Det var måske ikke helt gennemtænkt at flytte Broken Social Scene til Store Vega. Sidst de var i landet, spillede de på et godt nok udsolgt Loppen, men det er ikke fordi den nye plade har braget igennem i indiemiljøerne, selvom det er et fremragende album. Og når så The Walkmen spillede samme aften i Amager Bio, så var det svært at se, at bandet skulle kunne fylde Store Vegas 1500 pladser ud. Det kunne de bestemt heller ikke, hvorfor balkonen var lukket, og et bagtæppe skjulte den bagerste fjerdedel af salen.
Det passede underligt nok fint til koncerten. Det sendte lidt spøgelser rundt under den store sals loft, og når bandet samtidig var trætte efter ni måneders langfart, så blev den energifattige, men nærværende koncert anderledes stemningsfuld. Til trods for, at der var et otte mand stort band på scenen, så var det nemlig sjældent, at de brugte kræfter på at overvælde publikum med massiv lyd og energi.
De startede naturligt nok med det første nummer, ”World Sick”, fra den nye plade, Forgiveness Rock Record, og selvom omkvædet er bombastisk, var der ikke mange hår, der blafrede på mit hoved. Heller ikke det efterfølgende ”Texico Bitches” kunne komme op på det festlige energiniveau, det har på albummet. Det var først, da trompeten og saxofonen blev introduceret i det tredje nummer, ”7/4 (Shoreline)”, at bandet fik løftet stemningen mærkbart.
Men flagrende arme og vilde hyl blev det aldrig, selvom bemærkelsesværdigt mange af deres sange har en eller anden afart af en 4/4-rytme, så de var oplagte dansenumre. Ok, bandet fjollede godt nok lidt rundt til ”Stars and Sons” og en enkelt breakdance blev det også til, men langt det meste af aftenen blev sangene leveret med tourtræt mandagsstemning. Det betød dog ikke, at det var et fraværende band. Tværtimod leverede de en særdeles intim og nærværende koncert, der understregede deres jordbundne varme. Forsanger Kevin Drew underholdt også med anekdoter om de smukke mennesker på Vesterbro, han havde set 10 år tidligere, der nu havde fået smukke børn, og Torontos fede borgmester, der har afskaffet cykelstierne.
De ømme og følsomme leveringer blev især markante i de let omarrangerede versioner af ”Anthem for a Seventeen Year Old Girl” og ”Lover’s Spit”, som her fremstod mere sfæriske. Især ”Lover’s Spit” var utrolig smuk startende med Drew alene på scenen på keyboard, mens de andre langsomt sev ind under nummeret med mundharmonika, muted trompet, melodica og saxofon.
Sangene fra det nye album var selvfølgelig mest dominerende, men det understregede også kun hvor stærke de er, for de matchede problemfrit ældre hits som ”Cause = Time” og ”KC Accidental”. Derfor fungerede ”Meet Me in the Basement” også som en aldeles glimrende afslutning på koncerten. En slags Håbets Hymne. Drew proklamerede, at den handlede om at give slip, at tro på, at man kan gøre hvad man vil og være hvem man vil. Den blev leveret med lige præcis det overskud, der skal til for at den slags bombastiske udmeldinger virker troværdige.
Det havde på mange måder været en perfekt afslutning på koncerten, men Broken Social Scene har det altid med at spille lidt for længe. På det tidspunkt havde de spillet i en time og 45 minuttter. De gav dog lige tre ekstranumre uden at gå ud, og selvom ”Looks Just Like the Sun” og ”Water in Hell” var velkomne, men ikke strengt nødvendige, så var ”It’s All Gonna Break” i hvert fald for meget og for ligegyldig.
Der var gode, energiske og nærværende øjeblikke koncerten igennem, men den kunne med fordel have været kortere.
Sålænge de ikke spillede “Last Place” så føler jeg mig ikke helt snydt. Deres katalog-genistreg i min optik.