Koncerter

Roskilde ’10: Serena-Maneesh, 01.07.10, Odeon

Skrevet af Signe Palsøe

Serena-Maneesh mødte særdeles veloplagte op for at åbne Odeon med en støjeksplosion. Det var en vedkommende og veludført opvisning af desværre ikke altid lige vedkommende musik.

Støjen fra Serena-Maneeshs guitarer har rystet billedet. Foto: www.andreasfroland.no

Serena-Maneesh er cool. De går mest i læder og med solbriller om natten. Men de er heldigvis ikke for cool til at have det sjovt, og det var ret tydeligt, da de torsdag eftermiddag havde fået æren af at åbne festivallens Odeon-scene. Frontmand Emil Nikolaisen bekendte hurtigt sin glæde over at være tilbage på den danske festival, og bandet lagde efterfølgende fra kaj med en fin, men insisterende flade af den hvide støj, som er kendetegnende for deres selvbetitlede debut og den nye No. 2: Abyss in B Minor. Nikolaisen værdsatte tydeligvis rollen som gruppens omkringfarende, visuelle fikspunkt og udlevede rockstar-rollen ved at vælte rundt på scenen og slynge om sig med sin guitar.

Det var egentlig en klædelig attitude at møde op med, for der opstod efterhånden perioder, hvor musikken i sig selv ikke var knugende nok til at holde på publikum. Numrene fra den nye udgivelse er mere komplekse end dens forgængers, men savner ofte den gribende melodiøsitet eller det hook, der kan udgøre den perfekte substantielle kerne i bandets støjekskursioner.

Derfor syntes dele af koncerten at fremstå som dygtigt opførte, men ikke altid lige vedkommende mure af guitar – med en uhørlig bund af maracas, som med en vis stædighed blev rystet over mikrofonen gennem det meste af koncerten. Om bandet havde øjnet behovet for at ruske publikum, inden de blev lukket ud i sommerheden, skal jeg ikke kunne sige, men de valgte i hvert fald at afslutte med et eksprestog af flænset guitar, reverb og hvid støj, der fra scenen blev leveret med et hæsblæsende energiniveau. Om det var nødvendigt at lukke en lidt mindre cool end Serena-Maneesh-udseende fyr op på scenen for at understrege intensiteten ved at give den som Maracas Hero, er diskutabelt, men ikke desto mindre var det en mesterlig afslutning af et dygtigt band, som torsdag eftermiddag pletvist gerne måtte have været lidt dygtigere.

★★★★☆☆

Leave a Reply