Van Dyke Parks i selskab med en flok yndige damer.
»Hello earthlings,« gnækkede den lille mand med de højtaljede bukser og det grå hår. Han var lidt svær at se, som han sad der midt i mylderet af de mange musikere fra DR UngdomsEnsemblet. Men det var rigtigt nok ham. Van Dyke Parks. Legenden, arrangørgeniet. Ham, der var med til at forme Brian Wilsons Smile og stod for at arrangere Joanna Newsoms mesterværk Ys fra 2006. Og som har leget med alle fra Frank Zappa over Tim Buckley til Silverchair (!).
Ifølge Roskilde Festival ville han lave en uropførelse af et tropicalia-værk, som han har tænkt på siden begyndelsen af 1960’erne. Herren lagde dog fornemt ud med “Opportinity for Two” fra 1984-albummet Jump!. En mærkværdig, men hyggelig sydstatssang, der løb over i “Come Along” fra samme plade. Det var så komplekst melodiøst, at det alt for lille publikum allerede dér fik sig et af festivalens absolutte højdepunkter. Desværre var der ikke særligt mange af dem, der opdagede det – midt i al deres uindviede hygge.
For selvom musikken i grundsubstansen er yderst positiv, så snurrer der en omsiggribende eftertænksomhed i alt, hvad Van Dyke Parks laver. Han er bare en mester til at forklæde det. De panamerikanske toner tog over i midten af den halvanden time lange koncert. Med den amerikanske sangerinde Gaby Moreno, der har rødder i Guatemala, i front, bevægede det store orkester sig fra svingende flyselskabstropicalia – den slags der kræver en frisk sjus og en stråhat som akkompagnement – over rockede tango-toner til mexikanske boleroer. Hele tiden med Morenos imponerende støvede vokal i forgrunden.
Undervejs listede der sig alt fra et Ry Cooder-nummer over en Brian Wilson-kollaboration (“Orange Crate Art” fra 1995) til Gilberto Gils “Esperando na Janela” ind. Det blev aldrig kedeligt, for Van Dyke Parks har hele tiden små vokale finurligheder eller arrangementskrumspring at byde på. Det eneste, som vi ikke rigtigt fik, var følelsen af at være vidner til den lovede uropførelse af et specifikt værk. Men det gled hurtigt helt om bagerst i hovedet. Og blev erstattet med glæde og taknemmelighed over at have hørt en helt unik kunstner give en helt unik koncert.
Det var helt i Roskilde Festivalens ånd, at Van Dyke Parks blev smidt på den næststørste scene – med et stort orkester til hjælp. En flot måde at vise en af popmusikkens oversete genier den respekt, som han helt sikkert ikke får nok af. Og en lille gave til de få, der rent faktisk turde tage chancen tidligt søndag.
