I 70’erne stod Robert Plant som en konge i læderfrynser og skreg »Valhalla / I’m coming.« Derefter kiggede han ned over kvinderne i publikummet og proklamerede, at han var deres ‘backdoor man’. Nogle år senere, i 80’erne, tog ZZ Top den så et skridt længere med spørgsmål som »If I blow my top / would you let it go to your head?« Oversættelse: »Må jeg godt komme dig i ansigtet?«, og det er ikke engang tæt på at være det mest slibrige tekststykke fra bluessynthmesterværket Eliminator.
Velkommen til hvid mands blues. En genre, der ofte tog de mest seksuelle elementer fra den sorte mands blues og gjorde dem endnu større, satte dem op på stadions, både pikken og patterne, i en så storslået grad, at meget af den slags musik i dag lyder som en enorm kompensation; i særdeleshed, hvis man ser nærmere på tekstuniverset. Og det var stadig hitlistemusik, ikke at forglemme. Liderligheden var og er bare en kæmpe bestanddel af bluesrock og ‘classic rock’ – datidens bolleplader, såmænd; men med tiden har andre genrer overtaget varemærket med langt større elegance, eksempelvis moderne r’n’b.
The Dead Weather har bragt lysten og de våde lagner tilbage til bluesrocken. Den sveder, den gisper og stønner, og den kommer bare ud over det hele, men ikke med direkte afsæt i teksterne. Der er selvfølgelig eksempler som »check your lips at the door, woman / shake your hips like battleships / yeah, all the white girls trip / when I sing at Sunday service« fra den Led Zep-brusende åbner ”Blue Blood Blues”, hvor Jack White interessant nok påtager sig en sort mands identitet. Eller »let’s go where no one can see us / and find the difference between us« i “The Difference Between Us”, hvor Jack White og Alison Mosshart har en trampende duet så seksuelt frustreret, som frustrationer kan være, men i det store og hele er det lyden og ikke teksterne, der bærer lysten.
Produktionen, vokalen, instrumenterne. I skiftevis torden og slæben får de skabt en hel suverænt drivende lyd af ørkensex. Trommerne slår støv op, bassen er exceptionelt tung og hvæsende, og guitaren og det gale videnskabsmands-orgel får virkelig bragt noget mægtigt frem i sig. Der er fiflet med lyden, lige nok til at den står midt imellem ‘classic rock’, stonerrock og garageblues, så selvom Led Zeppelin, Jon Spencer og The Stooges står tydeligt og højt på inspirationslisten, er The Dead Weathers styrke, at det ikke bliver pastiche, men at de derimod tager Bonham, Plant og Page fra stadionscenen og ud i et skur i vildmarken med let smadrede forstærkere. Til tider lyder det faktisk en smule som Kyuss, bare en del hurtigere og med langt mere kitschet orgel. Alison Mosshart har taget den småvampede punkvokal fra The Kills med sig og skabt den noget nær perfekte tvilling til White. Når de synger mod hinanden, er de nemme at skelne, men sammen lyder de næsten ens, og det skaber en symbiose, der igen momentvis får albummet til at lyde som et (godt) samleje.
The Dead Weather er egentlig en logisk udvikling i Jack Whites musikalske oeuvre. The White Stripes var også ofte eksplosivt og tungt, men med tydeligt udgangspunkt i den sorte mands indignerede blues (Robert Johnson, Blind Willie Johnson etc.). Når de så blev hvide og stadionbluesede, var det indimellem en smule for renskuret, f.eks. i visse sange på Elephant. Nu har Jack så taget White Stripes-bluesen, givet den bas og kvindelig vokal (der (heldigvis) ikke er Meg White) og gjort den langt mere bombastisk og endda funky, men beholdt den beskidte, jordnære tilgang og skævvridningerne. Ofte lyder The Dead Weather faktisk som en direkte 50/50-fordeling mellem de to frontfigurers respektive bands, The Kills og The White Stripes.
De fleste af sangene på Sea of Cowards er dog temmelig ens, og det ender med at blive dens enlige svaghed, for de drukner for meget i hinandens selskab, og derfor kan pladen heller ikke komme helt op at ringe. Alle numrene er stærkt fokuserede på den samme tilgang til opbygning og kulmination: Du vugger med, et monotont stykke saloonpiano slår ind eller en taktfast hæs bas, der gentager den samme rytme, Alison kommer ind og synger noget æggende, White slår til med sin karakteristiske vokal, der lyder, som om han er ved at græde og komme samtidig, og så kommer det store udbrud i et virvar af kaotisk, hvirvlende bluesrock og pikguitar, trommer, der banker igennem jorden, og tilbage til start igen. Men på trods af ensheden, så fungerer det. Hvorfor det fungerer, og især hvorfor det stadig fungerer, er svært at svare på, men uden at begive mig for meget ud i, hvordan det er en sangstruktur, der genskaber forspil, ophidselse, seksualakt og orgasme, vil jeg tilbagelænet sige: Det gør det bare.
jeg synes personligt det er det dårligste album jeg har hørt i år, og det kommer vel at mærke fra en signatur der ynder at fremhæve “white blood cells” som et af sidste årtis bedste albums overhovedet! Jack White lyder totalt og aldeles uden gode ideer på den her skive. En ting er at det er hørt tusind gange før, det er ikke i sig selv et problem, hvis det gøres med flair og fornemmelse for kontinuitet med egen og andres tradition. Noget andet er at White plejede at lave den her slags musik med melodifornemmelse og med en musikalsk finesse, der gjorde at han kunne lave en “hotel yorba” det ene øjeblik og en “fell in love with a girl” det næste. Nu er han kørt fast i en ugidelig sumpet og bombastisk (et andet ord for intetsigende og hul og “tomme tønder buldrer mest”!) blues-skabelon. Der vejrer en tyk em af en rig rockstjernes selvbevidste dovenskab over det her projekt. Det er sådan noget man kunne slippe afsted med i 70erne, hvor rockstjerner stadig var guder, men idag? Det er en tidslomme, jovist, men en temmelig uklædelig en af slagsen. Og som sagt: der er ikke en eneste holdbar melodi på det her album. Ikke en eneste! Det er saftsuseme ringe. Og lidt af en hån mod de fans, Jack White må formodes stadig at have. Way to fucking go, Wonder Boy…!