Det første nummer på Three, ”Tomcat”, er faktisk meget godt. Jeg tror godt, jeg kan lide det. Men måske er det mest, fordi det skiller sig ud fra de øvrige numre på albummet? Jeg tror det. Jeg synes ikke om teksten. Men der er en Local Natives-agtig, trommende uptempo-sekvens i midten af nummeret, som passer godt ind og gør det mere interessant end de øvrige 11 numre, der kører mere eller mindre i samme rille. Måske er dette ikke verdens mest nysgerrige anmeldelse; ingen afsøgende, fintfølende introduktion skrevet med et åbent sind. Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Three er ikke noget for mig.
Chapters lyd og Alexander J. S. Crakers vokal lægger sig mange steder på albummet op ad Bonnie ‘Prince’ Billys, men helt uden samme substans og liv. Og uden samme ydmyghed, hvis man kan bruge det ord. Genren på Three kan nok bedst betegnes som melankolsk, stille rock med et tydeligt folk-islæt. Derfor forventer jeg på ingen måde samme ydmyghed og uhøjtidelighed, som man ofte finder i folk-musikken, for Three er ikke kun folk. Men den har åbenlyst folk-lyden som en af sine hovedbestanddele, og derfor kan jeg ikke lade være med at sammenligne albummet med denne genre – og selvfølgelig denne genre, når den fungerer bedst.
Jeg synes ganske enkelt, at Three er et ualmindeligt selvhøjtideligt album uden folk-musikkens smukke uhøjtidelighed og fine, komplekse enkelhed. Three vil utrolig gerne være interessant. Måske er jeg bare ufølsom. Men Three rører altså ikke noget særligt i mig.
Melankolien gennemsyrer hele albummet. Temaet er især erindringen, tilbageblikket – at se tingene i bagklogskabens tungsindige lys. Fortiden, som er tabt og ikke kan ændres. Og nutiden som en smertefuld konsekvens. Jeg har bestemt ikke noget imod melankoli, vemod og smukke sange. Men her flyder det altså over. Ofte i en nærmest teatralsk stemning og med en dybsindighed og inderlighed, der føles forstillet. Det er ikke den naturlige inderlighed, der flyder gennem eksempelvis folk-musikken som en fin understrøm af vemod og sødme. Nej – hos Chapter er det en brusende flod. Og det gør bestemt ikke noget, at tingene bruser og bølger over. Så længe det føles naturligt og ærligt. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvorfor det ikke føles ’ærligt’ på Three. Måske fordi det er ’for ærligt’? Og derfor føles selvhøjtideligt?
’At have noget på hjerte’, ’at give folk noget at tænke over’, ’at være hudløst ærlig’. Alt sammen fine egenskaber. Hvis det er den naturlige effekt – noget, der får sit eget liv, noget, der ikke er planlagt. Men på Three føles det, som om det er de tre øverste punkter på Chapters album.
