Eller måske rettere sagt støjrock. Det var i hvert fald en særdeles glædelig overraskelse, da jeg så at Linn var flankeret af samtlige Bertelsen-brødre samt resten af Bloodchilds støjrock-bande til lydprøven kort før showet. Jeg havde fornøjelsen af at opleve samme konstellation sidste november i et glimrende kunstnerisk hybridprojekt, hvor Linn og Bloodchild fortolkede hinandens numre over en innovativ og psykedelisk visuel kunstinstallation.
Men der må have været mere i luften end blot én one-off turné for dette umage musikalske ægteskab, for det var primært nyt, hårdtslående materiale vi blev banket igennem med på en hed aften på Rising. Linns eget bagkatalog er da også yderst beskedent – den tæller blot EP’en Happy Metal og en enkelt relativt nyudgivet single, som er en noget mere støjende affære end Linns ellers meget tilbagelænede krautrock og jazz-inspirerede elektroniske musik. Sidstnævnte er tilsyneladende blot en smagsprøve, på hvad der er i vente fra Linn.
For det var de støjende guitarer og tunge, groovy basgange der skød koncerten i gang. Det første genkendelige nummer på setlisten ”Happy Metal”, spillede nu heller ikke længere på sin ironiske titel, men var sådan set gennemført med metal-tilstødende riffs, der skurede mod det nuttede ”Happy, happy, happy” kor på den helt rigtige måde. Det var så ondt.
Alt det nye materiale spillede på kontrasten mellem Linns sarte, eklektiske univers af jazz-rytmer, spæde vokaler, finurlige lyd-sampels og violin mod de støjende, feedback-fyldte mure af lyd, som Bloodchild er eksperter i at levere. Resultatet var en skræmmende, hårdtslående kombination af rå rockenergi og musikalsk finesse af højeste klasse.
Man blev benovet over de komplekse trommerytmer, især et af de ikke-udgivne numre havde en snare, der kommer til at hjemmesøge mig resten af dagen – den sad lige der, hvor man ikke rigtig kunne forudse den, men hvor den stadig lå helt stramt i rytmebilledet. Bertelsen på bas lagde den ene dansable rundgang ned efter den anden, men hans brødre sørgede for den fandenivoldske guitarlarm – naturligvis var der plads til soloer til alle.
Det var dog Linn selv og keyboardist Marikka Katrina Højen, der stjal det meste af opmærksomheden. Linns stemme, der både kan være pitchet og skrøbelig, men andre gange også fyldigere, dybere og mere sjælfuld er et naturligt match til Højens pigekorsagtige vokal. Harmonien mellem de to kvindestemmer skinnede især igennem på ”I’m Out of Alchohol, You’re Out of Your Mind”, der som et af de få numre var holdt tro mod den minimalistiske original.
Linn er dog en meget indadvendt performer, hvilket er en kende utaknemmeligt, når man står over for et relativt tyndt befolket og sol-dvask Roskilde-publikum. Selvom Linn dansede lidt rundt og næsten så ud til at føle musikken mere, end hun plejer, kom den ellers fantastiske koncert, der udspillede sig på scenen, ikke rigtig ud over kanten. I hvert fald ikke til alle i publikum.
Aftenens højdepunkt var den nye single ”Happiness is Real”, der blev gengivet i en mindre eksperimenterende udgave end på pladen, men hvor det ellers smadret-støjede omkvæd blev til et storslået klimaks, som fik folk til at synge med. Jeg ville næsten ønske, at det var indspillet sådan på pladen – det var så pokkers catchy.
Linn og Bloodchild er et musikalsk overlegent par, og på Rising fik de bevist, at de er et af de mest undervurderede støjrocksprojekter i landet – selvom hele publikum måske ikke havde samme åbenbaring. Der er noget afsindigt smukt, ved at noget så godt og velmatchet kun eksisterer i et live-format, men jeg gik alligevel derfra, med et ydmygt ønske om at få det foreviget på en plade.
Fotos af Mathias Kristensen
