Så er det endelig bekræftet: Buck 65 spiller på Loppen den 11. november. Jeg skrev om den koncert for et par uger siden, da jeg postede en ny video med Holy Fuck. Men på det tidspunkt stod det kun på Buck 65’s Myspace. Men nu har arrangøren, Smash! Bang! Pow!, bekræftet det i en mail, og det er også kommet op på Loppens hjemmeside.
Så er spørgsmålet bare, hvilket materiale den canadiske herre har tænkt sig at spille. Han startede ud med at lave sær, lo-fi hiphop med fabulerende tekster om livets skyggesider formidlet med hans grødede vokal, men på de seneste plader er han blevet mere og mere rock-orienteret. Bortset fra sidste års Bike for Three!-projekt, der var langt mere elektronisk.
Under alle omstændigheder varmer han op for ligeledes canadiske Holy Fuck, der i år har udgivet Latin. Det er en spændende kombi.