CV Jørgensen kigger ud fra spøgelsestoget på vej på arbejde.
Jeg forestiller mig, at de fleste fra Roskilde Festival-gængernes generation må have stiftet bekendtskab med CV Jørgensen ret tidligt i livet. Det er musik fra barndommen, hvor ens småborgerlige forældre ville sætte det på for at mindes 70’ernes og 80’ernes udskejelser. Har jeg ret i min antagelse, må en stor del af det fremmødte Arena-publikum have samfundskritiske tekster om computermanden, der tager spøgelsestoget på arbejde, eller smukke stemningsbilleder af sommernattens villahaver, som alle har sin helt specielle duft, siddende inde i hukommelsens sektion for minder.
Det virkede i hvert fald, som om de fleste publikummer havde et godt og nært kendskab til de mange klassikere, der passerede Arenas scenekant, og således var det en taknemmelig opgave, som Carsten Valentin og band var blevet sat på. Sing-along-sessioner opstod spontant ved næsten hvert et indslag, også selvom bandet havde ladet de fleste af deres mere udfarende sange blive derhjemme. Således var det numre som “Datadisciplin”, “Det regner i mit hjerte”, “Spildte bedrifter” og “Elisabeth”, som rækker tilbage til de fleste afkroge af diskografien, der i sig selv bar koncerten og hold publikums energiniveau højt – det krævede ikke meget mere end en rutineret fremføring af det garvede band.
Og det var sådan set alt rigeligt for en god koncertoplevelse, selvom man – da bandet afsluttede med “Det ganske lille band” – måske kunne have ønsket sig lidt flere numre af denne rockede karakter. Ikke desto mindre må publikum have fået opfyldt ethvert behov for at se giraffen, for at synge og for at være nostalgiske fredag aften.
