er skramlet og fuldstændig ustyrlig postpunk, og den ene gang, jeg har set dem live, kunne trommeslageren slet ikke holde sammen på trommesættet. Gulvtamtam, storetromme og lilletromme gled i hver sin retning, og bækkenet faldt konstant af stativet. Det bliver spændende at se, om bandet kan spille mere stramt for et stort publikum. Jeg håber det ikke.

I den mindre energiske og lidt mere traditionelle rock-kategori, er der to ganske fine bud på garagerock. Thee Attacks (mandag 21.00) er lige udkommet med deres mod-inficerede debut på Crunchy Frog, og selvom musikken skriger på sammenligninger med The Who og The Kinks, så skulle bandet være en heftig liveoplevelse, og hvem kan ærlig talt have noget imod The Who og The Kinks? Mescalin, Baby (mandag 15.00) virker dog lidt mere spændende, og som navnet antyder, har de en psykedelisk forbindelse med de astrale planer gennem deres forstærkere, men samtidig er de heller ikke for fine til at levere et twist af jordbunden hillbilly-punk. Let’s face it, garagerock skal opleves live med lommerne fulde af guld(øl).

Eim Ick fanget i en soltåge.

Og så er der selvfølgelig også indierock på Pavilion Junior. Sleep Party People (tirsdag 15.00) leverer eksempelvis meget stemningsfuld, melankolsk, mørk indierock. Musikken har en tynd fernis og en snert af islandsk skrøbelighed, som man kender den fra Múm og Sigur Ros – uden decideret at bide dem i haserne som så mange andre. I samme dystre udkantsområde bevæger Chimes & Bells sig (onsdag 15.00). Det er primært Cæcilie Trier, der bl.a. er med i Choir of Young Believers og Le Fiasko, som er dirigent for en sfærisk artpop, der også kunne opleves på hendes debut, Into Pieces of Wood. En plade, der fik en fornem syvendeplads på Undertoners liste over årets danske plader 2009.

Hvis fødderne skal have en lidt hurtigere rytme at bevæge sig til, og armen skal have en stærkere motivation for at flytte papvinen til munden, så kunne svenske Fontän være en mulighed (onsdag kl. 18.00). De laver en art svensk krautrock – en hotdog med rejesalat er måske deres svar på den tyske kål – dvs. semikosmisk med udspacede synthlinjer, men heller ikke mere kraut, end det har en klar dansabel rytme med heftig guitar og 70’er-rockvibe. Det kunne blive et ganske fint aftentrip. I den mere fjollede afdeling ligger finnerne Rubik (onsdag 19.30), der blander noget Brooklyn-hipster med jubelglade indiepoptendenser. Opbygningerne er helt skøre og kan på sin vis minde om det Finland-dyrkende Architecture in Helsinki, som også fjoller rundt med artpop-tendenser. Den sidste anbefaling går til danske Eim Ick (mandag 16.30), der skal varme op for Cut Copy, når de kommer til Train i Århus 30. juli. Og det forstår man såmænd godt, når man hører hans flimrende, sommerfestlige electronica, der smager lidt af den vimsende dansabilitet hos Caribou og Four Tet, men også peger mod Pantha du Princes indievenlige minimaltechno. En varm, psykedelisk bæk, som man også kan finde hos Neon Indian og Memory Tapes, strømmer gennem musikken, så her er chancen for en mandag eftermiddag med solpletter for øjnene.